Den 75-årige Roy Haynes var højdepunktet ved weekendens jazzbegivenheder
Jazzfestival
Copenhagen Jazzfestivals to første dage bød på møder med tre amerikanske ensembler af høj musikalsk standard og betydelig publikums-appel: En kvartet ledet af
guitaristen Pat Metheny og tenorsaxofonisten Michael Brecker på Plænen fredag; trommeslageren Roy Haynes' trio og altsaxofonisten David Sanborns kvartet i Cirkusbygningen lørdag.
Af disse tre grupper havde Haynes' trio det tætteste og mest homogene sammenspil og nåede uovertrufne højder i detaljerne, samtidig med at dens programlinie var præget af stor konsekvens.
Kort før koncerten kom The Roy Haynes Trio (Verve 543.534-2), trioens ny cd med tributter til en række af de navne, Haynes har spillet sammen med i det forløbne halve århundrede: Chick Corea, Metheny, Bud Powell, Sarah Vaughan, Charlie Parker, Thelonious Monk, Coltrane, Getz; kun Lester Young er der ikke blevet plads til.
Men den 75-årige Haynes er still going strong, seks år efter at han modtog Jazzpar-prisen som en alt for sen anerkendelse af en enestående musikalsk indsats, der aldrig før havde været værdsat efter fortjeneste. Koncerten præsenterede ham med samme trio som på pladen og i hovedparten af dens repertoire.
Et særlig selvstændigt arrangement var det af "Ack, Värmeland, Du Sköna" (eller "Dear Old Stockholm," som Getz og Davis kaldte den), så der var slet ikke tale om at efterligne forbilledernes udgaver. Kun "Prelude to a Kiss" af Ellington (som Haynes vist aldrig spillede sammen med) faldt noget mat ud, og det var fordi der var alt for meget strøget bas af John Patitucci.
Denne instrumentalt begavede musiker er trioens svage led, fordi han savner den kropslige rodfæstethed, som findes hos pianisten Danilo Perez, et af jazzens lovende ny klavernavne, og selvfølgelig hos kapelmesteren selv.
Da Haynes fik sin pris i 1994, og kort efter besøgte os, fik hans relativt håndfaste spil mig til at overveje, om han alligevel havde fået prisen for sent.
Hans spil i lørdags gav ikke anledning til forbehold. Tværtimod har jeg aldrig fundet ham så lydhør, så hårfint afstemt efter de andre musikeres spil, med en palet af syngende klange som ingen anden trommeslager kan fremvise magen til. En af festivalens største oplevelser.
Blade - og Bona
Også i de to andre kvartetter bød på beundringsværdigt trommespil, måske ikke så exceptionelt som Haynes', men med et koncentreret og inspirerende nærvær som ikke er dagligdags.
Unge Brian Blade havde den utaknemmelige opgave at skulle afløse Haynes ved trommerne i Cirkusbygningen, men skilte sig fra opgaven med bravour som rytmisk ankermand for den feterede altsaxofonist David Sanborn, som var det store trækplaster, og hvis velmente, men simplistiske blues/funk-spil blev bakket op af den klaverbokser-agtige pianist Joe Sample fra (Jazz) Crusaders.
Det talte imidlertid til Sanborns ære, at han gav plads for to unge, begavede musikere i sin kvartet,Blade og den ny el-basspiller fra Cameroun, Richard Bona, derviste sig at være kvartettens mest givende musiker.
Dels ved sin meget personlige udnyttelse af den seksstrengede el-bas, hvor hans passionerede improvisationer kunne bringe Jaco Pastorius i erindring, dels ved sin ikke mindre personlige sang. Hans sagte, lyse stemme kunne minde om det bedste hos Milton Nascimento.
Bona må vi snarest høre igen i mere passende selskab.
Også på Plænen blev der fredag budt på fremragende trommespil, selv om Bill Stewart ikke var den mest fremhævede musiker i den kvartet, som ledes af guitaristen Pat Metheny og tenorsaxofonisten Michael Brecker. Omend Brecker anvender sin store teknik mere meningsfuldt end dengang, han grundlagde sit ry som tenorens store hvide håb, havde jeg dog hellere hørt Metheny i mere inspirerende selskab.
På den anden side var det for mig en gevinst, at det primært var jazzmusikeren Metheny, vi hørte, og ikke den rigeligt kælent-romantiske, country- og samba-dyrkende guitarist af samme navn.
Han lagde fra starten ud med straight ahead jazzspil, og da han senere skiftede guitar til et dobbelt-halset instrument (lig det John McLaughlin i sin tid introducerede), var det for at udnytte dets mange, også resonerende, strenge i en nærmest koto-klingende fantasi.
Metheny og Bill Stewart fik mig til at trodse sommerkulden i fem kvarter.
*Roy Haynes Trio og David Sanborn Quartet i Cirkusbygningen lørdag.
*Michel Brecker/Pat Metheny Project på Plænen i Tivoli fredag.
