Efter hård kritik for stedmoderlig behandling af jazzen, forsøger DR nu at gøre det godt igen
FORMAT- SOMMERTILLÆG
DR, som tidligere på året blev kritiseret for at nedprioritere jazzen, støtter i år jazzfestivalerne i Køben-havn og Århus med godt en kvart million kroner. Pengene falder i form af honorarer til musikerne, og gør det dermed muligt for arrangørerne at engagere solister og ensembler.
Investeringen vender tilbage til radiolytterne i form af ca. 25 radiotransmissioner fra de to festivaler. DR's jazzredaktion vil hver eneste dag under festivalerne optage en eller flere koncerter, som vil blive sendt direkte eller forskudt på P2musik (FM) eller på DRs døgnkanal for klassisk musik og jazz, DR Klassisk (Kabel).
Store navne i radioen
I de 25 koncerter medvirker bl.a. David Sanborn, Richard Galliano, Dee Dee Bridgewater, NHØPs Trio, Allan Botschinsky, Roy Haynes og Clark Terry & Almost Big Band. Samtidig dækker DR Copenhagen Jazz Festival intensivt med reportager. På alle hverdage i festivalen kl. 18.50-19.25 sendes et nyhedsprogram med interviews, reportager og levende musik. Den 20. juli sendes programmet Jazznyt fra jazzfestivalen i Århus.
Det er Jazzredaktionens Ole Matthiessen, Ib Skovgaard og Verner Kjersgaard, der producerer de mange optagelser, mens Jens Rasmussen og Anders H. Lund redigerer nyhedsprogrammet.
Man kan læse mere om DR og jazzen på DR's hjemmeside, www.dr.dk/jazz.
Inf.