Læsetid: 5 min.

Fortidens mord i nyt lys

8. juli 2000

Efter 40 år kan sandheden om den afrikanske frihedshelt endelig belyses grundigt. For Jørgen Schleimann har dette en særlig betydning

For den tidligere direktør for TV 2, Jørgen Schleimann, har det været af en ganske særlig interesse at læse en ny belgisk bog om mordet på Lumumba. Han føler sig bekræftet i synspunkter, han for 40 år siden meddelte Informations læsere som korrespondent fra Congo. Synspunkter, der blev opfattet som kommunist-venlige, men som ikke var det. De var blot nuancerede. Men de gav ham mange fjender - dengang den kolde krig influerede på snart sagt alt og alle.
Patrice Lumumba var i 50´erne en af det unge Afrikas fremstormende politikere. Han ville befri sit land fra kolonimagten Belgien. I stedet ville han skabe en moderne, selvstændig stat på afrikanske betingelser, men hvor landets mange stammer skulle lære at arbejde sammen. Congo var rig på mineraler som uran, diamanter, guld, sølv, kobber, mangan og kobolt. Især Katanga-provinsen var velforsynet.
I 1960 blev Lumumba sit lands ministerpræsident efter det første frie valg, i 1961 blev han afsat og myrdet - sammen med to af sine nærmeste medarbejdere. Ligene blev skåret i stykker og opløst i svovlsyre.

Ateist og postmester
Lumumba var født af bønder, men havde studeret jura og litteratur pr. korrespondence. Han havde gået på missionsskole, men blev ateist. Han blev ansat ved postvæsenet og avancerede til postmester. Han blev fængslet for underslæb, men pengene var brugt til politisk arbejde. Og han blev løsladt, fordi belgierne ikke kunne komme uden om ham og mærkede, hvor det bar hen.
I Bruxelles deltog han i forhandlinger, der førte til Congos selvstændighed. Ved det efterfølgende valg kunne Lumumba som leder af det største parti danne regering, skønt hans nationalistparti 'kun' mønstrede 36 af 137 delegerede.
Spørgsmålet var - og er: Hvem myrdede Lumumba?
Dengang troede man, at han blev myrdet af sine politiske rivaler i Congo.
I dag er man ikke mere så sikker. I den nye bog De Moord, påviser den belgiske sociolog, Ludo de Witte, at Lumumba sandsynligvis blev myrdet af belgierne, at CIA havde en finger med i spillet, og at FN lod det ske med åbne øjne.
Ludo de Witte har gransket nyåbnede arkiver i CIA, FN og det belgiske udenrigsministerium. Bogen har vakt stor opsigt i Belgien.

Endte i kaos
Det handlede om penge, masser af penge, men også om kold krig og stormagstinteresser. Den vestlige verden anså Lumumba for at være marxist og frygtede, at hvis Congo blev kommunistisk, ville det få afsmittende virkning i Afrika.
Belgien var heller ikke interesseret i, at Congo blev socialistisk. I et liberalt styret Congo kunne belgiske interessenter fortsat tjene penge på minedriften.
Vesten havde således klare økonomiske og politiske interesser i at støtte premiereministeren Moise Tshombe fra den rige Katanga-provins, da denne i 1960 i rørt vande ville løsrive Katanga fra resten af Congo.
Lumumba ville forhindre løsrivelsen. Katangas rigdomme skulle bruges til at bygge hele det nye Congo op.
Det endte i kaos. Den belgiske regering satte faldskærmstropper ind for at redde belgierne ud af landet - og til støtte for Tschombe. Lumumba appellerede skiftevis til FN og Sovjetunionen. FN under svenskeren Dag Hammarskjölds ledelse sendte 10.000 soldater til Congo for at skabe ro. Sovjet beskyldte FN for at være på Tshombes sid. Der var dramatiske konfrontationer i Sikkerhedsrådet.
Midt i alt det blev Lumumba taget til fange af oberst Mobuto og udleveret til
Tshombe i Katanga. Her blev han myrdet den 17. januar 1961. Det hed sig, at han var flygtet. Mobuto og hæren tog magten i Congo ved et kup.
Pilotens erindring
Den pilot, som fløj Lumumba til Katanga, kaptajn Jack Dixon, har senere fortalt om mishandlingen af Lumumba i flyet: "Flere gange hev de hårtotter af hovedet på ham og tvang ham til at spise dem. Jeg gik ind i passagerkabinen og sagde til den congoleser, der stod for fangetransporten: "Hør her, vi ønsker at aflevere Lumumba levende". Den pågældende congoleser trak bare på skuldrene". Torturen fortsatte i en barak tæt på lufthavnen under overværelse af belgiske officerer.
Ifølge Ludo de Witte blev Lumumba og hans to medarbejdere dræbt af en henrettelsespeloton under ledelse af en belgisk kaptajn. Seks svenske FN-soldater overværede, da de blev kørt af sted i bil ud til drabsstedet, 50 kilometer fra Elisabethville. De tre blev begravet, men gravet op igen. De skulle ikke blot myrdes. Deres lig skulle skaffes helt af vejen. Rygtet om flugt skulle dække over drabene.
Det nyttede derfor lidet, at Lumumbas enke, Pauline, nøgen til bæltestedet efter congolesisk sørgeskik gik frem og tilbage foran FNs hovedkvarter i Leopoldville, idet hun grædende forlangte liget udleveret.

Castro eller Tito?
Schleimann opholdt sig året før Lumumbas død i Congo som gæst hos Institut d´Études Congolaises i Brazzaville. Hans artikler i Information blev efterfølgende trykt i store aviser som svenske Dagens Nyheter, finske Hufvudsstadsbladet og vistnok norske Aftenposten, erindrer Schleimann.
Han skrev store reportager d. 20.-21. august samt 22. aug. under overskrifterne Voksende modsætning mellem Afrika og FN samt Nervekrig i Leopoldville. Her skildrede han den spændte atmosfære i Congos hovedstad. Men artiklerne rummede også personlige betragtninger. Han så et stigende modsætningsforhold mellem Vesten og fremtidens Afrika, hvilket bekymrede ham. Vesten burde bakke op om den afrikanske nationalisme og ikke lade sig kommunistforskrække til ikke at støtte det nye Afrika. Sådan må teksten udlægges. Vesten så Lumumba som en ny Fidel Castro. Schleimann så ham mere som en slags afrikansk Tito, der kunne samle landet.
For dette synspunkt oplevede Jørgen Schleimann kold luft omkring sig. Han mistede mange personlige venner i datidens koldkrigsklima.

Ubodelig skade
Schleimann skrev også om Congo efter sin hjemkomst. Således svarer han 15. februar 1961 på et angreb fra det daværende dagblad, Dagens Nyheder, for at gå kommunisternes ærinde ved at yde Sovjetunionen "velvillig assistance" til "politisk mord på Hammarskjöld".
Schleimann svarer, at han i sine artikler fra Afrika netop har givet udtryk for dyb bekymring for, at "uforstand og fjendtlighed" fra Vestens side skulle drive afrikanerne i armene på Sovjet og det kommunistiske Kina".
Schleimann siger til Information (efter på en nat at have læst bogen), at han regner det for sikkert, at den belgiske regering og dens embedsmænd stod bag beslutning, planlægning og udførelse af mordet, at CIA vidste om det, at Dag Hammarskjöld havde givet grønt lys.
"Hammarskjöld var en helt i vestlige øjne," siger Schleimann. At kritisere ham var en helligbrøde.
Schleimann tøver ikke med at betegne Lumumba som en af Afrikas allerstørste frihedshelte. Vesten gjorde ubodelig skade.
Datidens opfattelser kan iøvrigt aflæses i Politikens Hvem Hvad Hvor for 1961, hvor Lumumba omtales som "en hensynsløs politiker, der ikke har formået at samle de politiske kræfter i Congo".
For mange danskere er Lumumba i dag en brun drink af cacaomælk og cognac, man stifter bekendtskab med på charterturene til Mallorca. Hammarskjölds navn forbindes med en allé på Østerbro, som han ærefuldt har fået opkaldt efter sig. Her ligger iøvrigt den amerikanske ambassade.

Side 15: Debat

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu