Læsetid: 2 min.

Da Giro 413 blev kunst

28. juli 2000

Otto Francker og Volmer Sørensens 'Dansevise' er stadig smuk som et stjerneskud af de alt for sjældne i dansk grand prix-pop

FORMAT - SOMMERTILLÆG

Varmepladen 19
Der er skrevet mange sange om den svigefulde, men elskede danske sommer, men ingen så lyrisk fortættet og melodisk original som Otto Francker og Sejr Volmer Sørensens Dansevise. Nationalmytologien siger, at den var på alles læber dengang i 1963, hvor den vandt både dansk og europæisk Melodi Grand Prix, smuk som et stjerneskud så uventet, at ikke alle så det folde sig ud, men sandheden er, at den teaktræsfarvede datid ikke tog sangen til sit folkelige hjerte, og at vi det år kun vandt EM i pop, takket være en dubiøs dobbelt norsk stemmeafgivning.
Dansevise er en svær sang. Med et ambitionsniveau, der rakte langt ud over Giro 413. Og i Grethe og Jørgen Ingman havde melodien et par fortolkere, for hvem perfektion ikke var et fremmedord. Og netop den kunstneriske finish var i den grad i modfase til datidens pop. Ydermere lugtede det hele lidt mistænkeligt af jazz og finkultur. Kulturradikal rock, ville vi sige i dag.
Men sangen duftede først og fremmest af sommer, af Shakespeare'ske koglerier og en bittersød viden om, at kærligheden går sin gang ligesom naturen: "Et solstrejf i et vandpyt, et lille kindkys af en vind og sivet, der nynner, at livet begynder sit spind i dit sind ..." ord så rytmiske, at de beder om at blive sunget. Jeg mener, "en svag tagfatlyd af en kat" - det er da percussiv poesi, så det forslår.
Oprindelig var sangen skrevet i mol. Jørgen Ingmann foreslog heldigvis Francker, at den skulle gå i dur. Dermed understøttedes ordene af en egen nordisk stemning, så tonalt transparent som lysningen i en bøgekov. Og Arne Lamberths arrangement var en klædelig indramning af en sang, der lød som mild avantgarde, da den kom frem, men i dag kan holde til den mest opdagelseslystne fortolker.
F.eks. gik ekcentrikeren Lars Hug ind i sangen på sit album Kopy fra 1990. Han kom ud af den som forandret. Det samme kan man sige om sangen. Hug kørte stemningen helt ud til kanten, ja, nogen mener ud over, men hans gendigtning genopdager den smertefulde forelskelse og det falske håb om genforening, der gør Dansevise til et evigt bevis på, at pop både kan gribe øjeblikket og give det videre.

*Grethe & Jørgen Ingmann og Lars Hug: Dansevise. Tid: 3.24. 1963 & 1989

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu