Læsetid: 10 min.

I folkeoplysningens tjeneste

21. juli 2000

Første del af historien om Jens-Peter Bondes vej fra Radikale Gymnasiaster i Aabenraa
via DKP's centralkomité til positionen som Danmarks mest erfarne medlem af Europaparlamentet

"Jeg har ikke arbejdet med politik i 28 år. Min politiske deltagelse holdt op i 1972."
Jens-Peter Bonde

Vi kender ham som den ihærdige parlamentariker, der altid har en holdning til EU's og Europas udvikling. Men når den 52-årige Jens-Peter Bonde selv skal sige det, er han ikke politiker. Han kalder sig hellere forfatter og folkeoplyser.
"Jeg har kun arbejdet med demokrati - med rammerne for beslutningernes vedtagelse," siger han.
Kun på et eneste område - ud over EU - indrømmer han gennem de seneste 28 år at have taget, hvad han kalder "et offentlig standpunkt": Vedvarende energi.
"Det er meget bevidst. For det kræver sine tre mand bare at følge med i, hvad der foregår i EU og læse teksterne. Og det er blevet min lod at skulle kunne det," forklarer Jens-Peter Bonde, der - som den eneste dansker - har været medlem af Europaparlamentet de seneste godt 21 år.
Information er søgt tilbage i historien om møbelhandlersønnen fra Styrtom ved Aabenraa, som midt i 1960'erne satte sig i spidsen for en aktiv gruppe Radikale Gymnasiaster på Aabenraa Statsskole.
Og som siden - uden i egne øjne at blive politiker - bevægede sig gennem nogle af Danmarks og Europas mest gennempolitiserede miljøer. Fra formandsposten i Radikal Ungdom til Det Radikale Venstres hovedbestyrelse og en opstilling som folketingskandidat på liste B. Via Folkebevægelsen mod EF ind i Danmarks Kommunistiske Parti, hvor han blev medlem af centralkomiteen og en værdsat underviser på de årlige sommerkurser på John Schehr-partiskolen i DDR. Fra en tiendeplads på liste N båret ind som det fjerde og sidste af Folkebevægelsens mandater i Europaparlamentet ved det første direkte valg i 1979. Og fra Folkebevægelsen til den nystartede JuniBevægelse, hvor han op gennem 1990'erne har været Danmarks mest markante bekæmper af unionsudviklingen i EU. Eller, som det hedder i titlen på det festskrift, gode venner skrev til ham i anledning af 50-årsdagen i 1998: Et navn forbundet med kampen mod EU.

Frimærkehandler
Men først tilbage til gymnasietiden i Aabenraa. Her var en af de nære venner Leif Beck Fallesen, der i dag er chefredaktør på dagbladet Børsen. Dengang var han formand for Konservative Gymnasiaster på Aabenraa Statsskole og Jens-Peter Bonde var bestyrelsesmedlem dér, inden han blev radikal. Ikke fordi nogen af dem egentlig var konservative, men fordi det var den eneste aktive gymnasieforening.
Sammen grundlagde de to kammerater et frimærke-grossistfirma på postordrebasis.
Leif Beck Fallesen husker kammeraten som meget velargumenteret og aktiv:
"Det var helt klart, at han skulle skulle være noget med et samfundsengagement. Det gik via kampen mod atomvåben og de radikale. Historien kunne være gået anderledes, og han kunne have siddet som radikal folketingsmand i dag. Det var bestemt muligt. Men så blev det på et tidspunkt Europa, der blev hans skæbne," siger Leif Beck Fallesen. Deres veje skiltes. Jens-Peter Bonde blev militærnægter og EF-modstander, Leif Beck Fallesen garder og "varm tilhænger af europæisk samarbejde".
I 1966 blev Jens-Peter Bonde student og påbegyndte sine aldrig afsluttede statskundskabsstudier ved Aarhus Universitet. Ved siden af var han aktiv i Radikal Ungdom.
En af kammeraterne fra dengang, Bo Fink, mødte Jens-Peter Bonde på et landsmøde i 1966, og sammen bevægede sig sig mod organisationens top. I 1971 blev Jens-Peter Bonde formand og Bo Fink international sekretær.
"Kampen mod EF var det primære i vores aktiviteter. RU havde været ude i en overlevelseskrise, og i EF-modstanden fandt vi den sag, der kunne mobilisere. Vi levede til dels af det, for der var rundhåndede oplysningsmidler," fortæller Bo Fink. Han er stadig radikal, men har fulgt Jens-Peter Bonde som ansat i Folkebevægelsen mod EF i Bruxelles 1990-92 og som parlamentskandidat for JuniBevægelsen i 1999.

Barske Baunsgaard
Med Jens-Peter Bonde i spidsen bevægede RU sig ud på en konfrontationskurs i forhold til moderpartiet, og Jens-Peter Bonde fik daværende partileder Hilmar Baunsgaards vrede at føle et par gange, husker Bo Fink.
"Jens-Peter var udsat for nogle meget hårde angreb fra partiledelsen i Det Radikale Venstre," siger han.
Indtrykket af skarpe konfrontationer mellem den radikale partileder Hilmar Baunsgaard og RU-formanden Jens-Peter Bonde bekræftes af Sven Skovmand, der fra 1968 til 1973 var en af den radikale folketingsgruppes mest markante EF-modstandere, mindes anden gang,
"Hilmar Baunsgaard behandlede Jens-Peter på en gennemført ubehagelig måde," fortæller Sven Skovmand.

Konfrontationer
Samme år, som Jens-Peter Bonde indtog formandsposten i RU, valgte moderpartiet EF-tvivleren Asger Baunsbak-Jensen som landsformand. Baunsbak, der endte med at stemme ja i 1972, så det som sin opgave at forlige partiets - i EF-striden - dybt splittede fløje. Også han mindes sammenstød mellem Hilmar Baunsgaard og Jens-Peter Bonde:
"Politisk har modsætningen mellem RU og partiet aldrig været dybere end i Jens-Peter Bondes formandstid," siger Asger Baunsbak-Jensen.
I hans øjne ligner Jens-Peter Bonde "fuldstændig den, han var for 30 år siden":
"Enten er man dybt fascineret og begejstret, eller også kan man ikke døje synet af ham. Men det er en psykologisk ting hos ham. Jeg har altid haft respekt for hans enorme grundighed, men der kunne være en voldsomhed i hans stil. Der var ikke altid overensstemmelse mellem hans grundige forarbejde og hans temperamentsudfoldelse. Men jeg har ikke nogen eksempler på, at jeg ikke har kunnet stole på ham," siger Asger Baunsbak-Jensen.

Venskabeligt
Når man snakker med Jens-Peter Bonde selv, synes de små 30 mellemliggende år at have kastet et forsonligt skær over modsætningsforholdet til Hilmar Baunsgaard, der døde i 1989:
"Hilmar Baunsgaard og jeg havde et meget stærkt og godt personligt samarbejdsforhold. Han var meget venskabelig over for os i Radikal Ungdom - undtagen politisk," siger Jens-Peter Bonde.
Men kampagnen op til folkeafstemningen 2. oktober 1972 blev et vendepunkt for Jens-Peter Bonde:
"Jeg fik mit livs chok under den løgnagtige ja-kampagne i september 1972," husker han.
Lørdagen efter folkeafstemningen i oktober 1972 havde Jens-Peter Bonde lavet en rapport bestående af 100 avisoverskrifter med eksempler på EF-tilhængernes skræmmekampagne, som han forelagde på et udvidet hovedbestyrelsesmøde i Det Radikale Venstre.
"Jeg kunne mærke kulden. På det tidspunkt var det halleluja til EF og ikke én tanke om, hvad det var for et projekt, de havde stemt ja til. Og dér sker der et brud, selv om jeg ikke demonstrativt meldte mig ud," siger Jens-Peter Bonde.
Op til folkeafstemningen i 1972 dukkede Jens-Peter Bonde en dag op på Morten Jersilds reklamebureau på Ved Stranden i det centrale København, hvor EF-modstandernes vigtigste annoncer blev til, og hvor avisen Notat blev udgivet i den første tid. Den unge aktivist var "forsynet med en rejseskrivemaskine, en rygsæk med sin stærkt begrænsede garderobe og en sovepose", som Morten Jersild har skildret det i erindringsbogen På kanten af reklame. Der kan man også læse, at Jens-Peter Bonde med fræk selvfølgelighed henlagde sit morgentoilette til Christiansborgs badeværelser.

Ideerne fes fra ham
En af kampfællerne fra dengang var reklamemanden Peter Hiort, der i dag er EU-tilhænger og medlem af Venstre. Han husker tydeligt Jens-Peter Bonde:
"Jens-Peter arbejdede hele tiden. Han var uendelig flittig. Ideerne fes fra ham, og han var god til at følge dem op. Men han havde stærkt brug for mennesker, der var koldsindige og kritiske over for, hvad han foretog sig," siger Peter Hiort og betegner Jens-Peter Bonde med ord som "uselvisk" og "en utrolig god kammerat".
"I dag er Jens-Peter blevet mere velovervejet og dygtigere. Han er blevet en endnu bedre kommunikator. Men han har altid haft evnen til at kommunikere og til at finde det i en sag, som kan vække en folkelig interesse," siger Peter Hiort.
Efter nederlaget ved folkeafstemningen i 1972 var Jens-Peter Bonde med i redaktionen af det første Notat, der blev startet med penge fra Morten Jersilds reklamebureau og et mindre tilskud fra de rige venstreorienterede i Plum-familien. Det holdt til 1974. Så gik det konkurs.
Derefter satte folkene bag avisen med Jens-Peter Bondes ord "tæring efter næring" og grundlagde Det Ny Notat i en nedlagt damefrisørsalon på Nørrebrogade. Medarbejderne finansierede livets opretholdelse med sparepenge og ved at køre taxa og skrive et par "politiske artikler" til en forløber for Ugens Rapport.
"Jeg brugte ikke penge dengang. Det var ret enkelt," siger Jens-Peter Bonde om tiden midt i 1970'erne.
Efter EF-opgøret hos de radikale var Jens-Peter Bonde lige så stille sivet ud af partiet og RU.

Kommunist
1. maj 1975 fejrede en jublende venstrefløj og et stærkt kommunistparti i Fælledparken i København Saigons fald den foregående dag. Den optimistiske stemning fik mange ind i DKP. Også Jens-Peter Bonde meldte sig under de blafrende, røde faner.
"Det var ikke noget, jeg gjorde offentligt. Det var en privat sag," siger han.
Privat eller ej - indmeldelsen vakte irritation hos kammerater blandt EF-modstanderne.
"Det irriterede mig grænseløst, for det var gennemført tåbeligt," siger den gamle, radikale kampfælle Sven Skovmand i dag.
Asger Baunsbak-Jensen blev overrasket, mens Hilmar Baunsgaard så det som et bevis for sine egne analytiske evner.
"Dér så jeg dybere, end du gjorde," sagde Baunsgaard til Asger Baunsbak-Jensen.
Det var samarbejdet med kommunisterne i Folkebevægelsen, der gjorde Jens-Peter Bonde til DKP-medlem.
"Kommunisterne gjorde et stykke loyalt, flot og uegennyttigt arbejde i Folkebevægelsen. Når vi havde en aftale med kommunister om, at der skulle sættes plakater op, blev de sat op," siger han.
Jens-Peter Bonde tog for givet, at DKP var finansieret af medlemmernes bidrag. Millionbeløbene fra den årlige Land og Folk-indsamling gjorde indtryk.
Tanken om, at der oveni var penge fra det sovjetiske eller østtyske kommunistparti faldt ham ikke ind.
"Jeg har aldrig troet på den slags påstande. Det er først bagefter, det er gået op for mig. Jeg mødte historikeren Kurt Jacobsen på storebæltsfærgen, og han gjorde mig opmærksom på det. Jeg var chokeret," siger Jens-Peter Bonde.
Kurt Jacobsen husker mødet på færgen, men ikke at Jens-Peter Bonde skulle være blevet overrasket.
"Jeg kan ikke forstå, det kan have chokeret ham," siger han.
Kurt Jacobsen, der var aktiv i DKP i anden halvdel af 1970'erne og i 1980'erne, har - blandt andet i doktordisputatsen om Aksel Larsen - forsket i partihistorien. Han meldte sig som Jens-Peter Bonde ind i DKP i 1975, og i løbet af sine første to-tre år i partiet erfarede han om Sovjetunionens og andre østblokstaters massive økonomiske støtte.

Ikke vide for meget
"Man vidste, at det foregik, men man ønskede ikke at vide det konkret, så man kunne komme med en troværdig benægtelse. Vi vidste godt, at der foregik noget. Men vi vidste også, at det var bedst, at vi ikke vidste for meget," siger Kurt Jacobsen.
Han mener ikke, at Jens-Peter Bonde som centralkomitemedlem kan have været mere uvidende om partiets økonomi end han selv, der aldrig har siddet i centralkomiteen:
"Som et nogenlunde tænkende menneske burde han have vidst, hvor pengene kom fra," siger Kurt Jacobsen.
Ved det første direkte valg til Europaparlamentet 7. juni 1979 var Jens-Peter Bonde opstillet som nummer 10 af 20 sideordnede kandidater på Folkebevægelsens liste N.
"Den tanke, at jeg kunne blive valgt, havde overhovedet ikke indgået i min bevidsthed," fortæller han.
De fire, der blev valgt til at repræsentere Folkebevægelsen i Strasbourg, var nummer et, Else Hammerich, nummer to, Sven Skovmand, nummer fire, Jørgen Bøgh - og nummer 10, Jens-Peter Bonde.
En af Jens-Peter Bondes skarpeste kritikere gennem tiden, tidligere SF-folketingsmedlem og tidligere EF-modstander Jens Maigård, argumenterer i sin kritiske bog om Folkebevægelsen, Nationalisterne fra 1984, for, at netop den sideordnede opstillingsform favoriserede "en særlig godt organiseret vælgergruppe" - kommunisterne. Den udlægning afviser Jens-Peter Bonde endnu den dag i dag.

I centralkomiteen
I maj 1983 var Jens-Peter Bonde - med 432 af 443 mulige stemmer - en af topscorerne ved valget til centralkomiteen på DKP's 27. kongres på Langbjergskolen i Brøndby Strand. Det var i de dage, da de kritiske Østerbro-medlemmer Jacob Mollerup og Bjørn Erichsen måtte finde sig i, at partiledelsen censurerede deres indlæg i kongresdiskussionen. Og markante partimedlemmer som Erik Clausen og Carsten Clante fik nok og meldte sig ud i protest.
Jens-Peter Bonde bevægede sig den modsatte vej - ind i partiets magtcentrum - og udtalte til Informations Karen Jespersen, at det "overhovedet ikke" var "noget politisk problem" for Folkebevægelsen.
Sven Skovmand, der dengang var hans gruppefælle i Europaparlamentet, har og havde en helt anden vurdering:
"Han tænkte ikke på, hvor meget fortræd han gjorde sagen på den måde. I mange, mange år var det et kæmpeproblem for os, at vi hele tiden skulle forsvare ham. Det kunne han godt have sparet os for. Det var slemt nok, at han gik med i DKP. Men det var værre, at han gik ind i centralkomiteen. For dermed blev han medansvarlig for, hvad der skete i partiet," siger Sven Skovmand.
Sin nye rolle som medlem af centralkomiteen forvaltede Jens-Peter Bonde ved konsekvent at undlade at udtale sig om andet end EF. Det - og intet andet - var hans ressortområde i centralkomiteen.
I dag glæder Jens-Peter Bonde sig over, at han "siden 1972 kun har haft offentlige standpunkter om EF".
"Det irriterer utrolig mange i dag, at de ikke kan finde gamle citater, hvor jeg har rost besættelsen af det ene eller det andet eller det tredje land," siger han.
Periodens mest omdiskuterede besættelse var den sovjetiske indmarch i Afghanistan i december 1979. Offentligt har Jens-Peter Bonde aldrig forsvaret invasionen, men det fremgår af Else Hammerichs underholdende og velskrevne bidrag til festskriftet fra 1998, at "Kl. 12 begyndte vi gerne at skændes om Afghanistan". Bemærkningen refererer til, hvad de fire parlamentarikere fra Folkebevægelsen foretog sig, når de var kommet hjem til deres "kollektiv" i Strasbourg.
"Jeg vil ikke sige, jeg har forsvaret invasionen. Men jeg har nuanceret den. Vi har diskuteret for og imod, hvordan medierne blev anvendt i forhold til invasionen," siger Jens-Peter Bonde, der ikke vil ind i en nærmere debat om Afghanistan.
"Eftersom jeg aldrig har haft et offentligt standpunkt om Afghanistan, ønsker jeg heller ikke nu at gå ind i en diskussion om det," siger han.

*Dette er den første i en række artikler om Jens-Peter Bonde og JuniBevægelsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her