Læsetid: 2 min.

Fortsatbarndom

17. juli 2000

Marina Cecilie Roné får ikke forenet stof og form i sin lyrik-debut

Digte
Der anes en skummel intrige bag digtsamlingen Kaktushænder. Nogen må med en tvivlsom hensigt have bildt Marina Cecilie Roné ind, at hun var rigtig poet, hvad hun vitterlig langtfra er. Eller også må hun have lagt pres på sit forlag, hvis kvalitetskontrol denne gang har svigtet totalt.
Marina Cecilie Roné (f. 1967), der i de senere år har ført en omskiftelig tilværelse som redaktør og kritiker ved diverse blade, fik en formidabel debut med Ud af et skød (1990): hudløse, grumme noveller om barnlige voksne og deres for tidligt modnede børn. Siden har hun skrevet to romaner bårne af heftig lidenskab, men tyngede af budskabisme og symbolik.
I Kaktushænder vender hun tilbage til novellernes tematik og viser i grove rids livsaldrenenes fatale sammenfald. En barndom har fundet sted, men den har frembragt ubeskyttet liv. Børnene har alt for tidligt lært, hvad det vil sige at blive svigtet: "endnu inden de ved / hvad ordene betyder / kender de handlingen / bag og skjuler sig / for hinanden som / gerningsmænd / i miniature." Børnene kan kun se på de voksne og undre sig over, at disse engang bar på en drøm om at få et barn!
Resultatet fremgår af digtene, dels i form af bombastiske udsagn, dels udtrykt i voldsomme billeder. En kvindes "rustne / tårer som ingen / kan tørre bort." En pige, der afstraffer armene med skoldende vand i litervis. En kvinde, hvis kaktushænder spidder det uskyldige barn. Misèren fortættes ganske flot i følgende strofe:

Den dinglende pære
i loftet nægtede
at vise fødder vej
ud af barndommen

Samtidig kan dog disse fire linjer antyde, hvad der mangler æstetisk. Marina Cecilié Roné har greb i et stort og vigtigt motiv; men hun digter som regel hakkende og umusikalsk. Alt for ofte griber hun til at garnere almindeligheder med udvendig lyrisk effekt, som når hun ophober adjektiver eller skal gøre en banalitet sprogligt-visuelt 'interessant' ved at skære sætningen af midt i en linje.
Ubehjælpsomst bliver bogen dog dér, hvor svaghederne optræder samlet, altså hvor man på én gang møder mangel på rytme, en kluntet syntaks, anmassende adjektiver og en almen-abstrakt belæring:

Børn render herreløst omkring
mellem brokker af menneske
liv hvirvler rundt som oktober
blade i iltre farver skønt det er
maj og luften står så stille

Hvad tilværelses-indsigt angår, ligner en strofe som denne såmænd forfatteren meget godt. Men lad os være ærlige: gedigen poesi er og bliver det ikke. At Barndommen fortsætter, véd vi, det sagde jo Jannick Storm med titlen på sin bog fra 1978. Lyrik skal imidlertid gerne sige os noget, vi ikke véd, og gøre det på en måde, der umiddelbart får os til at undres - og glædes på samme tid.

nMarina Cecilie Roné: Kaktushænder. Digte. Upag. 24 bl. 158 kr. Lindhardt og Ringhof

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her