Læsetid: 5 min.

Englene, hajerne og sproget

17. juli 2000

Laurie Andersons poetisk-musikalske civilisationskritik dokumenteret og kortlagt

Ny bog
Laurie Anderson er en af de få kunstnere, hvor betegnelsen cross-over har reel substans og ikke er en fladtrådt kulturjournalistisk kliché. Dels fordi hun som den måske eneste avantgardekunstner har opnået et egentligt hit, og dels fordi hun nu i mere end 25 år har formået at fastholde sin position som musiker, performer eller story-teller med en vis masseappel og samtidig stadig arbejder indenfor rammerne af det, man traditionelt vil kalde kunstscenen. Således var hun i 1996 en af de seks finalister i The Hugo Boss Awards Exhibition på Guggenheim Museum Soho i New York. Hendes værk er på en gang både omfattende og alligevel eksklusivt. Hun har gennem årene arbejdet med skulpturer, tegninger, installationer, cd-rom, performance, video, optrådt solo som poetisk-politisk kommentator og styret tonstunge højteknologiske computerbaserede multimedieshows.
Nu er der så endelig mulighed for at kunne skabe sig et overblik over hele værket. Roselee Goldberg, som har fulgt Anderson gennem mange år, og som kender hende på nært hold, har skrevet en slags dokumentarium over hendes værk. En ødsel og fornemt lay-outet materialesamling med mere end 300 illustrationer, masser af tekster og med en hel del kommentarer af Laurie Anderson selv. Hun har tydeligvis medvirket ved udarbejdelsen af bogen. Men en egentlig biografi er det ikke, Anderson holder med beundringsværdig diskretion de biografiske kort tæt ind til sig, og Goldberg har valgt at respektere disse grænser. Kun de relevante data omkring hendes akademiske og kunstneriske karriere er præcist og fyldigt beskrevet, og så de allerede kendte oplysninger om hendes opvækst i Illinois i bibelbæltet i en stor familie på 10 medlemmer.

Supermand
Op gennem 70'erne opholder Anderson sig i lange perioder i Europa. Udstiller sine første konceptuelle og minimalistiske projekter, rejser omkring til gallerier og kunsthaller med sine énmands-performance-forestillinger.
Men netop distancen til det hjemligt velkendte, åbner for den diskrete men sirligt præcise kritik, som endegyldigt udkrystalliserer sig i hendes store gennembrud med otte- timersforestillingen United States, som hun opførte på Brooklyn Academy of Music i New York i 1983. Og herfra sprang hendes gennembrud i mere end en forstand. Hun havde allerede i 1980 med et legat selv finansieret udgivelsen af 1.000 eksemplarer af singlen O Superman på et lille uafhængigt selskab. Kort efter fik hun et telegram fra England, hvor man bad hende sende 20.000 eksemplarer, og senere 20.000 mere. Anderson kontaktede Warner og fik utraditionelt dem til at presse de nye eksemplarer. I 1981 lå singlen nummer to på den engelske hitliste, og Laurie Anderson fik en kontrakt med Warner på otte lp'er.
Hun blev forudsigeligt kritiseret for at sælge ud, men fik samtidig finansieret det hjemmestudie, der siden har fungeret som hendes kunstneriske lydlaboratorium. Englænderne fik et hit om den amerikanske drøm, om supermand, far, mor, militæret og retssystemet. Et samfund, hvor al kommunikation foregår via telefonsvarere. Et hit fremført med en subtil ironi og med en rytme taget fra den almindelige hverdagssamtale. Det har siden været hendes kunstneriske varemærke, evnen til at gribe det ordinære og så med enkle kunstgreb at løfte det til det sublimt ekstraordinære. Hun er kvinden, der taler smukkere end de fleste synger, som bevæger sig med større ynde end mangen en danser.
Anderson karakteriserer ofte sig selv som enten storyteller eller taler, kalder sine figurer for lydmasker, "vi har alle omkring 20 stemmer," og fra et netværk af udsigelsespositioner, fra en mangfoldighed af sproglige identitetspositioner manipuleres og bearbejdes sproget, skæres op, splejses, tales, synges, fyldes, tømmes, projiceres op på skærme eller køres gennem en vocoder (en digital vokalomkoder), men altid med en historie som det bærende i et lettere anarkistisk mytologisk univers, hvor de store civilisationsmyter gennemlyses med en kritisk indsigtsfuld varme, hvor dyrene, hvalerne og englene, hvor familien, sproget og kommunikationen er de bærende kræfter i et ikonografisk landskab med sine faste elementer som hjemmet, uret, og tv'et. Anderson er nok scenens mest overbevisende intuitive semiotiker.

Højteknologien
Ambivalensen er hendes mest konstante figur. Det konsekvent androgyne look. Kvinden i habitten med de graciøst diskrete bevægelser i centrum for et højteknologisk show. En buddistisk gestik, hvor hver håndbevægelse er et ord, eller element i et raffineret skyggespil og samtidig bearbejder de mange sindrige teknologiske opfindelser, som altid har domineret hendes forestillinger. Det er Goldbergs fortjeneste udover at fortælle og dokumentere hendes karriere i selvstændige afsnit at gøre rede for hendes teknologiske snilde og de mange opfindelser, hun har arbejdet med. Opfindelserne trækker på samme fantasiområder som mange af hendes installationer, det er altid kommunikationen og fortællingen, der tematiseres. Puden med en indbygget kassetteafspiller, så man altid kan få sig en godnathistorie. Et bord med indbygget forstærket poesi, så man altid kan få sig et digt op gennem albuen og ind i øret, mens man hviler hovedet i hænderne.
Det er den samme figur, man genfinder i hendes instrumenter. En tape-bow-violin. En violin med et indbygget tonehoved fra en kasetteafspiller og med præindspillede bånd på violinbuen, der så kan afspilles i vilkårligt tempo og både forfra og bagfra og indgå i sindrige dialoger med den talte, sungne og projicerede tekst. Det er dialogisme på et højt plan, et praktisk poetisk sprogspil med høj underholdningsværdi.
Goldberg lægger stoffet frem i et slags kronologisk organiseret dokumentarium. Har valgt at lade stoffet tale selv og lægge det ud til læseren. Her kunne man måske nok have forventet lidt mere analytisk attack, lidt større lyst til at trække linjer på tværs gennem stoffet og komme med bare et par bud på egentlige analyser. Det arbejde resterer stadig som en intellektuel udfordring, men materialet ligger der nu fra de første år som minimalistisk fluxusinspireret konceptkunstner til det seneste arbejde med Songs and Stories from Moby Dick, som havde premiere i USA sidste efterår, og som blev vist en enkelt gang i London i maj. De tidligere annoncerede forestillinger i resten af Europa henover sommeren er tilsyneladende aflyst.

*Roselee Goldberg. Laurie Anderson. 204 s. 28 dollars. Harry N. Abrams Inc.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu