Læsetid: 12 min.

Eksperternes egne ord om Danmark og euroen

8. juli 2000

Diskussionen om hvordan den nye euro-rapport skal fortolkes er i fuld gang. Information bringer her fyldige uddrag fra rapportens centrale kapitel Rapporten "Danmark og ØMU'en. Økonomiske aspekter", der er bestilt af Rådet for Europæisk Politik, er skrevet af en udredningsgruppe bestående af fhv. nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer og de tre økonomiprofessorer Jesper Jespersen, Christen Sørensen og Claus Vastrup.
Vi bringer her udvalgte afsnit fra rapporten sammenfattende kapitel 9: Danmark og ØMU'en - samt Jesper Jespersens særudtalelse til dette kapitel.

OM EFFEKTIVITETSGEVINSTER I ØMU'EN

"Der er effektivitetsgevinster forbundet med deltagelse i en fælles valuta, som de nuværende eurolande har og får glæde af, og som Danmark også vil få del i ved en eventuel tilslutning til euroen.
Der er således sparede transaktionsomkostninger til omveksling og kurssikring. Heroverfor står engangsomkostninger ved systemomlægningen fra krone til euro. Der foreligger forskellige skøn over størrelsesordenen herfor, men det må anses for givet, at nettoresultatet, det vil sige den kapitaliserede værdi af de årlige besparelser sammenholdt med engangsudgiften til omstilling, vil være positiv. Det gælder i højere grad, hvis andre af vore samhandelspartnere, der ikke i dag er med i eurosamarbejdet - her tænkes specielt på Sverige og UK - senere tilslutter sig dette.
Behovet for valutareserver vil være mindre ved en tilslutning til euroen. Det er også en samfundsøkonomisk fordel - om end af beskeden størrelse.
Rentespændet til DM/euro-renterne er allerede reduceret betydeligt igennem de senere år, som resultat af den førte fastkurspolitik, den gode danske økonomi, og forventningerne om Danmarks euro-deltagelse, selvom de sidste har været svingende og usikre. Dette rentespænd vil formentlig blive reduceret yderligere ved et ja til euroen, men det vil næppe have den helt store samfundsøkonomiske virkning i sig selv. Det skal bemærkes, at der fortsat vil være renteforskelle inden for euroområdet, for nok forsvinder valutakursrisikoen, men markedet vil fortsat kunne vurdere lande- og kreditrisiko forskelligt.
Det har været fremført som argument, at den større prisgennemsigtighed som følge af overgang til den fælles valuta vil give øget konkurrence og dermed lavere priser. Det er muligt, at større prisgennemsigtighed vil føles af den almindelige forbruger, men det er svært at forestille sig, at det også vil gælde erhvervslivet, sammenlignet med den nuværende situation, hvor kronekursen er fast overfor euro.
Det er også tvivlsomt, om overgangen til euro i givet fald vil give anledning til øget samhandel, udover den stigning, der må forventes under alle omstændigheder. De fleste analyser af tidsrækker over udviklingen i den internationale handel kan ikke påvise en selvstændig effekt af fastlåste valutakurser - muligvis fordi den generelle stigning i global handel har været så markant. Analyser på tværsnitsdata antyder større virkninger, men årsagssammenhængen mellem monetære unioner og stor handel kan gå begge veje.
Det er muligt, at der i et længere tidsperspektiv kan være en positiv effekt på investeringsomfanget, sammenlignet med den situation, hvor Danmark fortsat står uden for euroen, fordi internationalt opererende virksomheder og andre vil have en tendens til at betragte euroområdet som en enhed. Samme ræsonnement fører til, at deltagelse i euroen kan give større konkurrence og dermed lavere priser.
De virkninger på den økonomiske effektivitet for medlemslande i ØMU'en, der er omtalt ovenfor, og som Danmark i givet fald vil få del i ved en tilslutning til euroen, er ikke store - men de er permanente, og i det omfang de gør sig gældende, er de positive. Omvendt bortfalder disse effektivitetsgevinster, såfremt ØMU'en opløses, hvortil i så fald kommer omkostninger ved at oprette et nyt system.
I OECD's rapport om ØMU'en (1999) skønnes det, at disse samlede effektivitetsgevinster i et dynamisk perspektiv har en størrelsesorden på op til 1 procent af BNP."

OM SITUATIONEN EFTER ET NEJ

"I tilfælde af et nej til euroen, vil en fortsættelse af den nuværende fastkurspolitik ikke indebære ændringer på kortere sigt - bortset fra, at der måske vil komme markedsmæssige reaktioner i forbindelse med afstemningen.
Men Danmark vil komme til at betale en pris for fortsat at reservere sig muligheden for en eventuel fremtidig ændring af valutakursen, hvad enten dette måtte ske i form af en engangsjustering, et skift til et andet valutakursregime, eller slet ikke finder sted.
Man kan udtrykke det på den måde, at det at reservere muligheden for at kunne bruge valutakursinstrumentet er en forsikring, der kun kan udløses i det tilfælde, at Danmark ensidigt bliver ramt af et stort økonomisk stød, som det vil kræve tid at tilpasse dansk økonomi til, hvis kronekursen ikke ændres. Forsikringspræmiens størrelse vil afhænge af, hvordan markedet vurderer sandsynligheden for, at situationen opstår - og vil herudover bestå af den alternativomkostning, der ligger i, at finanspolitikken må være forsigtig for ikke at bringe fastkurspolitikken i fare. Markedsvurderingen er både en vurdering af sandsynligheden for et stød, og en vurdering af dansk økonomis tilpasningsevne og den faktisk førte økonomiske politik. Forsikringspræmien består således af en højere og mere svingende rente, og - mere afgørende - af bindinger på den samlede økonomiske politik. Hertil kommer de mistede effektivitetsgevinster, hvis fuld ØMU-deltagelse er alternativet.
Det kunne overvejes, om forsikringspræmien kunne reduceres ved at deltage i ERM2 med bredere udsvingsgrænser på +/- 15%. Selv om man forøger grænserne, vil den økonomiske politik imidlertid skulle tilrettelægges efter at holde valutakursen på den samme centralkurs, idet valutaspekulation ellers ville kunne opstå. Prisen for dette regime er formentlig en højere rente, idet der lettere kommer mistillid til viljen til at forsvare den faste centralkurs. Samtidig vil det ikke betyde ændrede vilkår for finanspolitikken. Der vindes til gengæld muligvis mere tid til at orientere den økonomiske politik efter centralkursen, når udsvingsgrænserne er større, idet markedet kan være mere tøvende med at teste brede udsvingsgrænser.

OM RÅDERUMMET INDEN FOR EUROEN

"I ØMU'en vil euro erstatte kronen, og dansk penge- og valutapolitik vil blive en del af den fælles euro- politik. Vi vil i dette regime ikke have en selvstændig penge- og valutakurspolitik.
Danmark kommer med ind under ECB's pengepolitik og det kvantitative mål for prisstabilitet, som ECB fastsætter. Finanspolitikken vil ikke længere være begrænset af hensynet til at sikre valutakursen og understøtte pengepolitikken. Men den nationale finanspolitik vil i visse situationer muligvis blive stillet over for større opgaver, når pengepolitik fastlægges ud fra hensynet til den økonomiske udvikling i et stort område.
Vi kommer ind under sanktionsbestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten, der gælder i tilfælde af for store budgetunderskud. Med forbehold for den begrænsning, der kan ligge heri, bliver det finanspolitiske råderum større i euroen. De markedsmæssige reaktioner på (opfattelsen af) en for lempelig finanspolitik er ikke længere til stede på valutamarkedet, og svagere med hensyn til den markedsmæssige straf i form af rentestigning. Stabilitets- og vækstpagten er netop begrundet i det større råderum for finanspolitikken, som euroen medfører.
Såvel tilblivelsen som udformningen af stabilitets- og vækstpagten viser, at denne snarere er en ramme for forhandlinger end strikte regler. Hertil kommer, at pagten forholdsvis let vil kunne ændres, hvis euro-landene skønner dette hensigtsmæssigt. Risikoen for, at den danske finanspolitik i de nærmeste år bliver begrænset af stabilitets- og vækstpagten er ringe, hvilket også fremover vil være tilfældet, hvis finanspolitikken tilrettelægges tilstrækkeligt langsigtet."

OM EU OG VELFÆRDEN

"De fleste påvirkninger af velfærd og arbejdsmarked kommer til os enten som led i en global udvikling med øget handel og frie kapitalbevægelser, eller som følge af det EU-samarbejde, vi allerede er med i. Det er generelt begrænset, hvad en tilslutning til euroen isoleret set vil give af yderligere virkninger.
Som baggrund for en lidt mere nuanceret vurdering er det nyttigt at overveje, hvad det er for særlige træk, der karakteriserer den danske velfærdsmodel - og præcisere, hvilke alternative valutaregimer det er, man sammenligner.
Det er tidligere nævnt, at niveauet for de sociale ydelser ikke er specielt højt i Danmark, når man omregner fra brutto- til nettoniveau, og inddrager de privat finansierede sociale ydelser. Når bruttoniveauet er højt, og har givet anledning til den traditionelle opfattelse af et særligt socialt velfærdsniveau i Danmark og de øvrige nordiske lande, så skyldes det, at vi i højere grad end en række andre lande beskatter udbetalingerne. Det er ikke niveauet, men fordelingen og finansieringssystemet, der er anderledes.
Den danske indkomstfordeling er meget jævn. Lønspredningen er meget beskeden. Forskellen mellem lønindkomst og dagpenge er ikke stor, sammenlignet med de fleste andre lande. Når dette har kunnet lade sig gøre samtidig med øget integration og samhandel, og med en levestandard blandt de højeste i verden, hænger det sammen med det danske uddannelsesniveau, en tradition for opkvalificering frem for udstødning, og en økonomi og et arbejdsmarked, der har høj tilpasningsevne til ændrede forhold. Det er ikke noget der ændres, fordi Danmark gør fastkurspolitikken definitiv ved at gå ind i euroen.
Selvom det danske arbejdsmarked primært bliver påvirket af det EU-samarbejde vi allerede er med i, og herunder den større koordination af og selvstændige rolle for beskæftigelsespolitikken, som med fuld dansk støtte har præget udviklingen inden for EU de senere år, så vil arbejdsmarkedet muligvis kunne blive påvirket af en eventuel eurotilslutning. Det vil gælde i det omfang et definitivt afkald på at kunne bruge valutakursinstrumentet, som jo ligger i en tilslutning til euroen, måtte fremskynde bestræbelserne for at øge fleksibiliteten og tilpasningsevnen på arbejdsmarkedet.
Det er tidligere nævnt, at udviklingen i dansk økonomi og de danske strukturreformer har været anerkendt i EU-konsultationerne, og har påkaldt sig en betydelig interesse fra de andre lande. Man kan derfor ikke udelukke, at udviklingen frem for at gå mod et mellemeuropæisk gennemsnit vil bevæge sig tættere mod den danske model."

JESPER JESPERSENS SÆRUDTALELSE TIL KAPITEL 9

"Den i redegørelsens første 8 kapitler gennemførte økonomiske analyse giver ikke et entydigt svar på, hvilken valutakurspolitik, der i den aktuelle situation bedst kan sikre 'stabilitet og vækst' i EU. Det blev påpeget, at der er tale om et historisk set unikt eksperiment, der dog på en række punkter afviger fra det i økonomisk teori beskrevne 'optimale valutaområde'.
Uanset denne reservation valgte II af EU's 15 medlemslande at forme en monetær union fra januar 1999. Starten forløb uden tekniske problemer. Derimod er der fortsat en betydelig arbejdsløshed og - som noget nyt - stigende inflationsforskelle inden for euro-zonen.
Disse forhold har skabt usikkerhed om euroens internationale værdi og kan - hvis udviklingen fortsætter - også skabe øgede spændinger mellem de deltagende lande, som det vil kræve en betydelig politisk indsats at mindske. Heraf udspringer initiativet til euro II-samarbejdet.
På det foreliggende grundlag har det heller ikke været muligt at foretage en håndfast vurdering af stabilitets- og vækstpagten betydning for den økonomiske udvikling i euro-zonen. Vurderet i et historisk perspektiv har de deltagende lande alle haft budgetunderskud af en sådan størrelse, at det ville have bragt dem i konflikt med stabilitets- og vækstpagtens budgetgrænse på 3%. Ligesom den hurtige nedbringelse af disse budgetunderskud i 'opløbet til ØMU'en' i midten af 1990'erne bidrog til at forøge arbejdsløsheden i euro-zonen.
Danmark valgte ved udformningen af Maastricht-traktaten i 1992 at stå uden for den monetære union, blandt andet under indtryk af projektets usikre karakter. Dette gav et større råderum for den økonomiske politik, hvorved der kunne gennemføres en ekspansiv finanspolitik, som ellers ville have været i konflikt med ØMU-kravet til størrelsen af budgetunderskuddet. Kombinationen af finanspolitisk lempelse og arbejdsmarkedsreform lagde grunden til den varige nedbringelse af arbejdsløsheden, der har kendetegnet Danmark siden 1994. Et forløb der ikke rokkede ved fastkurspolitikkens troværdighed.
Så længe balancen opretholdes i dansk økonomi, synes der således ikke at være noget aktuelt behov for at ændre valutapolitikken.
Den danske eksport til udlandet har været stigende igennem 1990'erne og udgør i dag ca. 40% af produktionen. Ud fra en rent betalingsteknisk synsvinkel ville der naturligvis kunne spares omkostninger, hvis udenrigshandlen foregik i én og samme valuta. Der ville heller ikke kunne spekuleres i en ændring af den danske valutakurs.
Men de tilløb, der har været i 1990'erne til spekulation, har tidsmæssigt været begrænsede og ydermere kostet spekulanterne penge. Erfaringen viste således, at navnlig efter udvidelsen af udsvingsbåndet inden for EMS'en i 1993, var der et så effektivt bolværk, at valutaspekulation forholdsvis let har kunnet afvises. Udvidelsen af valutabåndet bidrog således til, at de finansielle stød til dansk økonomi har været begrænsede og kortvarige og derved ikke sat sig nævneværdige reale spor.
Dansk økonomi er som nævnt i stigende grad blev eksportorienteret. Det betyder, at eksterne reale stød vil ramme produktion og beskæftigelse forholdsmæssigt hårdere end tidligere - ligesom økonomien er blevet endnu mere sårbar over for varige ændringer i konkurrenceevnen. Historisk er større betalingsbalanceproblemer af såvel ekstern som intern oprindelse blevet afhjulpet gennem en kombination af finans-, penge- og valutakurspolitik.
I en monetær union vil kun finanspolitikken være til rådighed, og den vil ydermere være begrænset af straffebestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten. Denne reduktion af antal og i brugen af de stabiliseringspolitiske instrumenter vil gøre tilpasningen til reale stød inden for en monetær union mere tidskrævende, hvilket øger det samfundsøkonomiske tab.
I et fastkursregime vil finanspolitikken ikke være underlagt stabilitets- og vækstpagtens straffebestemmelser. Den vil til gengæld være underlagt kapitalmarkedernes vurdering af, om politikken fortsat er troværdig. Penge- og valutakurspolitikken vil kun i større omfang være til rådighed, hvis en nødværge-lignende situation opstår i kølvandet på et større eksternt stød.
En for hurtig indenlandsk omkostningsudvikling vil derimod vanskeligt kunne betegnes som en sådan nødværge-situation, der med fordel kan afhjælpes gennem en valutakursændring, da det vil kunne bringe prisstabiliteten i fare.
Selvom den konjunkturmæssige samvariation mellem dansk økonomi og de øvrige lande i euro-zonen er blevet forøget, så er den dog fortsat af begrænset størrelse. Det har blandt andet indebåret, at dansk økonomi op gennem 1990'erne var ude af fase med de dominerende lande i eurozonen. Det betyder, at der er en risiko for, at euro-zonens penge- og valutapolitik ikke passer til den danske konjunktursituation.
De ovenfor beskrevne vurderinger, der baserer sig på redegørelsens analyser frem til kapitel 9, kan sammenfattes således:
Der er ikke nogen umiddelbar økonomisk begrundelse for at ændre dansk valutapolitik. Den har fungeret godt i 1990'erne - og har ikke stillet sig hindrende for den ekspansive økonomiske politik, der på afgørende vis mindskede arbejdsløsheden.
Da ØMU-samarbejdet endnu er nyt, og der fortsat er en række uafklarede punkter med hensyn til euro- landenes fortsatte konvergens og vilje til samarbejde, kan euroens stabilitet i fremtiden endnu ikke vurderes definitivt.
Det er ligeledes uklart, hvorledes stabilitets- og vækstpagten vil blive bragt i anvendelse. En rigoristisk fortolkning vil med stor sandsynlighed bringe enkelte lande i en budgetmæssig konfliktsituation, der enten vil få beskæftigelsesmæssige konsekvenser eller øge spændingen i euro-zonen.
Danmark er et konjunkturmæssigt 'periferiland' i forhold til eurozonen. Den fælles penge- og valutapolitik kan derfor ikke forventes at være afstemt efter den danske konjunktur. Det kan i sig selv have en destabiliserende effekt og bidrage til øget divergens mellem 'kernen' og 'periferien'.
Da dansk økonomi ikke siden 1993 har været udsat for større finansielle stød, må en ændring af valutapolitikken med fordel kunne afvente en afklaring af euroens stabilitet og euro-zonens evne til at nedbringe arbejdsløsheden og samtidig fastholde den prismæssige stabilitet. Den monetære union mangler endnu at blive testet på disse punkter.
Skulle-der - som i begyndelsen af 1990'erne - alligevel opstå valutauro omkring kronens kurs, ville en tilbagevenden til 'fastkurs med en forøget båndbredde' være en nærliggende mulighed. En ændring der i øvrigt ville kunne ske inden for rammerne af det valutariske samarbejde, som ECB tilbyder andre EU- lande, der heller ikke er med i euroen.
Endelig har det ikke været muligt, på det foreliggende analysegrundlag, at afgøre, hvad der udfra økonomiske ræsonnementer ville være den rigtigste løsning for Danmark i tilfælde af meget dramatiske stød til økonomien. Her vil såvel en tilknytning til euroen som en 'svensk' model med fleksibel penge- og valutapolitik være relevante alternativer. Hvilket alternativ, der i så fald bør foretrækkes, kan kun en fornyet afvejning i den konkrete situation afgøre."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her