Læsetid: 2 min.

I dag er det (ikke) Satchmos fødselsdag

4. juli 2000

100-årsdagen for Louis Amstrongs fødsel fejres i dag, selv om han kun ville have været 98 år

FORMAT - SOMMERTILLÆG

Det er den 4. juli, Independence Day, USA's Uafhængighedsdag, Nationens stolteste dato. Og, som vi ved, Louis Armstrongs fødselsdag, jazzens mest berømte, den jazz-fødselsdag, man kender udenad, hvis man overhovedet kender nogen.
Dette års 4. juli er desuden 100 års dagen for Louis Armstrongs angivelige fødsel. Det må selvfølgelig fejres, og en del gratulanter har allerede meldt sig.
Plademærket Columbia har for nogen tid siden annonceret, at man markerer 'Louis Armstrong's Centennial Celebration' med udgivelse af et 4-cd boks-sæt, The Complete Hot Five and Hot Seven Recordings, og desuden udsender restaurerede og udvidede udgaver af tre lp-klassikere fra midten af 1950'erne: Satch Plays Fats (Waller), Ambassador Satch og Satchmo the Great.
Fra EMI er en dobbelt-cd på trapperne med Armstrongs og Duke Ellingtons indspilninger fra 1961, udvidet med adskillige alternative takes, og det skulle undre, om ikke yderligere etiketter melder sig med genudgivelser. Specielt RCA Victor og Universal (Decca) råder over fremragende Armstrong-optagelser.

Herhjemme
På de hjemlige breddegrader stiller Klüvers århusianske big band op med 'Trumpet Spectacular - A Tribute to Louis Armstrong', som man henter hjælp til fra to amerikanske musikere, trompetisten Byron Stripling og trommeslageren Dennis Mackrel. Denne tribut finder ikke sted på selve dagen, men strækker sig til gengæld over fire dage i Ridehuset, Århus, 19. til 22. juli, som en del af 12th Aarhus International Jazz Festival.
På dagen markerer Radio Jazz derimod fødselsdagen med en udsendelse fra kl. 21.00 og et uspecificeret antal timer frem. Programbladet har selvfølgelig også Armstrongs kontrafej på forsiden med påskriften 'Armstrong 100 år.'
Det pudsige er imidlertid, at man på jazz-radioen udmærket ved, at den 4. juli 1900 ikke er Armstrongs fødselsdato. Allerede i 1988 gengav amerikaneren Gary Giddins nemlig Armstrongs dåbsattest i sin biografi, Satchmo, og af den fremgår det klart, at Armstrong blev født 4. august 1901. Ikke noget med Uafhængighedsdag og det nye århundrede, som ellers rummede sådan en flot symbolik.
Men what the hell! Når bolden nu er sat i gang, og når Ellingtons centennial netop er afsluttet, hvorfor så ikke holde sig til den gamle Armstrong-dato og lade festlighederne fortsætte? Det bliver alligevel kun et par jazz-pedanter, der går op i, at Armstrong kun ville være 98 i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her