Læsetid: 4 min.

Døm selv, kære læser

6. juli 2000

I et inciterende essay fra 1980'ernes slutning stillede Jan Kjærstad det spørgmål, om vi ikke gør klogest i at omvurdere litteraturhistoriens traditionelle kategorier. Fremfor at opfatte romantik, realisme og modernisme som betegnelserne for tre nydeligt på hinanden følgende perioder bør vi måske, mente Kjærstad, anskue dem som tre ligeværdige dimensioner af ethvert stykke klassisk prosa.
Selv begrunder han sin idé ved læsninger i syv romaner fordelt hen over et spand på 400 år, idet han lægger ud med Don Quixote (1605-15). Den skildrer, som vi ved, et drømmende individ; men den beskriver også et samfund, som den satiriserer kraftigt imod, alt imens den reflekterer over sin egen status som tekst: romantik, realisme og metafiktion inden for samme værk. Til sidst fremdrager Kjærstad en postmodernistisk roman, af amerikanske John Barth, og indimellem gennemgås bøger af Goethe, Flaubert, Joyce, Sarraute og chileneren Jorge Donoso. Men synspunktet er hver gang det samme, at epikkens udødelige værker netop overlever deres tid i kraft af deres overskridelser af de velkendte kategorier.
Samtlige syv romaner kombinerer ifølge Kjærstad 1) bevidstheden om individet og den subjektive følelses betydning, 2) bevidstheden om det sociale, kritik af de herskende forhold og 3) bevidstheden om fiktionen, fortællekunstnerisk selvrefleksion. Følelse, fornuft, ironi! Natten, dagen, øjeblikket! Mennesket, virkeligheden og sproget! Man kan mod essayet indvende, at også dets egne kategorier præges af luftighed, men Kjærstad skaffer unægtelig frisk luft i lokalet.

Død i duel
Han kunne i sin kongerække af treklange nemt have inkluderet en russisk klassiker fra 1840. Jeg tænker på romanen Vor tids helt af Michail Jurjevitj Lermontov, som faldt i en duel sommeren 1841, endnu ikke fyldt 27 år.
I sin ungdom sværmede han for nationalskjalden Pusjkin, og da denne i 1837 faldt i en duel, anklagede Lermontov de kejserlige myndigheder for gennem en intrige at have forvoldt digterens død. Som tak herfor blev den unge skrivende officer sendt til et fjernt regiment - i det Kaukasus, hvor russerne endnu den dag i dag har knas med bjergboerne.
Romanen fortælles i rammen af en ung officer, der klart har træk af dens forfatter. I optakten begiver jeg'et sig sydpå i tjeneste og møder undervejs en stabskaptajn, af hvem han erfarer historier om en gådefuld person, titelfiguren Petjorin. Ham møder de og læseren snart: et på samme tid dybt fascinerende og ret frastødende individ. Ingen begræder hans død, da fortælleren meddeler den som en kold kendsgerning.
Men derefter skifter romanen stemme! Hvor den ydre rammes fortælling præges af velovervejet ro, møder vi i Petjorins efterladte papirer en lidenskabelig personlighed. Hans stil er ekspressiv, hans sindsrørelser bratte, hans menneskekundskab lige så gennemskuende som en røntgenstråle.
Petjorin var noget nyt i den russiske litteratur: en byronsk tragisk splittet karakter, en kierkegaardsk forfører, en såre tvivlsom 'helt'. Set fra et psykologisk synspunkt står han som det problematiske individ, der ikke kan finde sig til rette i den sociale orden, men lever i og for sine uregerlige følelser. Socialt betragtet repræsenterer han kritik af pænhed og samfundsopholdende konvention. Endelig udgør han for romanens læser en gåde. Hans 'romantiske' individualitet og 'realistiske' afsløringer lader sig ikke indpasse i nogen kategorier, fordi romanen helst ikke vil ud med, hvordan dens centralfigur skal læses.
Dette spil med læseren udfører Lermontov ved at bytte om på kronologien, således at man af spredte fragmenter selv må sammenstykke, hvad der måske, eller måske netop ikke, er et psykologisk udviklingsforløb.
Ubestemmeligheden træ-der imidlertid også frem i historien selv, idet Petjorins indre forbliver et mysterium, selv om vi gennem hans optegnelser tror at kigge dybt i hans sind.

Ambivalens
I romanens første del, inden den problematiske helt selv overtager teksten, erfarer vi, hvordan han på ledeste vis køber sig til en tjerkesserpige, men straks efter forstøder hende, og i hovedhistorien, om den unge fyrstinde Mary, ser vi ham splittet imellem to kvinder, men underligt nok mest optaget af at drille den mand, der elsker den ene.
Petjorin forklarer sin handlemåde ved en iboende ambivalens. "Hvor lidenskabeligt jeg end elsker en kvinde, så skal der ikke andet til end den blotte antydning af, at jeg bør gifte mig med hende, så går kærligheden fløjten!" Han elsker i grunden kun for sin egen tilfredsstillelse, for en sær trang i sit splittede hjer-te. Og ak, da han endelig vågner op og lader sin eros tage retning, da er det uigenkaldeligt for sent, og da kan han kun vende tilbage til sin velkendte halvhed:
"Jeg udforsker og dissekerer mine egne lidenskaber og handlinger med den største interesse, men uden deltagelse. Jeg er ligesom to mennesker: det ene af dem lever i ordets egentligste forstand, mens det andet reflekterer og dømmer over det første."
Alle disse karakteristikker afslører en tvivlende sjæl. Men det bemærkelsesværdige og stadig foruroligende er, at ambivalensen forplanter sig til os læsere. For hvad er det, vi sidder med? Et romantisk sjælsdokument? Et stykke oprørsk samfundskritik? Eller - en anfægtelse mod vor tillid til færdigpakkede svar i romanform? Læseren må stadig selv dømme.

*Vor tids helt er citeret i Erik Horskjærs oversættelse fra 1944, genudsendt 1997 i Søren Gyldendals Klassikere. Jan Kjærstads essay For en organisk litteratur står i samlingen Menneskets matrise (1989).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu