Litterære filmatiseringer lykkes sjældent - og Herman Bang skal man holde sig helt fra
FORMAT - SOMMERTILLÆG
En af forklaringerne på, hvorfor det er svært at lave film over litterære forlæg, ligger lige for: når man læser en bog danner man sig stærkt personlige, men helt præcise billeder af, hvordan historiens personer ser ud og tilegner sig hver enkelt scene med maksimal intensitet. Derfor bliver man næsten altid skuffet, når man i biografen ser sin yndlingsbog forvandlet til levende billeder. Måske ikke fordi denne eller hin scene er gledet ud eller er blevet erstattet af andre, men fordi man føler sin egen fantasi og indbildningsevne undervurderet. Filmens sædvanlige todimensionale voldtægtskraft, viser sig tit at reducere ens egen mangefacetterede iscenesættelse og kreativitet til kliché. Man er simpelthen en bedre instruktør end instruktøren!
Helt vellykkede romanfilmatiseringer er sjældne. Mange fandt Luchino Viscontis adaptering af Thomas Manns mesternovelle "Døden i Venedig" superb. Jeg kunne ikke holde den ud, fandt den slæbende og manieret, overtydelig og kulørt. Den var - som Aschenbach senere blev - en maske, et udstillingsvindue, en demonstration af instruktørens private fascination af ungt, smukt drengekød mere end en undersøgelse af en persons (og en verdens) sindstilstand. Med Gustav Mahlers musik smurt ud over det hele i tilgift.
Selv har jeg i flere sammenhænge forsøgt mig med filmiske versioner af litterære forlæg og i det mindste lært, at når det drejer sig om Herman Bang, skal man holde sig langt væk. Ikke fordi det er umuligt at overføre Bang til lærredet (selvom det er svært!), men fordi man i Danmark har en så voldsomt fixeret opfattelse af mesterens kunst og personer, at det føles som et overgreb blot at fremstille dem grafisk og med skuespillernes kroppe og ansigter. Det gik lige an med Svend Methlings "Sommerglæder", men mine egne udgaver af "Vej Vejen" og "Ludvigsbakke" skulle til udlandet, før man rigtig ville tage dem til sig. Med manuskriptet til TV-versionen af "Ludvigsbakke" skulle jeg ligefrem slæbes for en domstol for krænkelse af ophavsretten. Sagen blev dog afvist.
Sammen med Jonas Cornell (der i øvrigt instruerede Herman Bang-romanen for TV) har jeg i flere år arbejdet på et manuskript til en spillefilm om Søren Kierkegaard. Der er altså ikke tale om en direkte filmatisering, snarere om en dramatisk meditation over en filosof, hans liv og hans tanker. Manuskriptet har været hele vejen rundt og ingen vil tilsyneladende have noget med at gøre. Måske er det fordi, der ikke er tale om filmet litteratur, måske handler det om, at vi ikke "bare" fortæller historien om Søren og Regine (man finder det hele for "intellektuelt og fortænkt") måske er grunden en helt tredje. Under alle omstændigheder er det ærgerligt, ikke kun fordi det er træls at skulle putte en hel masse arbejde i skuffen, men fordi der her muligvis lå en nøgle til den hemmelighed, der sætter en litterært forlæg fri og gør det levende på en ny og anderledes måde. Så hvis nogen har ti millioner ...
