Læsetid: 13 min.

Europas mytologier og metamorfose

29. juli 2000

Globaliseringen fører til de gamle kulturers sammenbrud, mener en af Spaniens førende intellektuelle, Jon Juaristi, der netop har skrevet en bog om de fælles myter, der forener de europæiske nationer og kulturer. Han advarer mod den nye nationalisme og slår til lyd for
en europæisk republikanisme

ÅH EUROPA
MADRID - "Den nationalistiske drøm er det totalitære tyranni." Den 49-årige Jon Juaristi vejer sine ord med stor omhu. Han ved af bitter erfaring, hvad han taler om. Hele hans liv er mærket af nationalismen.
Som ung var han glødende nationalist og de revolutionære vinde fra studenteroprøret i Paris 1968 bar ham ind i ETA's militante kamp i Baskerlandet imod general Francos diktatur. Få år efter brød han med ETA, og i firserne og halvfemserne har Jon Juaristi i en stribe bøger og essays dissekeret den baskiske nationalisme og udviklet sig til at blive en af dens hårdeste kritikere. I en årrække har Jon Juaristi levet i permanent risiko for at blive dræbt af ETA's kugler og bomber, og i de år, hvor han var professor ved det baskiske universitet i Bilbao, måtte han på grund af de mange mordtrusler undervise med en sikkerhedsvagt ved sin side.
"Den civile modstand i Baskerlandet må forsvare retsstaten og være uforsonligt imod dem, som truer den. Der må gøres modstand mod den truende fascisme i Baskerlandet," siger han i en samtale med Information.
I foråret blev han udnævnt til direktør for Det Nationale Bibliotek i Madrid, og det er her i hans rummelige kontor indenfor de tykke mure og bag sikkerhedsvagter, at vi mødes til en samtale om Europas nationalismer og deres mytologier.
"Den etniske nation eksisterer kun, når den i praksis definerer sig i forhold til en anden etnicitet. Det vigtige er grænsen og fremhævelsen af forskellene. Som substans opløses den etniske nation, så det er kun i krigens praksis, at den meddeler sin eksistens. Situationen i Kosovo er meget illustrativ. Den, der er serber, er ikke albaner, og den, der er albaner, er imod serberne," siger Jon Juaristi, der her i foråret har udgivet en ny bog om de mytiske fortællinger bag de europæiske folkeslag: El Bosque Originario, den oprindelige skov.
"I Baskerlandet har vi set det samme. Før Sabino Arana (1865-1903, red.) fastslog, at Euskadi er baskernes fædreland, sagde han, at baskerne ikke er spaniere. Nationalismen i Baskerlandet startede med en benægtelse, og den havde en række betydninger, som var af krigerisk art. Det Sabino Arana påstod var, at spanierne havde ligget i en ekstern krig mod baskerne. Det retoriske argument er, at baskere udelukkende er de baskiske nationalister, som benægter og kæmper mod Spanien."
- I 'El Bosque Originario' skriver De, at der 'ikke er nogen tvivl om, at nationalismerne i vor tid har visse fælles træk med den herskende patriotisme i det Athen, der netop havde afsluttet de mediske krige' 500 år før Kristi fødsel. Kan De uddybe den sammenligning?
"På den tid var Athen allerede et forestillet fællesskab i den betydning, som Benedict Anderson har brugt om en nation. Athen var på det tidspunkt ikke en polis, men en ethnos med en vis national bevidsthed. Athen definerede sig i konflikter med andre græske samfund eller imod den persiske verden. Og i Perikles tid under den Peloponnesiske krig (431-404 f.K; red.) opstår der for alvor en form for athensk nationalisme."
"Selv om det er sandt, at nationalismerne er relativt moderne bevægelser, så er der tidligere eksempler på nationer og protonationalismer i den europæiske historie - og det er meget klart med Athen. Man kan også tale om en protonationalisme i England i det niende og det tiende århundrede. I min bog har jeg forsøgt at beskrive, hvordan myterne medvirker til dannelsen af nationen," siger han - og ler undskyldende, som om det er et halsbrækkende forsøg på at kortlægge myternes genealogi.
Jon Juaristi viser i bogen, hvordan der er et klart slægtskab mellem heltefigurerne i de nationale mytologier i Europa. Herkules er en antik oprindelsesmyte, der stadig fungerer i middelalderen i kraft af kirkefædrenes forællinger. I renæssancen opstår en ny type mytografer, humanisterne, der har en klassisk dannelse og er religiøse, og de udvikler myter, hvor referencen til Noah som humanismens fader er konstant. Den mytologi kommer i krise fra 1789, fordi den individuelle helt smuldrer bort, og man opfinder folket som kollektiv helt. Det er ikke længere Hercules eller Noah, men nu det germanske folk, det ariske folk, det iberiske folk, det katalanske eller det baskiske folk, der gøres til helte.
- Men har disse mytologier stadig en betydning? Er der samfund i vor tids Europa, hvor de gør en forskel?
"I Kosovo lever oprindelsesmyter stadig i bedste velgående. Befrielseshæren UCK bruger visse albanske myter om deres oprindelse, som skal gøre dem forskellige fra serberne. Nationalismen på Korsika konstruerer oprindelsesmyter, lige som nationalismen i Storbritannien eller i Baskerlandet. De har alle en mytologi, en forestilling om deres folks rettigheder nedarvet fra forfædrene, og de bærer rundt på historier om, hvilke overgreb som naboerne har begået mod dem."
"Myterne er konstruktioner, som forsøger at forklare nutidens territorium, men fordi myterne er abstrakte fortællinger uden konkrete referencer til folks hverdag, så mister de noget af deres tidligere kraft. I Spanien er myterne utroligt skrøbelige, og ingen spanier vil i dag definere sig som arvtager fra de iberiske folkeslag eller fra kelterne, og ingen på gaden taler om deres vestgotiske rødder. Men de steder, hvor nationalismen befinder sig i en krigslignende situation som f.eks. i Kosovo, fungerer oprindelsesmyterne stadig. De er en løftestang for den sociale mobilisering."
- De nye nationalismer i Spanien, som den baskiske og den katalanske, arbejder for en genrejsning af det nationale sprog. Hvilken rolle spiller sproget for nationalismen?
"Der er altid et forsøg på at vende tilbage til sprogets oprindelige renhed. I grunden er det en illusion. I ethvert samfunds oprindelse er der blandinger, urenhed og krydsninger af forskellige sprog. I det baskiske sprog er der en klar blanding af før-romerske sprog og af latin. Siden har man forsøgt at normalisere det baskiske sprog som et forenet 'Euskera Batua'. Men hvor hører man dette akademiske sprog? Det gør man, når nationalisterne fra PNV og Euskal Herritarok taler. Det er ikke den brede befolkning, der taler sådan, for de taler med deres forskellige dialekter."
"Nationalisternes sprogpurister forsøger at normalisere sproget og gøre det ensartet. Men det betyder ikke, at dette såkaldt rene normaliserede sprog nogensinde er blevet talt. Racen er en myte, og det er sprogets renhed også."
- Ernest Renan, der i sidste århundrede definerede nationen som en daglig folkeafstemning, mente der fandtes forskellige sprogracer?
"Renan som Miguel Unamuno var mænd af deres tid. De troede på eksistensen af racer, og de troede på teorien om 'sprogracer'. Men man må sige, at de til forskel fra de etniske nationalister - som f.eks. Sabino Arana - mente, at nationen byggede på et frit valg, og den, der ønskede at være fransk og tale fransk, var for dem en franskmand. Og det uafhængigt af folks oprindelse. Politisk var de republikanere og liberale, og de mente, at nationen baserer sig på den daglige folkeafstemning."
- Man bruger stadig ord som fædreland og modersmål, som om nationen er en slags forældreerstatning, et hjem. Er det et forsøg på at skabe en følelse af sikkerhed i en ellers uoverskuelig verden eller dækker det over noget mere?
"Nationalismerne har op gennem historien været faktorer bag fremskridt, frigørelse og frihed. Til gengæld kan jeg kun forestille mig, at en verdensregering og et enkelt verdensfolk vil bygge på en totalitær struktur. Det er indenfor nationalstaten, som vi kender den i Europa og i USA, at borgerne har opnået frihedsrettigheder, etableret demokratiske forfatninger og fået en lighed for loven. Det var ikke sket uden nationalismerne i det 19. århundrede, som ledsagede de liberale revolutioner. Nationalismerne har været frigørende. At være nationalist og støtte ideen om et demokratisk medborgerskab er ikke negativt."
- Altså i en republikansk betydning?
"Jeg føler mig meget i overenstemmelse med de spanske republikanere i det 19. århundrede som f.eks. Pi Maragall eller Benito Peréz Galdos. Det er en slags patriotisk nationalisme, og det er en meget tolerant tradition, og som erkender, at man ikke kan gennemtvinge en nation med konsensus," siger Jon Juaristi.
Han erkender, at republikanismen også skaber en myte.
"Republikanismen er ved at blive en ny oprindelsesmyte, som dukker op i det 18. århundrede. De to myter om folkets frie vilje og den sociale kontrakt ligger bag vor tids republikanisme i Europa. Selv (Immanuel) Kant, da han talte om republikken, var nødt til at anerkende (Jean Jacques) Rousseau og hans sociale kontrakttænkning. Man indsætter den generelle vilje som nyt subjekt, og det historiske subjekt er ikke længere individet. Individet som helt forsvinder til fordel den kollektive helt: Folket som erobrer sine frihedsrettigheder og gennemtvinger sin vilje overfor de priviligerede. Det er en narrativ vending. Den nye indehaver af mytens hovedrollen er fra 1780'erne folket. Disse nye kollektive helte opnår i løbet af 1800-tallet nogle bestemte etniske træk. Tyskerne identificerer sig med de gamle germanere. Franskmændene med de gamle gallere. Og spanierne med de gamle iberere. Det er en etnificeringsproces af forskellene."
- Den tyske sociolog Jürgen Habermas har slået til lyd for en demokratisk europæisk republikanisme. Tror De, at det er et holdbart projekt?
"Ja, det tror jeg. Habermas taler om at skabe et sprogligt og politisk fællesskab. Der eksisterer allerede nogle transnationale sprog, så man kan i teorien skabe et fællesskab i Europa på grundlag af det fælles politiske sprog, som republikanismen repræsenterer. Traditionen for en europæisk supranation ligger i forlængelse af den sociale kontrakttænkning fra Rousseau til Habermas. Volden erstattes af symbolske forhandlinger mellem grupper med forskellige interesser, som løser deres uenigheder gennem dialogen. Den fysiske krig erstattes af en civiliseret krig i det europæiske parlament."
- Hvor er den mytologiske fjende, barbaren, som spillede en stor rolle for dannelsen af tidligere nationale samfund?
"Vi har forskellige stedfortrædere for barbaren. Barbaren er i dag den islamiske fundamentalist - selv om vi naturligvis skal kende alle muslimer for at kunne bruge prismen 'fundamentalist'," siger han med et glimt i øjet.
- Hvad så med serberen?
"Ja, måske serberen. Men jeg bor sammen med en serbisk kvinde, og det er en konstant diskussion med hende. Jeg vil måske snarere sige de ortodokse. Vi repræsenterer det reformerte og modreformerte Europa, og de ortodokse samfund har ikke været igennem reformationen. De har været mere optaget af beskyttelse af grænserne..."
- Er der stadig et skel i Europa mellem de ortodokse og den vestlige kristendom?
"Ja, det er tydeligt. Den jugoslaviske konflikt har vist, at religionsdelingen eksisterer. Det er ikke kun mellem serbere og kroatere. Den findes også mellem russere og polakker. I det vestlige Europa må vi bruge mange kræfter på at forstå den ortodokse verden bedre. Det er en verden, som er ganske ukendt for os."
- Glasnost og åbenhedsprocessen var jo også inspireret af den ortodokse visdomstradition med Sophia-dyrkelsen...
"Jeg talte med Javier Solana (EU's udenrigspolitiske generalsekretær, red.) om det spørgsmål ved en middag for nylig. Der opstod en diskussion om det forvredne billede, som den vestlige verden har af den ortodokse verden. Den ortodokse kirke har et meget anderledes forhold til den politiske magt end den vestlige kirke. Det er stadig mere klart, at religionen og ikke kun myterne har en tydelig betydning for formgivningen af Europa i dag. Selv om vi lever i sækulære samfund, så er der visse religiøse identifikationspunkter, som stadig fungerer."
- Nogle fremmedfjendtlige partier i Europa opfatter immigranterne som vor tids 'barbarer'?
"Det er mærkeligt ved det århundrede, som er ved at slutte, at man har brugt kategorierne 'barbari' og 'civilisation' på en meget uforudsigelig måde. Barbaren er ikke bare de asiatiske steppefolk, der truede den kristne civilisation, og som blev et 'leitmotif' for antikommunismen i Vesteuropa og i USA. I Spanien og i Frankrig fik man også et særligt billede af den industrielle 'barbar' - f.eks. tyskeren eller englænderen - der stod overfor middelhavsmennesket."
- Denne moderne mytologi er vendt om i Danmark, hvor mange stadig mener, at middelhavsmennesker ikke har en så udviklet kultur som de nordiske broderfolk, de er dårligt organiseret, korrupte og deres velfærdsstat er underudviklet i forhold til den danske, der naturligvis opfattes som verdens bedste. Og det tror folk, selv om mange undersøgelser har dementeret den myte...
"Disse kategoriers vilkårlighed er frygtelig. Normalt har vi et sociocentrisk verdenssyn, hvor vi og vore naboer er de fornuftige og klartseende. I øjeblikket er der et pessimistisk syn på fremtiden, hvor folk som Samuel Huntington taler om civilisationernes sammenstød. Selv om der muligvis er noget overdrevet ved hans ideer, så gør han os opmærksom på religiøse civilisationskrige kan erstatte de gamle klassekampe og racekrige."
"Konflikterne i halvfemserne var mellem samfund med stærke religiøse forskelle. Jugoslavien er et klart eksempel. Tjetjenien overfor Rusland er et andet. Og Timor overfor Indonesien er et tredie eksempel. Til gengæld er konflikten socialisme versus kapitalisme er forsvundet. Og den biologiske konflikt mellem ariere og semitter er også væk."
"Jeg ved ikke, hvor det ender, men jeg tror ikke på teorien om historiens afslutning, som Francis Fukuyama lancerede for nogle år siden. Nye konflikter opstår i historien, og det ideale ville være, hvis de kunne løses politisk. Clausewitz sagde, at krigen er politikkens fortsættelse med andre midler. Det ideale ville være, hvis vi som Michel Foucault forstår politikken som krigens fortsættelse med andre midler."
- Tror De, at det kan ske på selv globalt niveau?
"Jeg ved ikke, om kløfterne og konflikterne i globaliseringens tidsalder kan overvindes og afledes gennem en politisk proces. Jeg erkender blankt, at jeg er en temmelig eurocentrisk. Den republikanske og verdslige mentalitet, som er skabt i den europæiske kultur, kan måske med tiden strækkes ud til resten af planeten, så man ikke løser konflikter militært, men gennem symbolske konflikter i politiske institutioner."
- Overfor globaliseringen synes dele af den europæiske venstrefløj at formulere en slags 'victimisme' - en offerideologi. Og det minder mig om en iagttagelse, De har i deres bog 'El Bucle Melancolico' om den baskiske nationalisme, dens melankoli og følelse af at være offer for et ydre overgreb. Hvilken effekt kan denne nye venstre-victimisme få for Europa?
"Det ved jeg ikke. Den kan lede over i ekstreme udtryk som terrorismen, og de bretonske nationalister har udført det første angreb på McDonald's med et dødsoffer. Små nationalistiske og anarkistiske organisationer kunne måske finde en fælles rod i en militant afvisning af globaliseringen, men jeg ved ikke, om det vil ske. I øjeblikket er jeg ikke så bekymret, men vi bør heller ikke lukke øjnene for den risiko."
"Globaliseringen som fænomen er ustoppelig, og den er negativ i den forstand, at den kan føre til en generel entropi, et sammenbrud for de gamle kulturer, en død for kulturerne. Så opstår kedsomheden. Det er jeg ikke i tvivl om. Og derefter forsvinder energien, den kreative energi."
"Globaliseringen er en vigtig kampplads. Det gælder ikke så meget om at forsvare de enkelte nationale kulturer, men om kritisk at udvælge de fremmede elementer, som vi ønsker at integrere i vore egen kultur. Det gælder om at kontrollere den globalisering, som er ved at sætte sig igennem. "
"Vi må sikre os, at det nye multikulturelle panorama er tilstrækkelig åbent, så vi deltager i processen, uden dog at tro at det multikulturelle altid har været vores kultur. Vi må forsøge at leve med empati og at forstå den andens motiver. Det er fundamentalt for at genskabe en kritisk fornuft i en ny politik. For at slås for ens egne værdier og interesser er man nødt til at forstå den andens position."

Interview - Jon Juaristi
Som ung var han glødende baskisk nationalist, og for tredive år siden deltog han i ETA's militante kamp mod general Francos diktatur. I dag er han direktør for det Nationale Bibliotek i Madrid og en skarp kritiker af ETA's terrorisme og af nationalismen

Serie - Åh, Europa
I en ny serie lørdagssamtaler taler Information med en række markante europæere om det uregerlige, foranderlige Europa, som var emnet for den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger i hans berømte bog Åh, Europa! fra 1987.
Enzensberger talte med europæerne om deres historie, deres håb og frustrationer. I de nye Europa-samtaler handler det om dagens europæiske projekt, dets rødder, dets folkelige forankring eller mangel på samme og om skismaet mellem grandiose Europa-visioner
på den ene side og pragmatiske magt- og forhandlingsspil i hverdagens EU-politik på den anden side. Hvad er det ny Europa? Hvad kan det blive? Hvem og hvad former det?
Den første samtale med spanieren Jon Juaristi, direktør for Det Nationale Bibliotek i Madrid, handler om presset fra den store verden på Europas kulturer og nationer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu