Læsetid: 3 min.

Gæleren er stærk og sej

25. juli 2000

Flann O'Briens 'Armods mæle' er mest interessant for læsere, der kender Irlands nyere historie og litteratur

Roman
Brian O'Nolan (1911-1966) var en irsk embedsmand med et skrivetalent ud over det sædvanlige. Under dække af en række pseudonymer - først og fremmest Flann O'Brien - efterlod han sig et forfatterskab, der først efter hans død har fået den opmærksomhed, det fortjener.
I 1998 udgav Centrum hans vidunderlige, komiske roman Den tredje politibetjent i en siden prisbelønnet oversættelse af Claus Bech. Samme forlag og oversætter fortsætter nu projektet med en mindre roman, smukt betitlet Armods mæle og oprindeligt skre-vet på gælisk (An Béal Bocht, 1941, oversat til engelsk som The Poor Mouth, 1964).
I forhold til Den tredje politibetjent, der klarede sig storartet ved at udkomme på dansk med lang forsinkelse, er det vanskeligere at trække Armods mæle ud af dens oprindelige sammenhæng.
Forfatteren var en lokal berømthed i Irland på grund af en klumme, han under navnet Myles na Gopaleen skrev halvt på gælisk, halvt på engelsk i The Irish Times.
Gennem mere end 25 år brugte han klummen til at genfortælle irske myter og legender, kommentere tidens tendenser med skarp ironi og gøre nar af dem, som efter hans mening fortjente det.
Armods mæle er vokset direkte ud af denne klumme; den er en forlængelse af iagttageren Myles' satiriske og ironiske stil. Af samme grund var romanen den eneste af hans bøger, der øjeblikkelig blev en succes. Den er i alt væsentligt en parodi på en særlig form for gælisk hjemstavnslitteratur, der var populær i dannede, irske kredse i første halvdel af det 20. århundrede.
I takt med irernes nationale vækkelse blev den oprindelige, gæliske landbefolkning genstand for intens interesse og beundring. Borgerliggjorte og engelsktalende irske intellektuelle lærte gælisk og rejste ud på landet, hvor livet var hårdt, men ædelt, og hvor den gæliske folkeånd endnu var stærk og levende. Beretninger om det gæliske bondeliv kom i høj kurs som følge af den almindelige dyrkelse af det jævnt folkelige og provinsielle.
Vi kender bevægelsen fra Joyces Portrait of the Artist as a Young Man, hvor en gruppe nationalistiske universitetsstuderende i Dublin samler underskrifter for deres sag.
Som det passer sig for en parodi på de gæliske selvbiografier er Armods mæle udstyret med et "forord" af en "redaktør", der priser "den liflige gæliske dialekt" og i øvrigt beklager, at de unge gælere "vender blikket mod Sibirien i håb om at finde bedre vejr og blive fri for kulden og de hyppige storme, som er deres lod".
Dernæst følger den selvbiografiske beretning om en ung gæler, hvis liv henslæbes i desperat fattigdom. Føden består tilsyneladende alene af kartofler og brændevin. Mennesker og svin lever side om side og deles om den fuldstændige elendighed. Skolen er en torturanstalt, de velmenende, men indskrænkede engelsk-irske besøgende er tykt til grin, og den spirende nationalisme er en rablende teaterforestilling blottet for mening og indhold.

Komisk absurd stil
O'Brien gengiver dette i sin sædvanlige komisk-absurde stil. Hør bare: "Jeg var syv år gammel, da jeg blev sendt i skole. Jeg var hårdfør, lille og tynd, iført grå uldbukser, men ellers upåklædt øverst og nederst. Mange andre børn end jeg skulle i skole den morgen, mange af dem stadig med bukserne plettet af aske. Nogle af dem kravlede hen ad vejen, fordi de ikke kunne gå. Mange var fra Dingle, en hel del fra Gweedore, og andre kom svømmende fra Aran. Vi var alle sammen stærke og uforknytte på den første skoledag. Vi havde hver især en græstørv i armhulen. Jovist, vi var skam raske og stærke drenge!"
Nogle af bogens kapitler er ekskurser, der genfortæller irsk folklore. I det hele taget er den nok mere anekdotisk end godt er, og flere steder sidder man og føler, at man måske mangler at kende den konkrete baggrund for helt at forstå, hvem eller hvad der nu er til grin. Måske havde det været en god idé at forklare de nærmere omstændigheder i et forord. Hvor Den tredje politibetjent kan - og bør! - læses af enhver, er Armods mæle derfor mest interessant for Irlandsentusiaster og dem, der ikke kan få nok af Flann O'Briens komiske talent.

nFlann O'Brien: Armods mæle. En ond historie om det hårde liv. Oversat af Claus
Bech. 115 s. 148 kr. Centrum

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her