Tegneren og forfatteren Kim Fupz Aakeson kan stadig være skarp ved et middagsbord, men som offentlig stemme føler han sig ikke kaldet til samfundskritik
Kritik forbudt?
Meget af Kim Fupz Aakesons holdning til samfundskritik udspringer af hans baggrund som tidligere Tvind-elev, siger han.
"Det var udpræget et miljø, der krævede, at man formulerede sig kritisk, og også at man som privatperson stillede sig til rådighed for noget større. Jeg er sådan en parcelhusdreng, jeg kom fra Albertslund og tog HF i Vallensbæk, så jeg fik naturligvis mine tæsk. Men ok, det var også en verden, der åbnede sig med konkrete oplevelser og rejser. Vi endte faktisk i den ørken, jeg havde drømt om at se."
Fupz har også boet på Christiania, og bortset fra at der ikke var så mange restriktioner på folks færden, så var det det samme som Tvind, siger han, "samme fordømmelse, samme mistro. Jeg forestiller mig, at det også var sådan i Jonestown, altså 'os, der har fundet vejen'. Man forklarer sig ud fra, hvad man ikke er, fra de ting, man har forkastet."
Vi opfører os ordentligt
Den sociale kontrol på Tvind forfulgte imidlertid Fupz som slagskygger længe efter, siger han.
"Også efter at jeg var begyndt at skrive og tegne. Da jeg begyndte at tegne, syntes jeg, jeg måtte gå til Ugeavisen København. Jeg ville gerne være berømt, men det skulle være et ordentligt, utopisk sted. Det tog mig nogle år at arbejde mig bort fra de ideologiske krav, jeg havde fået indarbejdet på Tvind."
"Jeg har også været nødt til at vende med mig selv, hvorfor jeg som forfatter holder kæft og ikke deltager i samfundsdebatten."
- Hvad er du kommet frem til?
"At jeg ikke er forpligtet til at deltage, fordi jeg er forfatter. Jeg oplever, at ordene kommer til kort, eksempelvis, da NATO bombede Kosova. Der er enormt mange gratis synspunkter, som jeg er bange for at indtage. Ikke sådan, at jeg er ligeglad, jeg er stadig god omkring et middagsbord, men som offentlig stemme føler jeg mig øh, bøh, ku' vi ikke... Jeg har utroligt svært ved at mene noget så bastant, at det kan stå i en kronik."
"Nu har jeg det sådan, at jeg må formode, at det jeg skriver, afspejler den, jeg er. Man kommer hurtigt til kort, hvis man tager udgangspunkt i ideologiske holdninger. Det, der interesserer mig, er der, hvor man er i tvivl. Jeg har gjort tvivlen til min levevej."
"Da vi havde utopier, kunne vi sige: det er dér, vi skal hen. Men vi står jo med et samfund, der ikke er så dårligt endda, det er i orden meget af det, der er blevet gjort, det er meget nemt at finde noget, der er værre."
"Selv er min generation optaget af at behandle vore børn ordentligt, det bliver vores utopi. Vi rækker ikke længere som mennesker, vores politiske aktivitet er blevet at opføre os ordentligt."
- Det er jo ikke fordi der ikke findes ting at kritisere i samfundet - f. eks. i forbindelse med indvandrere og flygtninge?
"Der er selvfølgelig lidt debat. Er de for hårde i Udlændingestyrelsen, skal kriminelle udvises osv? Men man har også en underlig træthed over for det. Der skal meget til, før man tænder, og når man gør, er der lidt sportspræstation over det. Man kan godt hidse sig op over en andens mening, men ikke så det bliver alvor, bare, så man får skudt serven tilbage."
Energien i at være sikker
- Den resignation, du giver udtryk for, er det en livsfase, tror du?
"Det har helt klart med alderen at gøre og med de erfaringer, man har gjort. Jeg har én gang oplevet den energi, der ligger i at være sikker i sin sag, og den er fantastisk. Men de smukke tanker holdt ikke, det viste sig, at der også var en anden dagsorden, hvor det bare gjaldt om at rage til sig. Men samtidig bliver jeg også mindre nøjeregnende med alderen, jeg er meget mere forstående over for andre, der slår en skævert: Sådan er folk."
