Læsetid: 9 min.

Den danske vinkel

1. juli 2000

For første gang i Tour de Frances historie optræder et dansk firmahold blandt de 20 deltagende. Dog uden de store chancer for at vinde løbet, som bliver et opgør mellem Jan Ullrich, Lance Armstrong og Marco Pantani

FUTUROSCOPE - Det var før den afgørende etape i Pyrenæerne i 1995. Bjarne Riis lå på tredjepladsen efter Indurain og Zülle, men kunne avancere yderligere. Informations cykelsportsreporter og spanienskorrespondent Ebbe Traberg foreslog, at vi lagde os bag feltet for at følge le balai, opsamlingsbussen for de opgivende eller tilskadekomne, som nok ville få mange kunder denne dag.
Det er en god historie, sagde Traberg, hvis orientering i cykelsporten var international, men med spansk udsigtspunkt. Men at interessere sig for taberne på en dag, hvor Riis kunne vinde, var sindssygt, og det sagde jeg til ham.
"Nå, ja. Der er jo også den danske vinkel," var Trabergs kommentar.
Anekdoten har jeg fortalt tit, og begrundelsen for at gøre det en gang til er selvfølgelig, at "den danske vinkel" i Tour de France 2000 er udvidet til at omfatte et helt hold.
For første gang i Tour-historien optræder et dansk firmahold blandt de 20 deltagende, og det er en ganske hurtig succes for MemoryCard Jack&Jones, der som det første danske professionelle cykelhold nogensinde blev skabt i 1998.

MJJ i første division
MJJ kørte sig sidste år op blandt de 22 hold, der udgør holdhierarkiets første division, og en række gode resultater i forsommeren banede vej for at få tildelt et wild card af Tour de France-ledelsen. På bekostning af det italienske Lampre-Daikin, der er klart bedre på verdensranglisten end MJJ, og de franske andendivisionshold Big Mat Auber og Jean Delatour, så italienerne har brokket sig. For nogle sponsorer kan det være altafgørende at blive eksponeret i Tour de France.
Det danske hold tæller blandt sine ni ryttere tre udlændinge. Hollænderen Tristan Hoffman, letten Arvis Piziks og svenskeren Martin Rittsel. Hoffman kørte i mange år på det hollandske TVM-hold med de mange danske ryttere - Skibby, Hamburger, Michaelsen blandt andre - og var der nødt til at underordne sig holdets stjerner Peter van Petegem i endagesklassikerne og sprinteren Jeroen Blijlevens i de løb, der lå for denne. Hos MJJ har den 30-årige Hoffman haft sin nok bedste sæson nogensinde og været holdets kaptajn i forårsklassikerne med 5. pladsen i Flandern Rundt og 4. pladserne i Paris-Roubaix og Gent-Wevelgem som de mest flatterende resultater.
Efter en pause efter forårsløbene skal Hoffmans form efter sigende være på vej til at toppe for anden gang i sæsonen, og den robuste og afslutningsstærke hollænder vil nok være mest synlig på etaper uden de allerstørste stigninger. Dette Tour de France bliver Hoffmans tredje.
Letten Arvis Piziks tilhører "den historiske kerne" på MJJ, hvortil han kom i starten i 1998 fra hollandske Rabobank. En af fagets arbejdsmænd, der er altid er loyal over for chefer, ordrer og ryttere, der skal arbejdes for, men som også i karrieren selv har formået at vinde. Han har kørt to Tour de France tidligere.
Svenske Martin Rittsel er uden erfaring i de lange etapeløb. Den 29-årige fra Växsjö blev først professionel i 1998 for det italienske hold Cantina Tollo, hvorfra han skiftede året efter til det danske, og nystartede Team Chicky World. Da det stod klart, at dette hold stod for lukning, overtog MJJ ham, efter at et andet italiensk hold, Ballan, havde vist sin interesse for den alsidige svensker. Hans karriere toppede forløbig, da han i forsommeren vandt det korte etapeløb ved Dunkirque, og han er som etapeløbsrytter interessant derved, at han kører en habil enkeltstart, samtidig med, at han er bjergstærk. Hvor stærk vil Alper og Pyrenæer vise. Rittsel har erfaring fra et enkelt Spanien Rundt, men som Tour-debutant nedtoner han ambitionerne om at begå sig i det samlede klassement i forhold til at slå til på en etape. Men sammen med Bo Hamburger vil han nok være den, der vil være mest interessant at følge, når de første bjerge vender op og ned på stillingen efter den indledende fases fladlandskørsel.

Hamburger i Dannebrogstrøjen
Hamburger er holdets kaptajn. Den der enten skal vinde en etape, køre sig i gult eller bringe sig meget højt op i den samlede stilling for ikke, at hans deltagelse skal blive udlagt som skuffende. Han har haft det svært de seneste år med en rygskade, som tvang ham til at opgive Touren sidste år i Pyrenæerne, og trods en etapesejr i Paris-Nice har Hamburgers forårssæson ikke varslet comeback til den verdenselite, som hans talent naturligt tilhører, og hvor han senest befandt sig for to år siden. Men hans danske mesterskab i søndags - og den overbevisende måde, han vandt det på - giver først og fremmest ham selv signal om, at han kan skrue ambitionerne om et godt Tour-resultat op, og man skal ikke undervurdere effekten af at køre rundt i Tour-feltet i Dannebrogstrøjen. Den er god for selvtilliden, og den kan Bo Hamburger undertiden godt have brug for lidt mere af.
Det var en sensation, da Michael Sandstød i 1997 slog den regerende Tour de France-vinder Bjarne Riis i DM i enkeltstart. Det var det første spæde tegn på, at Riis måske ville få svært ved at gentage sin sejr. For Sandstød var det et gennembrud på landevejen, og enkeltstarts-DM har han vundet hvert år siden. Han er oprindeligt banerytter, sølv ved VM i pointsløb, og har mange seksdagesløb i benene. Det var næsten en vits, at han i 1996 vandt en etape i Danmark rundt, men da han sidste år sejrede samlet i Fire dage ved Dunkirque, efter at have vundet enkelstartsetapen, var der ingen, der lo. Sandstød er blevet landevejsrytter, og det vil især blive spændende at se, hvor godt han vil klare sig i tidskørslerne.
Michael Blaudzun er også Tour-debutant. Han er 27 år og blev professionel allerede i 1994 for hollandske Wordperfect, der med udskiftning af hovedsponsoren blev til det, der nu hedder Rabobank, hvor Blaudzun blev i tre år. Efter et mellemspil hos Bjarne Riis og Team Deutsche Telekom i 1998, som ikke var noget lykkeligt år for Blaudzun, kom han sidste år til MJJ og vandt fire sejre for det danske hold. Blandt dem den samlede sejr i det australske etapeløb Herald Sun Tour, som var stærkt medvirkende til, at MJJ tjente points nok til at rykke op i landevejscyklingens første division. Som for Rittsel gælder det, at Blaudzun både er god i tidskørsler og er stigningsstærk - men hvor stærk, når de stærkeste rykker, vil det første bjerg vise.
Allan Johansen er holdets sidst udtagne. På sin gode kørsel i de seneste kortere og bjergrige etapeløb. Låsesmeden fra Silkeborg, der fylder 29 år den 14. juli, var på nippet til atstille cyklen og slutte amatørkarrieren, da han i 1998 fik tilbud om en prof-kontrakt med Team Chicky World - hvorfra han i år er kommet til MJJ.
Med cyklingen som fuldtidsbeskæftigelse har han udviklet sig meget, og det vil være en af Tour'ens gode historier, hvis Allan Johansen laver et bemærkelsesværdigt resultat.
Nicolaj Bo Larsen er et af de gode bud på en etapesejr til MJJ. Han vandt sensationelt en etape i Giro d'Italia i 1996, allerede i sin debutsæson, da han kørte for det lille italienske hold Amore&Vita. To gange - 1997 og 99 - har han været dansk mester, og efter turbulensen omkring hans hæmatokritværdi og udelukkelse fra Flandern Rundt i år, har han fået den mistede kørelyst igen, og han vil være et stærkt kort på alle flade etaper.

