Læsetid: 1 min.

Forestillingen om det gode liv

15. juli 2000

I sommerhuset aflægger man sig civilisationen vaner omringet af aflagte møbler og porcelæn

FORMAT - SOMMERTILLÆG

Aflæggerisme
Aflagte kopper, stole, knive, billeder og bøger - et rigtigt sommerhus har ikke to ens kopper, ligesom man skal være mere end uheldig, hvis man på den aflagte IKEA-reol ikke kan finde en roman af Jack London om tilværelsen på kanten af den civiliserede verden eller en af Christian Kampmanns mange romaner om det simple dagligliv.
Trods denne sammensatte stil vil det være et brud på konventionerne at flytte sin aflagte mørkebrune læderhjørnesofa ind i sommerhuset. For et sommerhus' indretning skal underbygge den romantiske forestilling om det simple og naturlige liv.
Ud over at bruge sommerhuset som en historisk kilde til familiens skiftende inventar er sommerhuset også eksponent for ideen om at aflægge sig tidens kulturelle bånd og indtræde i et fællesskab med naturen og det simple liv.
Landliggerkulturen opstår i pensionaternes og badehotellernes slipstrøm i slutningen af 1800-tallet. I første omgang er det borgerskabets sommervilla, der danner rammen for kulturen. Her erstattes helårsboligens tunge og mørke klunkestil med lette lange gardiner for ruderne og fyrretræs- og kurvemøbler. Det mørke og tunge vintertøj ryger bagerst i garderoben til fordel for lettere og lysere sommerdragter og -hatte.
Under indtagelse af kildevand og frisk frugt udfolder der sig også et særligt friluftsliv på stranden eller i haven. Badelivet flyttes fra kurstederne ud på strandene, hvor kroppen lukkes ud af korsettet og ind i (anstændige) badedragter.
I haven kløver mændene det brænde, der på selv de luneste sommeraftener brænder i den åbne pejs.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her