Læsetid: 3 min.

En dronning med og én uden folk

17. juli 2000

Regina Carter med sløjt akkompagnement, mens Josefine Cronholm og tre danske ensembler fik sat tingene på plads

Jazzfestival
Bortset fra harmonikaspilleren Richard Galliano, som vi hørte i onsdags, var den unge kvindelige violinist Regina Carter den udenlandske gæst ved jazzfestivalen, jeg imødeså med størst forventning.
Det skyldtes ikke mindst den plade, Rhythms of the Heart, hun fik udsendt for et halvt år siden, og hvor hun blev akkompagneret af så gode musikere som bassisten Peter Washington og trommeslageren Lewis Nash, musikere, som også figurerede i det trykte festival-program.
Desuden var der gæster som Kenny Barron, Richard Bona og Cassandra Wilson, som befæstede indtrykket af hende som en solist, der omgav sig med udsøgte folk.
Men ak! Udsøgt var det sidste ord, jeg ville brug om det kompagni, hun havde med på tribunen i Niels Hemmingsens Gade.
Som følge af koncerten i Tivoli tidligere på aftenen, nåede jeg først frem til andet sæt i jazzhuset, og det begyndte da udmærket, med Regina Carter og hendes violin i rampelyset. Et ret traditionelt jazzviolinspil, ofte med en sympatisk grovhed à la Stuff Smith, men også med en tilsvarende fremdrift. Sættet var imidlertid ikke blevet gammelt, før pianisten, bassisten og trommeslageren blev ført solistisk frem, nu til overflod suppleret af en fra Cuba importeret dame, som skulle traktere diverse slagtøj. Først blot et par små rasleæsker, men derefter rejste hun sig med mellemrum op og hamrede et par stokke ned i sine timbales.
Helt absurd blev forløbet, da fr. Carter, efter at have demonstreret sit mere smægtende violinspil, lod pianisten, bassisten og trommeslageren udfolde sig i uendelige, bastante soloer.
Nej, jeg synes ikke engang, at det er ulejligheden værd at nævne deres navne.

Toppen af bølgen
Mærkeligt var det at komme til denne pauvre forestilling for et fuldt hus fra den langt mere kvalificerede musik i en halvtom Tivolis Koncertsal. Ideen var under samme banner at præsentere tre af de danske ensembler, som sidste efterår deltog i kulturfremstødet Danish Wave i New York.
Derved fik man det sjældne privilegium at møde tre førende danske orkestre ved en og samme koncert. Mads Vindings trio med Carsten Dahl og Alex Riel, Lars Møllers kvartet med Jacob Christoffersen, Thomas Ovesen og Ole Theill samt Pierre Dørges New Jungle Orchestra - hva'beha'r!
Vindings trio har for nylig fået udsendt cd'en Six Hands, Three Minds, One Heart, og ved koncerten gentoges noget af dens repertoire, suppleret med nye stykker, deriblandt "Stella by Starlight", "Blame It On My Youth" og "Billie's Bounce". Svære ting at tage fat på, efter at Keith Jarretts trio har været der, men fremført med den danske trios særlige suverænitet, som - med Vindings fabelagtige artikulation på bassen, Dahls underfundighed ved klaveret og Riels disciplinerede eksplosivitet ved trommerne - ikke står tilbage for noget. En sublim afdeling, hvis jeg skal sige det.
Møllers kvartet nåede ikke samme niveau, men den nærmede sig, især i det orientalsk inspirerede stykke, som kaldes "Blue Skies Over Kamchatka", og som kvartetten tidligere har indspillet.
Theill, som er en både erfaren og personlig tabla-spiller, gav her, som senere i "Circles", musikken en særlig, karakteristisk lethed, som ikke helt opnås, når han spiller på det traditionelle trommesæt.
Ellers er både Møllers tenor, Christoffersens klaver og Ovesens bas med til at give kvartetten dens internationale tilsnit.

Cronholm i junglen
Endelig kunne man så forny bekendtskabet med Pierre Dørge og hans New Jungle Orchestra. Ved denne lejlighed viste Peter Fuglsang (altsax, klarinet og basklarinet) sig som den hidtil bedste erstatning for den savnede Jesper Zeuthen, så lad os håbe, at han bliver hængende.
Men først og fremmest var det dog den enestående Josefine Cronholm, hvis sang og mere abstrakte stemmekunst føjede en nærmest uundværlig facet til jungleorkestrets i forvejen dybt originale musik.
Der er al grund til at fremhæve orkestrets faste stok med f.eks. Morten Carlsen og hans taragot og den Sahara-turist-klædte Kasper Tranberg med kornetten, men tilføjelsen af Josefine Cronholm, ikke kun som vokal stjerne, men også som scenisk fikspunkt gør orkestrets fremtræden til den rene lyksalighed.
Både som sjette 'blæser' (sammen med kornetten og de to basuner og to saxer) og som solist, f.eks. i Dørges pragtfulde arrangement af Ornette Colemans "Lonely Woman", var hun en af festivalens store oplevelser.
Og herfra skulle man så i jazzhuset og opleve en af dens store skuffelser.

*Regina Carter Quintet i Copenhagen JazzHouse fredag
*Danish Wave med Mads Vinding Trio, Lars Møller Group og Pierre Dørge's New Jungle Orchestra med Josefine Cronholm i Tivolis Koncertsal fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu