Den generelle tendens til øget velstand gavner også Afrikas økonomi. Men den gæld, der hænger som en møllesten om halsen på Afrika, svækker tilskyndelsen til at gennemføre reformer
Udefra
Det er somme tider svært at tro, men faktisk bevæger det meste af Afrika sig langsomt i den rigtige retning. Endnu engang er pessimisternes sortsyn blevet gjort til skamme.
Forløbet op til parlamentsvalget i Zimbabwe sidste weekend syntes ellers at være en demonstration af afrikansk tyranni, når det er værst, med præsident Robert Mugabes utilslørede opfordring til vold. Men oppositionslederen Morgan Tsvangirai og hans tilhængere viste stort mod, og det betalte sig.
De vandt ikke valget, men fik stemmer nok til at sikre sig en parlamentarisk indflydelse, der kan bruges til at presse på for såvel politiske som økonomiske reformer. Tsvangirai har nu gode chancer for at vinde over Mugabe ved præsidentvalget, som finder sted senest om to år.
Det er måske ikke den politiske 'renæssance', som Bill Clinton og Sydafrikas præsident Thabo Mbeki engang talte om - dertil er der for mange krige i store dele af kontinentet. Men der er afgjort en fornemmelse af, at der sker fremskridt på både det økonomiske og det politiske område.
Den Internationale Valutafond (IMF) regner nu med en gennemsnitlig vækst på over fire procent i Afrika i år.
Økonomien er på vej op i Nigeria, Sydafrika og Algeriet, og også en lang række mindre lande - Ghana, Tanzania, Tunesien, Senegal, Malawi, Botswana, Mauritanien, Mauritius, Sudan, Benin, Elfenbenskysten og Uganda - ventes at klare sig godt, ligesom de har gjort i de seneste år.
Frontløberen Mozambique, som havde en årlig vækst på over 10 procent, er stadig ikke kommet sig efter de frygtelige oversvømmelser sidste år, men viser allerede tegn på fremgang igen. Man kunne tale om 'de afrikanske løver'!
Udviklingen fremmes af den gunstige vind, der blæser fra Europa - det største marked for afrikanske produkter. Den generelle tendens til øget velstand verden over gavner også Afrikas økonomi, efterhånden som prisen på mange - men på ingen måde alle - råstoffer begynder at stige. Samtidig åbner der sig nye eksportmuligheder. Olieproducerende stater som Algeriet og Nigeria har nydt godt af de usædvanligt høje oliepriser.
Flere år med makro-økonomisk stablisering, strukturtilpasning og politiske reformer er ved at bære frugt. Inflationen ventes at ligge på omkring seks procent i mange lande. I Sydafrika er budgetunderskuddet blevet nedbragt hurtigere end ventet, og renten er faldet.
Det politiske landkort ser også bedre ud, end avisoverskrifterne kunne tyde på. Otte lande i Afika opfylder organisationen Freedom Houses strenge kriterier for 'total frihed', mens 24 andre er 'delvis frie'. 21 lande er dog stadig lukkede diktaturer.
Fattigdommen og elendigheden i Afrika har imidlertid dybe rødder og vil ikke forsvinde, før denne udvikling har stabiliseret sig. På kontinentet som helhed er indkomsten pr. indbygger lavere end for 30 år siden.
Selv om økonomer nu accepterer, at der ikke findes nogen enkelt formel for at få gang i væksten, er de enige om, at dårlig uddannelse og sundhedsforsorg, ineffektive regeringer, manglende retssikkerhed og krig forhindrer fremskridt.
Man kunne også tilføje, at den gæld, der efter mange års dårlig ledelse og kortsigtet låntagning hænger som en møllesten om halsen på Afrika, svækker tilskyndelsen til at gennemføre reformer.
En anden forudsætning for fremskridt er, at aids-epidemien bliver bragt under kontrol. Selv i lande, hvor indkomsten pr. indbygger ikke steg, medførte vaccinationer, øget adgang til rent vand og bedre hygiejne tidligere en positiv udvikling på sundhedsområdet. Her er der tale om et historisk tilbageslag, som ingen kunne forudse.
Det er grunden til, at
fattigdomsbekæmpelse nu langt om længe - det burde være sket for 20 år siden - har fået højeste prioritet af IMF. Men at give udenlandsk bistand til lande, der fører en dårlig politik, er at hælde penge i et bundløst kar.
Trods 30 års undersøgelser, debatter og konklusioner begår man stadig de samme fejl: Man giver bistand til modtagere, som ikke er i stand til at få investeringerne til at betale sig, donorlandene foretrækker projekter, der gavner deres egen eksportindustri, og der bruges stadig for mange penge på prestigefyldte 'hvide elefanter' og på anskaffelse af våben.
Og endelig kan man spørge, hvad formålet med at give bistand er, når de industrialiserede lande stadig blokerer for udviklingslandenes eksportmuligheder. Landbrugssubsidierne til i-landenes landmænd løber op i 360 milliarder dollar om året - det samme som Afrikas samlede nationalindkomst.
Især EU må ændre sin handelspolitik på områder, hvor der diskrimineres mod Afrika. Der er stadig importrestriktioner mod varer, som Afrika kan producere billigere - især landbrugsprodukter og tekstiler.
Desuden er subsidierne med til at sænke priserne på fødevarer, og det undergraver mange afrikanske landmænds konkurrencedygtighed.
EU's ledere burde nok kunne finde ud af at støtte deres egne fattige bønder på måder, som ikke hæmmer den globale kamp mod fattigdommen.
Den nigerianske forfatter Ben Okri beskriver Afrikas situation i skarpe vendinger:
"Overalt var der grusomme sår, nøgne hytter, rustne zinkskure, affald på gaderne, børn i pjalter, små piger, der legede nøgne med sammenkrøllede konservesdåser på sandet, små drenge, der sprang uomskårne omkring og efterlignede lyden af maskingeværer. Luften vibrerede med giftig hede og fordampet vand fra de beskidte rendestene. Solen blokerede for virkeligheden, og alt var så hårdt, at det var et mysterium, at vi kunne forstå og bekymre os om hinanden eller noget som helst andet."
Men sådan behøver det ikke at være. Afrika kan komme ud af fattigdommen. Der er en vej frem, og bare de får en brøkdel af en chance, vil afrikanske mænd og kvinder kæmpe for den - sådan som vælgerne i Zimbabwe så modigt har vist.
*Jonathan Power er britisk journalist og kommentator med speciale i internationale forhold.
Oversat af Birgit Ibsen.
