Læsetid: 4 min.

'Farverne i øjeblikket'

4. juli 2000

Godt gensyn med en stor og særpræget kunstner

Udstilling
Jeg sidder i Langbossen og arbejder, med udsigt over havet fra Ferring til Harboøre. Og jeg skal skrive om Else Alfelt, hvilket betyder, at jeg kan tage bilen og køre seks km mod syd og stille mig foran det sted, hvor Carl-Henning og Else Alfelts lille beskedne hus engang lå.
Jeg besøgte dem kort efter, at de havde slået sig ned ved Bovbjerg fyr, for at skrive om hendes mosaik-udsmykning af Rungsted Skole. Man kunne altid se, om hun var i huset, for så stod der store, pjuskede buketter af markblomster i de små vinduer mod havet. Nu er stedet skamferet af et postmoderne, containeragtigt hus opført af Galerie Asbæk til kunstnere, men hurtigt solgt igen.
Malernes hus var usigelig beskedent og ubekvemt, men med et tilbygget atelier, hvor de kunne arbejde med mosaik. Jeg husker Else stående på havskrænten med armene bredt ud mod vinden, som kommer i kast, der kan slå benene væk under én. Havet er gråblændende og stribet af skyer og man kan se langs den brede hvidgule brænding, forbi Ferring kirketårn til de høje klitter ved Vejlby bag den pernod-farvede Ferring sø - helt uforfalsket Jens Søndergaard - og Else Alfelt og Carl-Henning Pedersens daglige udsigt.

Farvesyner
Men det var ikke udsigten, Else Alfelt malede, men de farvesyner, som den stimulerede: "farverne i øjeblikket ...bjærget - havet - rummet - og ingenting af dét. Jeg maler - bevægelsen med farven - jeg lader farverne skabe rummet," skrev hun engang i 60'erne.
Naturen hjalp hende til at male rum, bevægelse og farver. Hun var stærkt knyttet til de steder, der talte til hende: Lapland, Norge, Dolomitterne, Rom og Campanien, Japan og Bovbjerg, men hvert sted i sin tid og livsperiode.
Else Alfelt blev født i 1910 og døde i 1972. Hun blev sammen med en yngre søster skilsmisse- og børnehjemsbarn fra syvårsalderen. Som 12-årig fik hun en malerkasse og kom som 15-årig på teknisk skole, uden at det lykkedes hende at blive optaget på Kunstakademiet. Hun debuterede i 1936 på Kunstnernes Efterårsudstilling med portrætter, og havde to år tidligere giftet sig med Carl-Henning Pedersen, som på hendes opfordring begyndte at male. Det var i de år at kammeratskabet blomstrede mellem de senere COBRA-kunstnere, upåagtede kommunistiske ballademagere.
Malesproget var eksperimentalt: Abstrakt ekspressionistisk, surrealistisk eller kubistisk, men selv om Else Alfelt var medlem af Høst-udstillingen 1942-49 og deltog i gruppens store Amsterdamudstilling i 1949 blev hun aldrig COBRA-maler i egentligste forstand. Hun var sig selv og stærk nok som person og som maler til at følge egne veje.

En æstetisk udstilling
I udstillingen på Gl. Holtegaard vises 73 værker. Deraf er de 40 oliemalerier og resten akvareller, men uden at der fornemmes nogen væsentlig forskel i stoflig intensitet.
De ældste billeder er tæt malede akvareller med abstrakte elementer fra det fælles formsprog, men bygget af figurer, som skulle blive hendes for livet: Sol og måne indfældet mellem spidse vinkler og krydsende linjer.
Fra 40'erne bliver associationen til bjerge og himmellegemer mere udtalt; nogle er viltert krystallinske, andre blødt malede med farvegange, som minder om Edward Weie. Skelsættende bliver oplevelsen af Lapland i 1945 og herfra stammer et par dejlige billeder fra 1946 malet i store, favnende bevægelser bygget af koldt og varmt og spændt mod himmelen af regnbuer.
Motiv og malemåde forenede, ligesom i de efterfølgende billeder fra Island og Norge, ikke som portrætter af landskaber, men af deres karakter og farver. Nærmest en karakteristik kommer hun i nogle billeder fra Dolomitterne først i 50'erne og et dystert billede fra Stromboli i 1958, mens det vuggende dejlige "Violet umbra Bjergbevægelse" fra 1962 ligner en sindstilstand ligesom de to gyldne lærreder fra 1964 af bløde bladformer, som fordeler sig utvungent let, vejledt af blyantsskitserede afgrænsninger.

Ying og yang
Det kosmiske, som fornemmes så stærkt i alle hendes billeder, får særlig vægt gennem hendes interesse for Østen udmøntet i en rejse til Japan. Et par Ying-Yang spiralbilleder, hvor de ubemalede mellemrum tegner motivet, viser hendes voksende frihed i forhold til ydre forbilleder.
Men månen slipper hun ikke. I et stort billede Med Halvmåne fra 1970 malet med sortblåt og blåt og med knitrende hvide mellemrum maser en vældig halvmåne sig ind.
Selv fortalte hun i et interview i 1960, at hun allerede som barn var måneskudt. Når det var fuldmåne, gik hun ud for at læse ved dens lys, "eller blot for at bade mig i dens hvide skær, se min egen skygge i natten", og hun røbede, at hun aldrig sover ved fuldmåne.
Ledemotivet i hendes kunst er det kosmiske, formælingen mellem jord og himmel, Ying og Yang, oplevet gennem farvernes møde. På hende passer John Ruskin's ord: "All great art is praise."
Else Alfelts kunst vejede lige så tungt som Cobra-malernes, mens hun levede, og hun fortjener mere opmærksomhed end hun får i dag. Et udmærket katalog af Per Hovdenakk ledsager den æstetisk så smukke udstilling.
Langt de fleste billeder kommer fra Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum, hvor man frejdigt og i ubegribelig, professionel uforstand har skrevet museets initialer og museumsnumre under akvarellerne ved siden af Else Alfelts signatur.

*Else Alfelt. Gl. Holtegaard, Attemosevej 170. Tir 11-20, ons-fre 11-16, lør-søn 11-17. til 27.8. Derefter Kunst Centret Silkeborg Bad, 7.10-7.1.2001

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her