Læsetid: 5 min.

Ekskupmager, farisæere og lakajer kæmper om magten i Venezuela

27. juli 2000

Beskidte metoder præger valgkampen
i Venezuela, hvor ærkefjenderne Chávez og Arias strides om magten

Med sejren over etpartivældet i Mexico ved valget den 2. juli blev Latinamerika endelig helt demokratisk.
Latinamerika, der tidligere var præget af diktatorer og et-partisystemer af mere eller mindre pæn karakter, har nu i alle lande valg, hvor flere partier opstiller. Cuba og et par andre af de caribiske øer halter dog efter i denne proces.
Men imellem succeshistorierne dukker der nogle ubehagelige vidnesbyrd frem om, at de udadtil pæne demokratier måske ikke fungerer helt efter bogen.
Udbredt korruption og fængsling af rigsrevisoren i Nicaragua i november 1999, højst tvivlsomme valgmetoder under Perus valg den 28. maj, og en større igangværende korruptionsskandale i Brasilien er nogle af de nyheder, der får en til at tænke på, om demokratiseringen nu også er så reel og væsentlig anderledes end de gamle diktaturer, som man umiddelbart skulle tro.

Beskidt valgkamp
På søndag den 30. juli skal venezuelanerne til valgurnerne og bevise, at landet lever op til moderne, demokratiske standarder.
Valget, som oprindelig skulle have været afholdt den 28. maj, blev udskudt på grund af tekniske problemer i det nationale valgråd (Consejo Nacional Electoral).
Valgkampen, som primært står mellem den siddende præsident, Hugo Chávez, og den mere konservative Francisco Arias Cárdenas, har været hård og beskidt.
Både Arias og den tidligere præsident, Carlos Andres Peres, har kaldt Chávez for en diktator og nogle af hans nærmeste rådgivere for korrupte. Chávez og hans rådgivere har på den anden side beskyldt Arias og hans folk for at være farisæere og lakajer for rige eksilvenezuelanere.
Der har været rygter om militærkup mod en eventuel kommende Chávez-regering, og Arias er blevet beskyldt for at være med til at sprede dem.
Endelig er flere nøglepersoner blevet beskyldt for at være homoseksuelle, hvilket ikke er det mest flatterende i Venezuelas macho-kultur.
Årsagen til den hårde og meget personlige valgkamp kan forklares med, at hovedpersonerne kender hinanden overordentlig godt og hver især ser hinanden som forrædere i forhold til deres oprindelige fælles udgangspunkt.

Handlingens mand
Chávez, som stiller op for koalitionen Den patriotiske pol (El Polo Patriótico), der er en uhomogen alliance af partier af både borgerlig-nationalistisk og venstreorienteret observans, var officer sammen med Arias, og de stiftede sammen den militære oprørsenhed, Den Revolutionære Bolívar bevægelse (El Movimiento Bolivariano Revolucionario) i 1982. Enheden, der var opkaldt efter den historiske frihedshelt, Bolívar, forsøgte uden held at lave et militærkup i februar 1992.
Efter at have siddet fængslet fra 1992 til 1994 fortsatte Chávez sin politiske karriere og tiltrådte som præsident i februar 1999 efter at have vundet en klar sejr ved valget i december 1998.
Valgsejren var hovedsageligt baseret på radikale forslag om at forbedre forholdene for Venezuelas mange fattige.
I disse bestræbelser lagde Chávez sig ud med alle de etablerede partier og store dele af den øvrige magtelite, herunder kirken. Korrupte, uduelige og kun interesseret i at mele egen kage lød beskyldningerne fra Chávez, der ikke er bange for at strø om sig med ord som revolution, og hvis yndlingstøj er en rød baskerhue og militæruniform.
Og Chávez har bevist, at han er den handlingens mand, som retorikken lægger op til. Udover kupforsøget i 1992 har han lavet væsentlige forandringer i sin korte tid som præsident.
I december fik han vedtaget en gennemgribende ændring af Venezuelas forfatning, der blev udlagt som en effektivisering af statsapparatet, men som også kan tolkes som et forsøg på at give præsidenten mere magt. F.eks. blev præsidentens valgperiode forlænget fra fem til seks år, og præsidenten fik bemyndigelse til at udpege sin vicepræsident.
Derudover blev det tidligere to-kammersystem i kongressen lavet om til et enkelt kammer, og rigsrevisor, rigsadvokat og ombudsmandsinstitutionen blev lagt sammen i et nyt organ, Republikkens moralske Råd (El Consejo Moral Republicano).
Militæret, som tidligere havde været opdelt i fire enheder, blev samlet til én enhed, hvilket gør en politisk styring lettere. Endelig blev der indført en klausul om, at medierne kun må bringe "betimelig, sand og upartisk" information. Også den førte politik har båret præg af Chávez' stærke personlighed og ønske om direkte handling. I en lang række af radio- og tv-programmer har han optrådt med direkte råd og hjælp til fattige personer, der her kunne klage deres nød.
Militæret er i den såkaldte Bolivar 2000 Plan blevet sat til civile opgaver såsom oprydning af affald i fattige beboelseskvarterer og socialt arbejde. Projekterne virker sympatiske om end populistiske og savner generelt en sammenhængende strategi. Et eksempel på dette var forårets lønforhandlinger, hvor mindstelønnen blev sat 20 procent op, selv om budgettet tilsagde 10 procent. Samtidig er de offentlige udgifter forøget voldsomt og var i første kvartal af 2000 steget 55 procent i forhold til samme periode i 1999 efter korrektion for inflationen, der udgjorde næsten 30 procent.
De mange populistiske og utraditionelle tiltag er da også modkandidaten, Arias', væsentligste argumenter imod Chávez. På trods af fælles fortid i den Revolutionære Bolívar Bevægelse deler Arias ikke Chávez' konfrontationslystne, populistiske og på visse områder venstreorienterede synspunkter.

Bejler til militæret
Arias, som ligeledes stiller op med opbakning fra flere meget forskellige partier, appellerer til middel- og overklassen og til at søge konsensus omkring en mere center-højrerettet politik med vægt på traditionelle værdier.
Militæret skal tilbage til sine traditionelle (militære) opgaver, hvorved Arias forsøger at vinde militærets gunst, som har været splittet på grund af mange officerers utilfredshed med Chávez' utraditionelle synspunkter om militærets opgaver.
Kirken er en anden vigtig faktor, som der skal samarbejdes med, ligesom lov og orden skal genindføres som svar på den stigende vold.
Endelig appellerer Arias til et samarbejde med den private sektor i et forsøg på at tilføre den slunkne Venezuelanske økonomi nye kræfter.
Det bliver interessant at se resultatet på søndag, men lige meget udfaldet vil udemokratiske undertoner ligge som en nagende tvivl under den kommende regering.
Er Chávez den diktator, han er blevet beskyldt for at være, og er Arias forbundet med kuplystne officerer? Er deres nærmeste håndplukkede embedsmænd så korrupte, som rygter tilsiger? Og endelig - kan den kommende præsident i det hele taget være en sand demokrat efter alle de beskyldninger og rygter om det modsatte, som valgkampen har budt på?
Tanken om, at den kommende præsident enten er løgner og/eller korrupt, er svær at udelukke helt, og så står det store spørgsmål tilbage, om afholdelsen af demokratiske valg i virkeligheden har ændret på så meget i forhold til gamle dage med autoritære systemer.

*Christian Ibsen er cand.scient.adm og har gennem længere tid beskæftiget sig med Latinamerika.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu