Læsetid: 2 min.

Dum som en svensker

5. juli 2000

Hver gang en politiker hengivent taler om broderfolket, slår reklamen ham for munden med en fuld svensker

PIX - Hul i brohovedet
HOLD PÅ hat og benklæder - svenskerne kommer. Eller også sender de bare deres hemmelige våben, et vognlæs Wasa, over broen. Det skulle være tilstrækkeligt til om ikke at tvinge danskerne i knæ, så dog til at trække bukserne af business-segmentet.
Det er snedigt gjort. Man starter med at fremstille et produkt så komplet forkludret, at den ene halvdel af den danske offentlighed dør af grin, og den anden vil løbe forvirret rundt mellem supermarkedshylderne, til bat-teriet er brugt op.
Altså, man tager et par stykker 'knækbrød' og benævner det 'sandwich'. Og så behandler man det med et eller andet, hvilket forvandler sagen til 'pizza'.
"Du bliver, hvad du spiser," skriver Wasa. Ergo en pizza. Manden, der er knækbrødssandwichspizza, stammer ikke fra Sverige (eller Danmark), som man ellers kunne forledes til at tro, men er tidligere borger i DDR og stadig iført DDR-borgernes tvangsuniform: Det smagløse jakkesæt med tilhørende historisk korrekt dokumentholder i 1960'er-design.
Og nu kommer det. Wasa-kundens brune kuffert matcher ikke det blå jakkesæt. Denne perfekte stilgennemførelse - 'pizza med alt godt fra havet og chokolade' - opnås alene ved jævnlig indtagelse af Wasas pizza.

SPØG TIL SIDE - selv om det er svært i disse tider, hvor reklamer bombarderer danskerne med hele den svenske zoologi af klokkefår, snotaber og elgbørger, der godt kan få enhver molbo til at gå hjem at lægge sig i al evighed.
Wasa er til at skære i, men vand i forhold til "Øresundsbron" og dette firmas tv-reklamer og udendørs kæmpeplakater, hvor en
kuet og tavs mormor køres om hjørner af sin sadistiske, svenske datter. Datteren forlanger blandt andet, at moderen skal agere billetautomat, ind i hvis mundåbning den autoritetstro svigersøn tvinges til at stikke sin billet.
Her er nok til års psykoanalyse og antropologiske studier, ikke mindst når man i den anden øresnegl hører politikerne og deres lobbyistvenner overgå hinanden i grotesk opskruede lovprisninger af "broderfolkenes forening" og det store skridt fremad for den mellemfolkelige forståelse.
Næh, sådan narrer man ikke det danske folk og deres folkelige reklamebureauer, som forbeholder sig ret til - mod politikernes anbefaling - at tage pis på svenskerne, ligesom folket insisterer på at træde sin egen tryghedsnarkomani over tæerne ved at stemme nej til "elitens euro".

LIGE SÅ (selvfremstillet!) fremmedfjendske, som mange af tidens svenskerreklamer er, lige så løgnagtig er regionspolitikernes propaganda, som slår på den fælles kristne arv - og glemmer indvandrerne og de gabende tomme kirker. Eller minder om genforeningen af Øst- og Vestberlin og glemmer, at dernede taler man i det mindste samme sprog. Eller hvad med Politiken, der i en helsides annonce den 1. juli siger "Velkommen tilbage Skåne, Halland og Blekinge". Hvilken herlig national selvforståelse på dette gamle radikale organ.
Reklamefolkene hos Wasa, Politiken, Øresundsbron med flere forsvarer sig sikkert med, at man da ikke skal tage det hele så alvorligt. Og så langt må man da give dem ret: Den egentlige ulykke er, at politikerne, der går rundt og fortæller denne her vits om vidunderlig vækst og fælles guld og grønne skove omkring Øresund, insisterer på - at blive taget alvorligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her