Læsetid: 4 min.

Har EU et demokratisk overskud?

21. juli 2000

Som ja- og nej-sigere kappes om at fornægte?

Frie ord
NU ER "alle enige: Euro-debat bliver politisk," erklærede Berlingske Tidende med store forsidebogstaver for en uge siden. Politiken var enig i enigheden: Ja-siden ville efter sikkert forlydende skifte strategi i slutspurten op til folkeafstemningen den 28. september og sætte Danmarks politiske indflydelse øverst på dagsordenen i stedet for økonomiske argumenter. Hvorefter euro-debatten gik helt i stå!
Ja-siden er ikke kommet med udfordrende bud på de politiske visioner, som Danmark kun kan fremme ved fuld og hel deltagelse i ØMU'en og euroen. Nej-siden hoverer bare over udsigten til fortsat politisk integration, der ender med Europas Forenede Stater og Danmarks udslettelse som selv-stændig nation med et selv-stændigt sprog.
Den ydre aktuelle anledning til de store overskrifter for en uge siden var den rapport Danmark og ØMU'en - Politiske aspekter, som Rådet for Europæisk Politik lige var blevet tvunget til at offentliggøre, fordi ja-siden havde lækket den i utide og i fordrejet form. Selv kaldte jeg i det forrige Frie Ord både rapporten og overskrifterne for sandhedens Danmarkshistoriske øjeblik med 28 års forsinkelse og mente, at der omsider var gået hul på EU-bylden. Min kollega, Stig Ørskov, nøjedes i sin forsideleder med at udtrykke håbet om, at jeg havde eller måtte få ret!
Selv tog jeg dog det forbehold, at byldens hul i første omgang ville være tilstoppet af ja-sidens vanskeligheder ved pludselig at skulle erstatte landbrugets flæskepriser og husejernes flekslån med politiske argumenter for dansk deltagelse i en politisk union. Der nok omfatter langt mere end kortsigtede økonomiske interesser og dog ikke må føre til en egentlig statsdannelse medførende Danmarks udslettelse som selvstændig nation. Men hvad skulle på den anden side den trængte ja-side ellers gøre, når de snævre økonomiske argumenter allerede nu syntes udtømte?
Foreløbig er mit forbehold i hvert fald gået i opfyldelse! Ja-siden har hverken påpeget så store udfordringer af dels økologisk, dels global fordelings- og sikkerhedspolitisk, dels intern social udstødningsmæssig art, at Danmark ikke kan klare sig med sin nuværende position som forbeholdent EU-medlem. Eller givet overbevisende bud på en kraftfuld økologisk-sikkerhedspolitisk-social union, som ikke uundgåeligt ender i en karikatur af Amerikas Forenede Stater, USA. Karikatur, fordi det europæiske folk ikke findes, som kan begrunde en demokratisk-parlamentarisk statsdannelse. Oprettes Europas Forenede Stater alligevel bliver det udelukkende et elitært projekt, omgærdet af en ligegyldighed eller modvilje som kan føre til katastrofal modstand fra store og mere eller mindre marginaliserede og udstødte befolkningsgrupper. Og for alvor hindre integreringen af Østeuropa.
Hvilket tilsammen fortsat giver nej-siden let spil...

FOR LET, efter min mening. Jeg man nemlig helt tilslutte mig, hvad en af nej-sidens førende talskvinder, Drude Dahlerup, forleden skrev i Aktuelt, da hun anførte et citat, som Information anførte den 7. juli: "Jeg (Drude Dahlerup) kan helt tilslutte mig, hvad den franske avis, Le Monde diplomatique, skrev fornylig: 'Der er et mytisk Europa og et reelt Europa. Det første er det, som de 10 østlande stræber efter som kandidater til medlemskab - det Europa, der giver næring til den permanente debat om Unionens institu-tionelle fremtid, fornylig genoplivet af Joschka Fischer. Det andet Europa, der ikke levner nogen plads for drømmen, er ikke andet end en regional version af den liberale globalisering, underkastet højfinansens og de store koncerners bud og iværksat uden rådslagning med borgerne og parlamenterne. Mens medierne afleder opmærksomheden ved at rette projektørerne mod det ene, fortsætter forretningerne i det andet.'"
Det besynderlige for ikke at sige foruroligende er blot, at Drude Dahlerup ikke giver et eneste konkret bud på, hvordan vi på de nugældende betingelser kan levere et modstykke til højfinansens og de store (amerikanske) koncerners enevælde. Et modstykke som ikke netop består i at udvikle det nuværende (og udvidede) EU til den efterlyste økologiske, fordelings- og sikkerhedspolitiske, sociale union.
Som jeg læser professor Henrik Plaschkes bidrag til Danmark og ØMU'en - Politiske Aspekter er det også hans pointe. Som EU, ØMU'en og euroen er indrettet i dag, medfører deltagelse i almindelig, traditionel forstand en indskrænkning af demokratiet, men det gør en position udenfor også! For udenfor er vi bare prisgivet - som Drude Dahlerup åbenbart også mener! - den globaliserede højfinans og de især amerikanske koncerners enevælde.
Plaschke argumenterer derfor for, at EU og ØMU'en godt kan blive en styrkelse af demokratiet, hvis vi vel at mærke vil bruge EU og ØMU'en til at bekæmpe højfinansens og koncernernes enevælde og for alvor går i gang med opbygningen af en politisk union, der ikke bare er en karikatur af USA . Men hverken hvad den første eller den anden betingelse angår, har der hidtil vist sig nogen politisk betydningsfuld vilje, som tager dem alvorligt.
Hverken på ja- eller nej-siden.

I DET SIDSTE er jeg også enig med Henrik Plaschke, hvad utallige Frie Ord har handlet om de senere mange år.
EU har et hidtil uindløst demokratisk overskud eller påtrængende projekt, hvis Europas politiske og kulturelle maghavere og den herskende middelstand vil se de frygtindgydende økologiske, globale fordelings- og sikkerhedspolitiske og internt sociale udstødningsmæssige trusler i øjnene.
Hvad alternativet til forestillingerne om Europas Forenede Stater angår, har jeg i første omgang lyst til at foreslå, at vi nu offensivt vedtager, hvad vi allerede har sjusset os frem til i praksis!
Det er og bliver de selvstændige europæiske nationers parlamentarisk forankrede regeringer, der træffer alle beslutningerne i rådet. Men hvad angår initiativretten til at sætte dagsordenen for rådets beslutninger og forkastelser, kunne hvert enkelt europæisk parlament også få indstillingsret ved siden af Kommissionen. Og at parlamenterne indbyrdes mødtes i særlige emne-opdelte 'forsamlingshuse', som også fik initiativret. Udbygget med deltagelse fra transnationale folkelige bevægelser (NGO'er).
Hvilket muligvis kan og bør medføre en total afskaffelse af det nuværende EU-Parlament. Netop for at styrke demokratiet!
Se så at komme igang! Ja- som nej-sigere...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu