Læsetid: 4 min.

Freud er fuld af løgn

19. juli 2000

Måske skulle man betragte Freud som kunstner snarere end som videnskabsmand

Ny bog
Det er hundrede år siden, Freud kom med sine grundlæggende ideer, der blev til den centrale kulturstrømning, psykoanalysen, der stadig betyder så meget for vor forståelse af os selv og hinanden. Det er cirka tres år siden, han døde. Det er utroligt, at hans tanker fra en helt anden tid og levemåde stadig har gyldighed.
Det har de heller ikke, skal man tro den moderne Freudforskning og Eric Danielsen. I forordet til sin bog skriver han, at "i løbet af de sidste årtier er der sket en total omvæltning inden for forskningen i Freud og psykoanaly-sen ... Disse forskere har dokumenteret, at Freudianismen var langt mindre original, end de fleste er klar over, at den påståede basis i observationer var langt mere retorisk end reel ... Hovedparten af de nævnte kritikere er mest tilbøjelige til at betragte psykoanalysen som en pseudovidenskab."
Danielsen siger endvidere, at "det er påfaldende, at denne gennemgribende revision af Freuds lære er gået nærmest upåagtet hen herhjemme!" Næsten, men ikke helt, vil jeg sige. Jeg forsøgte mig selv for et par år siden, og det gav gevaldige øretæver fra fundamentalisterne. Det kan Danielsen sikkert også glæde sig til.

Readers Digest
Bogen bygger på de kritiske forskere, der henvises til i forordet. Forfatteren har opsøgt og fundet en stor mængde af dem og har med sikker hånd valgt de centrale. Bogen bygger på en meget stor læsning og en kyndig udvælgelse og analyse af det læste. Derimod er der langt mindre selvstændig tænkning i bogen. Danielsen har tidligere givet sit personlige bud, der er frugtbargjort af hans fundering i marxismen. Her er der faktisk mest tale om en readers digest til den nye Freudlæsning.
Bogen bygger på to hovedangrebslinjer. Den ene er analyser af de berømte sygehistorier: Dora, Cäcilie M., Lille Hans, Schreber, Rottemanden og Ulvemanden plus Freuds læremester Breuers Anna O. Som mange forskere efterhånden har vist, er historierne ikke nær så succesfulde, som Freud påstod. De er heller ikke beviser på psykoanalysens centrale teser, som Freud også påstod. De antyder tværtimod, at teserne hviler på ukorrekte spekulationer, tidsbundne fordomme og borgerligt snæversyn.

Storslået myte
Den anden hovedangrebslinje er alle de brud, der forekommer mellem Freud og hans nærmeste medarbejdere. En hel kongerække af sære skikkelser: Breuer, Fliess, Adler, Stekel, Jung, Rank og Ferenczi. (Man mangler måske Reich). Disse brud viser ikke bare det rent ugebladsagtige, at Freud var mere besat af sine tanker, end han var ven med sine venner. Det mere centrale i opremsningen af brud ligger i, at de viser den psykoanalytiske bevægelse som en sekt med ortodokse tilhængere og ekskommunikerede frafaldne. Det er mere en trosretning end en uhildet videnskab, hvor det fornemste er den åbne debat og viljen til hele tiden at indse, at man kan tage fejl og må gøre det bedre.
Tilsammen viser sygehistorierne og brudhistorierne, samt den forfalskede beskrivelse af, hvordan Freuds tanker blev modtaget, at der mere er tale om en storslået myte end om en videnskabelig sandhedssøgen.
Danielsen har stort set ret i alt, hvad han har fundet hos de moderne Freud-kritikere, og hvad han på baggrund af dem selv siger. Men hvad så? Hvor står vi nu? Skal vi skrotte Freud helt og holdent?
For det første er det slet ikke så ligetil. Right or wrong så er Freud en del af vor kultur og selv nok så mange kritiske røster kan ikke fjerne et centralt kulturelement. Det er snarere sådan, at så længe der er skarpsindige folk, der skriver og nedgør en kulturhelt, jo stærkere lever han. For det andet er der meget ved Freud, der er vigtigt og slående.
Mens jeg skriver denne anmeldelse, sidder jeg i embeds medfør og genlæser en række bøger af freudianeren og marxisten Erich Fromm, der i fyrrerne og halvtredserne skrev en række strålende analyser af sind, sjæl og samfund. Med Freud og Marx som kompas får han pejlet sig ind på centrale tendenser ved vores kultur og vores måde at leve sammen på.

Freuds gode spørgsmål
Freud (og Marx) nærede stor skepsis ved vor umiddelbare selvforståelse og indsigt i samfundsmekanismerne. Denne skepsis (for Freuds vedkommende begrebet det ubevidste) vil det være et stort tab at frasige sig. Vi ser ikke klart, vi ser hildet og selvcentreret. Først når vi ved, hvor fejlagtigt vort syn er, har vi en chance for at se en smule klarere.
Om Freud må man sige, at hans spørgsmål til, hvad et menneske er, kan vi ikke undvære, selv om vi ikke altid kan være enige med ham om svarene. Og altså i blandt andet denne bog kan se, at svarene ofte er fremkommet på en noget uortodoks facon.
Spørgsmålene kunne lyde: Hvor meget betyder barndommen for hele vor udvikling? Hvor meget styres af vor seksualitet? Er det vigtigste om os skjult for os? Har vi iboende aggressive drifter, der for evigt forhindrer et harmonisk samfund? Er vort fantasiliv en stærkere styring af os end de rent faktiske traumer, vi kommer ud for? osv. osv.

I stedet for at betragte
Freud som en videnskabsmand på linje med Newton, Darwin og Einstein er det måske mere frugtbart at betragte ham som en sjælegransker og en kunstner som Ibsen, Strindberg eller Dostojevskij. Vi beriges af mødet med dem, vi bliver klogere på os selv og hinanden ved mødet - og vi kan sagtens se bort fra, at f. eks. Strindbergs kvindesyn var ad helvede til. Således også med Freud. Han er intet sandhedsvidne, men han kastede alle sine evner ind på at finde svaret på, hvem vi er. Ikke alt, hvad han fandt, var lige lødigt, men for pokker hvor han stillede gode spørgsmål.
Som vi sagde i tresserne: Don't follow leaders, og som vi burde have tilføjet: Men prøv at lære af dem og træk dét ud, du kan bruge.

*Eric Danielsen: Den ukendte Freud. 255 s. ill., 280 kr. Dansk psykologisk Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her