Skibbys ambitioner
Ved afslutningen på Tour de France i 1997 stod Jesper Skibby lænet op ad en af TVM's ledsagebiler og holdt afskedstale. Ti gange havde han kørt Tour de France, og dette var med garanti det sidste. Det har han sådan set sagt efter hvert Tour de France, men nu havde han alderen til at mene det for alvor, og uden at ville have kontrakt med TVM - som nu hedder Farm Frites - eller et andet stærkt hold med Tour de France-status var det også udelukket. Men han ville ikke slutte karrieren.
Han ville gerne prøve at køre et år på det endnu unavngivne danske hold, som dengang var på forberedelsesstadiet, og hvis Tour de France-deltagelse allerede tre år senere, Skibby - eller nogen anden - ikke kunne forudse. Slet ikke med ham på holdet. Men nu er han der. 36 år gammel og stadig den eneste dansker, der har vundet etaper i alle de tre store etapeløb. Endnu en at lægge til den, han vandt i Evreux i 1995, er veteranens personlige ambition.
Efter flere års pauser vender tidskørsel for hold tilbage som omdiskuteret Tour de France-disciplin. Det er holdets tid, der tæller for alle dets ryttere i den samlede stilling.
I 1995 var Tony Romingers nederlag til Miguel Indurain ikke upåvirket af, at schweizerens hold kørte et meget dårligt holdløb, og blandt andet blev straffet med et tidstab på et minut, for en forseelse, jeg har glemt. En favorit kan ikke vinde Tour de France på at hans hold har udmærket sig her, men en favorit kan sagtens sætte værdifuld tid til på, at kollektivet ikke fungerer. Det danske hold - som har Alex Pedersen og Johnny Weltz i ledsagebilerne - siges at være præget af af god stemning og indbyrdes loyalitet, og holdkørslen kan være et af de momenter, hvor det markerer sig pænest. At få mange ryttere hele vejen med til Paris efter synlige præstationer er det beskedne mål for MemoryCard Jack&Jones to sportsdirektører, men det er ikke så lille endda for et debuterende hold.

Tre favoritter
Touren køres i år mod uret. Pyrenæerne før Alperne. Og når vejen begynder at stige stejlt for alvor, vil interessen for den danske vinkel nok svinde, hvis man skal være realistisk. Men hvem vil sidde med til det sidste? Hvem vil vinde Tour de France?
Der er åbenbart international enighed om, at udnævne tre favoritter i særklasse, nemlig de tre seneste års vindere, der nu for første gang mødes i direkte konfrontation: Jan Ullrich, Marco Pantani og Lance Armstrong. Om Lance Armstrongs tilstand ved man mest. Han har haft et mindre uheld i foråret, men har forberedt sig på samme måde som sidste år, og han form er ikke ringere. Senest vist under løbet Dauphinè Libèrè, som er en slags generalprøve på Tour de France, men hvor favoritter også har det med ikke at afsløre for meget af deres egentlige værd.
Det gjorde Jan ullrich heller ikke under en anden af generalprøverne, Schweiz Rundt, hvor han en overgang bar førertrøjen og viste så gode takter, at hans nærmeste omgivelser på Telekom-holdet blev beroligede.
Jan Ullrich kom ikke til start i sidste års Tour på grund af eftervirkningerne af et styrt i Tyskland Rundt, men han sluttede sæsonen stærkt ved at vinde Vuelta a Espana og dominere det senere VM.
Men vinteren sætter mange kilo på ham - også denne, skønt ikke så mange som tidligere - og det er svært, også for hans nærmeste, at vurdere hans tilstand korrekt, da han kører meget få løb inden Tour de France, og han har en tilbøjelighed til at udgå af dem, han stiller op i.
Ullrichs form åbenbaredes under weekendens tyske mesterskaber - alle nationale mesterskaber i Europa køres søndagen inden Tour de France - hvor han ikke vandt, men efter iagttageres mening kunne have gjort det med lethed, hvis han ville. Ullrich forærede sejren til Rolf Aldag som tak for godt og langt væbnerskab og som kompensation for, at Aldag ikke kommer på Telekoms Tour-hold.
Jan Ullrich skal endnu smide vægt under Tourens første uge, mener hans sportsdirektør Rudy Pevenage, og han mangler endnu lidt i at være helt på toppen. Men det vil han være for foden af første bjerg.
Om han så også er med til toppen, vil Marco Pantani gerne bestemme.
Det var til det sidste usikkert, om Pantani ville køre Giro d'Italia, men han gjorde det på trods af, at han ikke havde kørt løb i næsten et år efter sin dopingudelukkelse fra sidste års Giro, og på trods af at hans form tilsagde ham en plads i andet eller tredje geled, når vejen steg.
På løbets sidste bjergetape viste han sig igen som den "gamle" Pantani, men om den forløbne måneds træning uden løbsdeltagelse har bragt ham i en så god og konstant form, at han kan leve op til sin favoritværdighed, ved vel ikke engang han selv.
Men et stormøde bliver det. Uden for den danske vinkel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu