Læsetid: 4 min.

Euro-boss lover støtte efter et nej

6. juli 2000

Den Europæiske Centralbank vil gøre alt for at støtte kronen, lover bankens chef. Samtidig siger Deutsche Bank, at et nej betyder mindre end i 1992

Den danske regerings bekymring for, at Den Europæiske Centralbank ikke vil støtte kronen efter et nej til euroen, er tilsyneladende grundløs.
Præsidenten for Den Europæiske Centralbank, Wim Duisenberg, garanterede nemlig i går i Europa-Parlamentet, at den danske fastkursaftale, ERM2-aftalen, vil fortsætte - også efter et dansk nej til euroen.
"Den Europæiske Centralbank vil gøre alt i sin magt, for at beholde den danske krone i ERM2-aftalen. Og det arrangement gælder på ubestemt tid," sagde Duisenberg i et svar til Venstres Europaparlamentariker Karin Riis-Jørgensen.
Udtalelsen fra Duisenberg ligger langt fra de hidtidige meldinger fra den danske regering. Så sent som fredag i sidste uge advarede statsminister Poul Nyrup Rasmussen om, at et nej vil betyde, at kronen risikerer at stå helt alene, hvis det trækker op til en international valutakrise.
Men det afviser Duisenberg: "Danmark kan forblive ERM2-medlem. Også selv om jeg håber, at Danmark bliver medlem af euroen" sagde Duisenberg.

Kronen styrket
Udtalelserne styrkede den danske krone til 7,4597 kroner for en euro mod 7,4640 kroner tirsdag, og selv om centralbankchefen ikke ville præcisere, hvor lang tid og i hvilket omfang banken er rede til at støtte den danske krone under et angreb fra valutamarkedet, styrker hans udtalelser generelt tilliden til den danske krone, siger økonom Johnny Pedersen fra Jyske Bank.
"Det er klart, at det skal styrke den danske krone, når direktøren for Den Europæiske Centralbank siger, at banken vil støtte kronen ubegrænset, uanset om vi stemmer ja eller nej," siger han til Information.

Engangsreaktion
Hos Deutsche Bank, der er en af verdens allerstørste finanskoncerner, er senior valutastrateg Paul Meggyesi heller ikke i tvivl. Fastkurspolitikken er ikke i fare ved et nej.
"Om Danmark deltager i møntunionen eller ej, har ikke nogen betydning for de økonomiske størrelser, der afgør kursen på den danske krone. Selvfølgelig vil der strømme penge ud af Danmark ved et nej, men det vil være en engangsreaktion. Derefter vil situationen blive stabiliseret. Og uden store forværringer af udsigterne for den danske økonomi, vil man ikke kunne forudse en svækkelse af kronen " siger Meggyesi til Information.
Faktisk spår Deutsche Bank, at kapitaludstrømningen vil være mindre end i 1992, hvor vi stemte nej til Maastricht og møntunion. Dengang skete der en kortvarig svækkelse af kronen, hvor Nationalbanken i en periode måtte forhøje renten for at støtte den danske valuta.
"Den danske økonomi har det meget bedre i dag end i 1992, så derfor bliver kapitalflugten nok mindre end dengang," siger Paul Meggyesi.
I BG Bank vurderer økonom Mads Pedersen ligefrem, at der ske et meget voldsomt politisk systemskifte, hvis Den Europæiske Centralbank skal aflyse ERM2-aftalen med Danmark. Det vil nærmest kræve, at Dansk Folkeparti overtager regeringsmagten, lyder vurderingen i BG Bank.
"Der skal laves drastisk om på den økonomiske politik i Danmark, hvis Den Europæiske Centralbank skal ændre sin holdning til den danske fastkurspolitik. Og det er der ikke udsigt til med hverken den nuværende regering, eller en eventuel ny regering. Efter et eventuelt nej er der i hvert fald 70 procents sandsynlighed for, at vi i fremtiden vil have fastkurspolitik," siger Mads Pedersen.

Nyrup fastholder
På trods af den udtalte tro på, at Danmark kan fastholde ERM2-aftalen og udtalelserne fra Wim Duisenberg, vil statsminister Poul Nyrup Rasmussen dog ikke slukke advarselslampen. Statsministeren antyder, at centralbankchefen risikerede at skade kronen, hvis han ikke sagde det, han gjorde.
"Duisenbergs udtalelse er fornuftig, fordi den i den nuværende situation, hvor der er usikkerhed om Danmarks fremtid, ikke puster til ilden. Vi håber alle, at det ikke bliver et nej. Det er Duisenberg også enig i. Og vi kan ikke se bort fra, at vi står svagere i internationale finanskriser, hvis vi står udenfor, end hvis vi deltager i et fællesskab, hvor vi er beskyttet. Dertil kommer, at vi er afskåret fra at sætte vores præg på samarbejdet. Kort sagt, vi har alle forpligtelserne, men ingen rettigheder ved et nej," siger Poul Nyrup Rasmussen.
Karin Riis-Jørgensen, som stillede spørgsmålene til Duisenberg, vil heller ikke aflyse bekymringen for ERM2-aftalens skæbne efter et nej.
"Det vigtige er, at Duisenberg ikke lovede nogen "free lunch". Det bliver ikke gratis for Danmark. Duisenberg scorede faktisk nogle billige point. For vi skal først selv betale ved at Nationalbanken går ud opkøber kroner, og hæver renten," siger Riis-Jørgensen til Information.

FAKTA
ERM2
ERM2-aftalen mellem Danmark og Den Europæiske Centralbank er rammen om den danske fastkurspolitik. Ifølge aftalen må kursen på den danske krone højst svinge med 2,25 procent på hver side af centralkursen.
Da centralkursen er 7,46038 kroner for en euro, betyder aftalen, at Den Europæiske Centralbank skal være med til at sikre, at kronekursen ikke ryger uden for det såkaldte udsvingsbånd, som går fra 7,2925 til 7,6282.
Før Den Europæiske Centralbank griber ind, skal Nationalbanken dog have gjort, hvad den kan for sikre kronens stabilitet. Typisk betyder det, at Nationalbanken foretager støtteopkøb af kroner på valutamarkedet eller sætter renten op, så det blive mere attraktivt at købe danske kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu