Læsetid: 5 min.

Gældslettelse er dyr for de fattige

20. juli 2000

For et år siden besluttede G8-landene at øge eftergivelsen af de fattigste landes
gæld. Praksis viser imidlertid, at kravene tilknyttet gældslettelse på mange måder forværrer de fattiges levevilkår

MANAGUA - De fattigste landes gældsbyrde er på dagsordenen, når de ledende industrilande plus Rusland, G8, fra i morgen holder årsmøde på den japanske ø Okinawa. Forrige år i Köln
besluttede G8-landene, at gældslettelsen til de fattigste lande skulle være hurtigere og mere omfattende end tidligere, og at bekæmpelse af fattigdom skulle være det centrale. Virkeligheden i Nicaragua og Honduras har imidlertid vist, at betingelserne for gældslettelse gør livet sværere for de fattigste.
Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF) sagde god for det nye gældslettelses-initiativ i september i fjor. Fattigdomsreduktion skulle være den overordnede ramme om det fremtidige samarbejde mellem Verdensbanken, IMF og de 36 fattig lande, der på daværende tidspunkt opfyldte de økonomiske betingelser.
Fattigdomsbekæmpelsen skal "indkapsle" alle andre programmer, sagde IMF's nye direktør, Horst Köhler, da han første gang mødtes med IMF's direktion. Men i de otte lande, der indtil nu har opnået gældslettelse, er fattigdomsstrategien underlagt IMF's strukturtilpasningsprogrammer, der ofte går hårdest ud over netop de fattigste.

IMF griber ind
Fattigdomsstrategierne er de enkelte landes ejendom, og de skal udformes i et samarbejde mellem regering og civilsamfund, slog Verdensbanken og IMF fast.
I Honduras og Nicaragua har IMF imidlertid været mere tilstedeværende end civilsamfundet, som kunne trække den nationale politik i en mere fattigdomsorienteret retning.
Honduras er netop kommet med i gældslettelses-initiativet, og Nicaragua regner med at komme det inden årets udgang.
"Honduras' fattigdomsstrategi er ikke drøftet med civilsamfundet," oplyser Raf Flores, der er politisk rådgiver i gældsnetværket FOSDEH, en sammenslutning af private organisationer og fagforeninger.
"Strategien er underlagt IMF's strukturtilpasningsprogram. Den går uden om fattigdommens årsager og begrænser sig til forslag om hurtig økonomisk vækst og fattigdomslindring gennem sociale fonde," kommenterer han.
I indledningen til fattigdomsstrategien erklærer den honduranske regering, at den på den ene side vil arbejde for at bekæmpe fattigdommen, men på den anden vil leve op til aftalen om strukturtilpasning med Valutafonden.
I nabolandet Nicaragua mødes regeringen og civilsamfundets organisationer, men rammen om fattigdomsstrategien er fastlagt på forhånd. I begyndelsen af juli var en delegation fra IMF i Nicaragua for at "hjælpe regeringen med udarbejdelsen af fattigdomsstrategien." IMF-delegationens leder, Jorge Guzmán, begrundede hjælpen blandt andet med, at "fattigdomsstrategien skal have en makroøkonomisk ramme. Det er den, vi arbejder på."
Han mener ikke, IMF's medvirken vil svække det nicaraguanske ejerskab:
"Vi er her udelukkende for at give input, ikke for at påtvinge regeringen noget. Den kan godtage vores forslag eller afvise dem. Der er tale om en udviklingsproces, som vi og flere andre tager del i."
- Vil fattigdomsstrategien afløse aftalen om strukturtilpasning?
"Klart, ja. Strukturtilpasningen havde en strategi, nogle reformer og nogle mål, og det vil ændre sig."
- Betyder det, at Nicaragua vil kunne lave en fattigdomsstrategi, der ikke omfatter den kendte strukturtilpasning?
"Lad mig sige det på den måde, at i første omgang må vi overveje, hvorfor strukturtilpasningen blev sat i værk. Nogle mener, den har forværret fattigdommen i lande som Nicaragua, men der er også en anden opfattelse, der går ud på, at makroøkonomisk stabilitet er en forudsætning for økonomisk vækst. Jeg mener, det er forkert at tro, at vores politik over for Nicaragua vil ændre sig fuldstændigt. Der bliver tale om nogle justeringer," svarer Jorge Guzmán.
IMF's strukturtilpasningsprogram omfatter blandt andet nedskæringer i den offentlige sektor, privatiseringer af el- og vandværker samt telefonselskaber, højere takster på el og vand, en stram kreditpolitik og åbning af landegrænserne for import.

Sult
Fattigdommen i de to mellemamerikanske lande er hårdest på landet, hvor op til 70 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Mange af dem i ekstrem fattigdom. Både Honduras og Nicaragua er frugtbare lande, hvor det er muligt at høste tre gange om året.
Alligevel plages befolkningen af sult og kronisk underernæring. Det skyldes blandt andet, at store dele af jorden ligger brak, fordi bønderne ikke har råd til at købe såsæd. Kreditstramningen gennemført på baggrund af strukturtilpasningen betyder, at små- og mellemstore bønder er udelukkede fra banklån.
Dertil kommer, at strukturtilpasningens krav om en gradvis åbning for import i Nicaragua har ødelagt hjemmemarkedet for blandt andet ris, der er lige så vigtig for nicaraguanere, som kartoflen er for danskere. Nicaragua kan end ikke indføre den toldbeskyttelse, som Verdenshandels Organisationen WTO tillader. Derfor må nicaraguanske risbønder, store som små, se sig udkonkurreret af statsstøttede ris, først og fremmest fra USA. Det har betydet, at mange har måttet sælge deres jord og stille op i arbejdsløshedskøen.

Håndører
Den honduranske regering stillede tidligere befolkningen i udsigt, at op til 90 procent af landets gæld bliver eftergivet. Det ville imidlertid betyde en overvældende særbehandling af Honduras i forhold til andre fattige og forgældede lande, som gennemsnitlig under initiativet slipper af med ca. en tredjedel af deres gæld. Honduras får da også kun en gældslettelse på 556 mio. dollar ud af en samlet gæld på 4,2 mia. Eftergivelsen sker i så små portioner, at den næppe bliver mærkbar.
Hertil kommer, at gælds-initiativet ikke indeholder regler for ny gældsætning. Ifølge den honduranske centralbank er der i første halvår af 2000 således indgået aftaler om nye lån på 857,4 mio. dollar, og forhandlingerne om yderligere 513,5 mio. er langt fremme. På trods af eftergivelsen stiger landets udlandsgæld således med 815 mio. dollar.

*Eva Rasmussen er journalist og arbejder for u-landsorganisationen Ibis i Mellemamerika.

FAKTA
gæld tynger i stor stil
*En lang række udviklingslande som Tanzania og Bolivia slæber rundt på en udlandsgæld, der tvinger dem til at bruge store summer på afdrag i stedet for på at skabe bedre forhold for de fattige. På den baggrund vedtog Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF) i 1996 at sætte skub i eftergivelsen af u-landes gæld. Tiltaget fik navnet HIPC-Initiativet, hvor HIPC står for Heavily Indebted Poor Countries altså stærkt forgældede fattige lande. Dem var der i 1996 41 af.
*Under G8-mødet i fjor blev HIPC forbedret, og ni lande er hidtil blevet lovet gældslettelse. Det er Benin, Bolivia, Burkina Faso, Honduras, Mauritanien, Mozambique, Senegal, Tanzania og Uganda.
*Formålet med HIPC-initiativet er at nedbringe u-landenes gæld til et såkaldt bæredygtigt niveau. Men gældslettelseskampagnen Jubilee 2000 har gang på gang kritiseret intitiativet for at give u-landene for lidt luft i budgetterne, da de kun slipper af med ca. en tredjedel af deres gæld. Samtidig skal u-landene leve op til mange krav, der ofte har social slagside.
*HIPC-initiativet har haft den negative effekt, at rige lande i mange tilfælde i stedet for at give bistand bruger pengene til at eftergive gæld, som aldrig ville blive tilbagebetalt. Derved kommer eftergivelsen mere donorlandet end skyldnerlandet til gode. hai

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her