"Det er meget generation X-agtigt, det hele, meget passiviserende. Mennesker, der brænder, er til grin, en slags landsbytosser, at være voksen og besat er pinligt."
- Hvorfor?
"Der er jo ingen der tror på, at det ændrer noget. Men det er naturligvis også en fattigdom ikke at snakke om noget større, et armod, som jeg ikke aner, hvad man skal stille op med."
- Du sagde, du have gjort tvivlen til din levevej, altså når du skriver. Hvad er det så for en tvivl?
"Jeg opsøger de situationer, hvor man ikke ved, hvordan man skal forholde sig, det paradoksale som at man er flov over sin egen mor, selvom man elsker hende. Hun griner så højt, og hun er alt for fed," siger Fupz med adresse til sin seneste børnebog: Mor.
Ta' det væk
- Du har selv lavet tv-stykker, hvordan ser du på programfladen i de elektroniske medier, hvor det hele efterhånden gøres til underholdning?
"Det er da rigtigt, at det gør. Men man har ingen steder at gå hen med kritikken. Det bliver sådan noget hjemmebrok. Og i forhold til IT-udviklingen kan jeg mærke, at dér er det pludselig mig, der er mormor! Og pludselig bliver der kun lavet musik, man ikke kan lide, man opdager, at der er noget, der raser, som er uden for éns rækkevidde. så slukker man: ta' det væk!"
"Men det er da også udmærket, at der kommer en kræsenhed i livet. Jeg kan spørge mig selv, hvor mange spillefilm der er tilbage i mig. Der er nogle, men det er et begrænset antal, og det er ikke alt, jeg gider lave. Og jeg gider ikke banke en lokalafdeling op for et bedre P3 - der sker et helt naturligt fravalg af ting, man har prøvet. Tingene skal komme tæt på, før vi rejser os."
- Bekymrer det dig ikke?
"Jeg kan sagtens se problemet, men på den anden side er samfundet så nogenlunde ordentligt, at man ikke gider gøre mere, end man gør. Det forbliver på en eller anden måde teori. Basalt set er verden jo summen af os alle. Men vi kan ikke mærke, at vi gør en forskel, jeg er for lille i det globale regnskab."
"Måske hænger det også sammen med, at jeg har oplevet at sætte kræfterne ind og erfaret, at det ikke betød det store. Det er en skuffelse, der er til at tage og føle på."
- Har du tænkt på, om det ikke er tidsånden, der taler igennem dig, om du ikke er et produkt af samfundsholdningen i det, du siger?
"Det er det, jeg mener med armod! Men hvor er alternativerne? Se på Østeuropa og de forhåbninger der knyttede sig til østlandene, da Muren faldt. Og så ville de bare have en bil."
- Så du tror, vi alle ender på samme måde?
"Egypten var også på et tidspunkt verdens centrum. Alt har sin tid, også Vestens bekvemmelighed, for verden kan jo ikke bære, at alle lever som vi gør."
"Men jeg tror, at vi som race kan vænne os til alt. Hvem har for eksempel nogensinde fundet på at slå sig ned i Thule? 50 graders kulde og mørke det meste af året! Men folk vænner sig til det - selv barbariet kan blive en vane! Da Tjernobyl eksploderede blev man advaret mod at gå ud, når det regnede. Man vænnede sig enormt hurtigt til lige at checke ud ad vinduet - det blev naturligt. Ligesom det bliver naturligt, at ungen skal have faktor 20 på, når hun skal ud i solen."
"Man skaber en hverdag uanset hvad. Det ville også være et urimeligt krav, at man skulle opfinde verden hver dag."
"Min relative lykke afhænger af, at min datter ikke møder en uopmærksom bilist, men det er umuligt at tænke på til daglig. Man må vælge sig de problemer, man kan gøre noget ved.
"Samfundet er blevet mere uoverskueligt. Informationsmængden er horribel. Men vores evne til medlidenhed og medansvar forøges ikke tilsvarende."
*Dette er det andet interview i en serie om samfundkritikken, der ifølge forfatteren Suzanne Brøgger er forstummet. Det første var i Information 15.-16.juli. Serien fortsætter
