Læsetid: 6 min.

Jeg havde min egen tandbørste

14. juli 2000

Det blev ikke min værste ferie - men den, der gik i fisk på den sjoveste måde. Især bagefter var det sjovt

Qlummen
Vesterhavshytten lå grå og fin i klitlandskabet. Her skulle vi være en uge på ferie med hele familien. Svigerfar havde nemlig lejet et dejligt, rummeligt sommerhus til sig selv, sin kone og sine tre børn. Med seks senge, ingen smalle steder!
- Sådan gætter jeg da på, at han må have tænkt, den dag i februar, da huset blev reserveret. Men hvis han havde vendt tanken i hovedet en ekstra gang ville det måske være faldet ham ind, at hans tre børn nu alle var i 30'rne og medbragte ægtefælle og børn, i alt 14 personer (to ægtefæller var desværre forhindret i at deltage, hvad de siden morede sig stærkt over).
I princippet er sådan en familieferie jo ret skøn. Jeg tør roligt anbefale det til alle, der på nogen måde føler sig tiltalt af tanken om at indvie børnene i den største luksus, børn kan tænke sig, nemlig at lege Bulderby, at være mange børn sammen uden særlige rammer eller arrangementer, ud over at have de andre børn og venlige voksne til det praktiske og organisatoriske.
For børn er princippet ganske enkelt: Jo flere, jo sjovere. Og det at se flokken af fætre og kusiner flintre rundt med hinanden, eller fordele sig i smågrupper med Ludo og kortspil er noget, der kan røre ethvert forældrehjerte. Hvad er ferie ellers for? Der var heller ikke ét eneste barn, der ikke nød hvert minut (bortset fra mindre, hændelige uheld, som man ikke helt slipper for).
Men for os voksne var en befolkningstæthed på 14 personer til 80 kvadratmeter faktisk lidt overvældende. Især da beliggenheden var Nordvestjyllands klitter i en kølig juli, hvor man kun kunne vove sig udenfor iført vindjakke, og hvor lettere løsøre måtte surres fast på grund af vindforholdene. Et medbragt lille børnenylontelt blev letsindigt placeret udenfor i klitten, savnet efter et par dage, men aldrig set igen. Forhåbentlig har nogle børn ovre i det østjyske fået glæde af det, før det røg i Kattegat.

Men allerede den første aften meldte der sig naturligvis det spørgsmål, hvor de sidste otte mennesker skulle sove. Problemet lod sig ikke løse på en enkelt nat. I de følgende dage byttede vi flittigt rundt på os selv og børnene, alt efter sovehjerte og graden af radbrækkethed.
Svigerfar og svigermor annekterede prompte Soveværelset med dobbeltsengen i. Rimeligt nok, en dårlig ryg og moden alder taget i betragtning. Børnene blev anbragt i køjeværelserne, to-tre stk. pr. seng. Resten, fire voksne, så os omkring i stuen og fordelte os så: En kunne ligge i sofaen. Tre måtte ligge på gulvet, hvor et lag nålefilt skilte kroppen fra noget, der grangiveligt føltes som beton, og var det. Nogle havestolehynder af tyndt skumgummi fik lejet til at se rimeligt indbydende ud. Man har vel spejderånd.
Et par gange hver nat lød der nogle ordentlige bump, efterfulgt af gråd, når et barn blev skubbet ind i væggen, sparket af et andet i søvne eller drattede ned på gulvet i trængslen. Et par minutters gråd, og den vildfarne puslebrik kunne lirkes tilbage på plads i fællesdynen. Men hjem ville ungerne da i hvert fald ikke, selvfølgelig ikke. Hvis det stod til børnene, levede vi altid sådan, i vidunderlige storfamilier, tæt sammen. Altid masser af velkendte voksne og interessante legekammerater til rådighed.

Om aftenen blev børnene puttet og måtte kaldes til orden nogle gange. Hen under midnat var der ro, og vi kunne snakke og spille kort. Da de sidste var i seng ved halvtretiden, blev der luftet nødtørftigt ud efter smøgerne, og så kunne vi gå i 'seng'.
Det vil sige, at vi lagde os på havehynderne på gulvet, lukkede øjnene i det, der føltes som to minutter - og vågnede, da det yngste barn på halvandet år stod i stuen klokken 6.30 og forlangte havregryn. Man gned de trætte øjne, strakte de ømme lemmer - og stod til tjeneste.
Den indbydende klirren fra ske og sukker tilkaldte snart endnu et par morgenfriske børn, som vækkede også de lidt mindre morgenfriske, når de søgte at bugsere kroppen ud af menneskemylderet i fællesdynerne. Og sådan stod de, der kom sidst i seng, først op og lå i fast rutefart med morgenmadsservering fra seks til otte om morgenen.
Skulle man på det tidspunkt sove videre, måtte man kaste sig ind på en netop forladt seng, et projekt, der yderligere blev kompliceret af, at børnene havde deres tøj og ting på værelserne, som de løb ind og hentede. Med den rå vesterhavsluft og kraftige blæst udenfor var de, ret små som de var, nødt til især at lege inde. Jeg husker især, at en Jorden er giftig-leg med alle de sjove hynder på gulvet optog dem i flere timer, under grinen og skrigen.
Af taktfølelse over den fælles vanskelige situation, eller måske bare af mangel på overlevelsesinstinkt, tog jeg min tørn med madlavning, indkøb og opvask, tre daglige måltider til 14 mennesker. Nogle af de voksne gik hurtigt død og forskansede sig med en bog, så en egentlig turnus var svært at etablere. Bad og toiletbesøg var uoverskuelige problemer, typisk var der kun ledigt i badeværelset, når der i hvert fald ikke var mere varmt vand.
Men man kunne da tisse i klitterne, og blive våd, når man gik i vandet. Det tog sin tid med fire små unger med korte ben ved hånden (de ville jo med, også selv om strømmen var for stærk til at de mindste kunne andet end netop blive dyppet). Rigtig varmt er Vesterhavet jo aldrig, og netop disse julidage var ikke overdrevent sommerlige, men det er skønt, når man kommer op igen.

Værre var det sådan set, at min personlighed måtte foldes sammen som en japansk dørmåtte og stilles op ad væggen. Der var simpelt hen ikke plads til den nogen steder. Jeg fik en tydelig fornemmelse af, hvorfor folk, der som japanere og kinesere lever i høje befolkningskoncentrationer, typisk er høflige mennesker med høje grader af selvbeherskelse. For hvad skulle det gavne at skabe sig hysterisk, måske ligefrem insistere på, at i dag ville JEG i bad?
Helt japanske nåede vi ikke at blive. Efter nogle dage uden megen søvn var lunterne korte hos alle. Min mand og jeg sørgede for luftforandring ved at køre på udflugter med et udvalg af børn i bilen. Det var faktisk hyggeligt, og dejlig roligt da de mindste af de medbragte omgående faldt i søvn med hovederne mod hinanden i bilens vuggende ro. Men da vi også sneglede os af sted i kø ad den smalle hovedvej til Skagen, var vi lige ved at få nok af kø, af massesamfund og venten og mangel på råderum.
Ved ugens slutning var jeg bragt derud, hvor jeg var taknemmelig over, at jeg i hvert fald havde medbragt min egen tandbørste. Det var også cirka det privatliv, jeg havde haft i fem gange 24 timer.
Da vi endelig dampede af, standsede vi på hjemvejen i Jelling for at vise ungerne Jellingstenene. Vi fandt så på at overnatte på Jelling Kro, hvor vi fik et helt værelse, kun til vores lille familie på fire! Og TO badeværelser på gangen! Å nydelse! Jeg lagde mig i sengen og faldt i søvn klokken halv ni om aftenen.

Siden blev ugen ved Vesterhavet en kollektiv vittighed i familien. Især de to andre indgifte, der ikke var med, lå flade af grin, de kunne ærligt talt ikke få nok af detaljer. Selv svigerfar grinede efterhånden med, men jeg har ham nu mistænkt for, at han stadig synes, det sgu ikke er til at have med sådan nogle forkælede folk at gøre.
Men det blev også klart for mig, at kriterierne for en vellykket ferie egentlig ikke er, at alting fungerer og at man kan have det som derhjemme. Tværtimod. Det mindeværdige er kikset - og historien om det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu