Læsetid: 3 min.

Den elskelige gnavpotte

3. juli 2000

Walter Matthau, der gjorde kynisme til vid, er død 79 år gammel

Nekrolog
Walter Matthau blev Hollywoodstjerne i en alder, hvor de fleste af hans kolleger begynder at se sig bekymret i spejlet og tælle rynkerne.
Det store spring frem kom i 1965, da han 45 år gammel spillede den gigantiske sjuskemikkel og sportsjournalist Oscar i teateropførelsen af Neil Simons Hvem støver af? Da blev det åbenbart for enhver, at denne underlige figur, beskrevet som "en forkølet blodhund" og "en blanding af Wallace Beery og Yogi-bjørnen", var som skabt til karakter-komedie.

Godt selskab
For selvfølgelig havde man uden at vide det savnet hans type på lærredet: den lidt komiske, aldrende bamse, hvis furede træk og kroniske skeptiker-mine røber, at han har set mere end sin del af verdens bedrag.
Inden da havde Matthau faktisk spillet en sværm af filmroller, meget dygtigt endda, men mest skurkebiroller uden humor. Men fra 1965 og nogle år frem var han ikke til at standse i rollen som uhelbredelig kyniker, gigantisk gnavpotte eller sveden charlatan.
Hans særlige stil er at overdrive de negative træk, så de bliver komiske. Er han gnaven, står surheden formelig ud af porerne på ham. Er han upålidelig, morer han sig kongeligt over egne fupnumre. Og gennem alle overdrivelser aner man den lurendrejercharme, der aldrig helt forlader ham og får én til at føle sig i paradoksalt godt selskab med ham.

Først skurk
Han kom fra beskedne kår, fik kun langsomt gang i skuespillerkarrieren og fik som ung heller intet foræret gennem udseendet. Men fra midten af 1950'erne markerede han sig som en begavet birolleskuespiller, f. eks. som den skarpe reporter i Elia Kazans Et ansigt i mængden (1957). Hans specialitet blev derefter at stjæle billedet fra filmenes stjerner, hvilket var lige ved at lykkes for ham i en kriminalkomedie som Charade (1963), hvor han er skurk over for så stærke kræfter som Cary Grant og Audrey Hepburn.
Han fik Oscar for sin første virkelig dominerende rolle - den hæmningsløst oversmarte sagfører i Billy Wilders Knald eller fald (1966). Og denne hvasse komedie indledte hans samarbejde med Jack Lemmon, med hvem han dannede odd couple i sin mest populære film, Hvem støver af? (1968) om to fraskilte mænd med vidt forskellig levevis og karakter.
Et andet komedie-højdepunkt fra disse gyldne år i karrieren var hans gennemført forhærdede golddigger-playboy, der gifter sig med Elaine Mays rige, kejtede og naive millionøse i I lyst og nød (1970).

Vittige hug
Matthau var nu så stjerne-etableret, at han kunne tillade sig at forsage komedien og satse på sin enorme maskuline autoritet i rent dramatiske roller. For eksempel i Don
Siegels spændingsfilm Charley Varrick (1973), hvor han underspiller vidunderligt som en indesluttet, snu bankrøver, der udmanøvrerer mafiaen, og i den fortættede undergrundsbane-thriller Togkapring (1974), hvor hans vrantne autoritetsfigur holder hele filmen sammen.
Op gennem 1970'erne bliver han stadig oftere brøsig, men inderst inde lun hyggeonkel i selskab med søde filmbørn. Men hvasheden kan stadig glimte i satirefilm som Michael Ritchies Op på patronerne (1983), hvor han i samspil med Robin Williams er plaget hverdagsamerikaner, og i samme instruktørs En skrue løs i Beverly Hills (1988), hvor han er på et vanvidstrip som psykiater.
1990'ernes lunkne forsøg på at koge en tynd suppe på hans hæderkronede makkerskab med Jack Lemmon i film som Gnavne gamle mænd (1993) er derimod ikke hans talent værdigt.
Få Hollywoodstjerner har skåret igennem hykleri og sentimentalitet med så vittige hug. Han kunne sige de frygteligste ting med sin sarkasme-opladede stemme, og vi elskede ham bare så meget desto højere. En ener i ét og alt og komplet uerstattelig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu