Læsetid: 6 min.

Gudinden fra maskinhuset

29. juli 2000

Fredag holdt hinduerne i Brande deres årlige optog med gudinden Abirami på deres nye ejendom uden for bygrænsen. Alt er blevet meget bedre, efter de flyttede

Hindufest
Alle er så glade i Brande.
Børge Jacobsen, den konservative tømrermester og formand for byrådets tekniske udvalg, står på afstand og holder øje med hinduernes festoptog rundt om deres nye tempel - en tidligere redskabshal, der i løbet af et par hektiske juliuger er blevet forsynet med linoleumsgulv og indrettet med altre og gudestatuetter.
"Jeg er glad for, at jeg kom herud. Det er en speciel oplevelse," siger Børge Jacobsen, der, da Information spurgte torsdag eftermiddag, endnu ikke kunne sige, om han havde planer om at overvære hinduernes festoptog.
Sri Sundarampillai er også glad.
"Tonen har ændret sig, siden vi flyttede. Pludselig kan alt lade sig gøre. Når jeg har ringet til politiet, har jeg tidligere været ude for, at de har stillet mig nogle frække spørgsmål, når de har hørt min accent. Nu er der ingen problemer. Politiet har været meget hjælpsomme," fortæller socialrådgiveren fra Odense, der gennem den seneste tid har fungeret som uofficiel talsmand for Hindu-Kulturcentret i Brande.

Very happy
Eliyathamby Yoenthiran er til daglig maskinarbejder i Oslo. Men de seneste to uger har han arbejdet hårdt på at indrette den nedslidte, stråtækte landbrugsejendom på Vejlevej 114 lige uden for Brande til tempel for gudinden Abirami. Han er "very happy", fortæller han, fordi de danske medier viser så stor interesse for dagens ceremoni:
"Det er vigtigt at vise danskerne, hvad her foregår. Jeg kan forstå, at der har været nogle misforståelser tidligere, men nu er problemerne vist løst, for her er ingen naboer tæt på," siger han.
Fredag blev det så alligevel til noget - det årlige festoptog, hvor gudinden Abirami bliver kørt rundt om templet på den fem meter høje tempelvogn, mens hundreder af hinduer haler i de lange, tykke tove, som trækker vognen, spiller på blæseinstrumenter og trommer, kaster blomsters afrevne kronblade over tempelvognen eller ruller sig i støvet efter den for at takke for - eller bede om - hjælp fra modergudinden.
Festen var længe truet, efter at Brande Kommunes tekniske udvalg i oktober 1999 nedlagde forbud mod, at hinduerne gennemførte festoptoget rundt om det nu forhenværende tempel på parcelhusvejen Engtoften. To af naboerne havde klaget over støj, røg og parkerede biler, og det mente kommunalpolitikerne ikke at kunne sidde overhørig.

Engangstilladelse
Først denne sommer gav Brande Kommune en engangstilladelse til, at hinduerne kunne gennemføre festoptoget på den ejendom på Vejlevej, som de nu har købt under forudsætning af, at myndighederne giver en permanent tilladelse til, at stedet kan bruges som hindutempel. Og i starten af denne måned faldt så Naturklagenævnets afgørelse: Brande Kommune havde slet ikke hjemmel i planloven til at forbyde optoget rundt om huset på Engtoften.
Sri Sundarampillai virker også godt tilfreds, som han står der ved køkkenvasken i det stråtækte, gulmalede stuehus, mens hundredevis af hinduer uendeligt langsomt trækker tempelvognen rundt om det nye tempel:
"Det virker mere afslappet i år. Sidste år gjorde vi det i en fart for ikke at genere nogen," siger han.
Sri Sundarampillai tog torsdag turen rundt til de få naboer til huset ved den befærdede Vejlevej. Det ene sted var naboerne bortrejst, og det andet var det eneste klagepunkt den gummiged, som hinduerne gennem de seneste travle uger har brugt til at fjerne de træer og buske, der spærrede tempelvognens rute, rundt om redskabshallen. Og til at strø et lag sand ud over en stor del af området, som mildest talt har ændret karakter, siden Information besøgte stedet i juni.
Sri Sundarampillai forsikrede naboerne om, at hinduerne ikke har tænkt sig at køre med gummiged, når først templet er færdigt.

Midlertidig løsning
Men det tempel, hinduerne gik rundt om fredag, er - indrettet, som det er, på tre uger - en midlertidig løsning. De tre faldefærdige rundbuehaller, hvoraf den ene endnu er fyldt med gammelt ragelse, skal rives ned og gøre plads for et nyt tempelbyggeri. Projektet skal finansieres ved frivillige bidrag og ved hjælp af de lodsedler, som en kvinde går rundt og sælger.
Hele formiddagen strømmer det til med biler fra Danmark, Norge og Tyskland. Braunschweig, Hamburg, Berlin, kan man læse på de tyske nummerplader. Ved middagstid står mere end 100 biler parkeret på marken ved det nye tempel.
"Det, jeg godt kan lide, er, at der ikke er nogen, der holder prædiken og fortæller mig, hvordan jeg skal tro," siger Tharani Rajendram, der er kommet til Brande fra Gummersbach i Nordrhein-Westfalen.
Hun læser til bygningsingeniør, er vokset op i Tyskland og har gået i katolsk skole, selv om hendes forældre er hinduer. I dag betragter hun sig selv som både katolik og hindu.

Fri fortolkning
"Her i templet kan enhver foretage sin egen, fri fortolkning af religionen. Hinduer prøver aldrig at omvende andre. Hvis en hindu prøver at omvende dig, ved du, at der er noget galt. Så er der sikkert tale om en eller anden Hare Krishna-charlatan," siger hun.
Hjemme i Gummersbach har de hvert år et kilometerlangt optog rundt om det lokale tempel. Det sker midt i et boligområde og med tilsvarende høj musik, og politiet sørger for, at hinduerne kan bruge kørebanen til festoptoget.
"Det undrer mig lidt, at der har været problemer med at få lov at lave et religiøst optog her i Danmark. Det havde jeg egentlig ikke forventet," siger Tharani Rajendram.
Ceremonien i starter allerede fredag morgen og tager til i intensitet, efterhånden som flere kommer til, og højdepunktet - den festlige køretur rundt om templet - nærmer sig.
De første timer går med klargøring - aabishaham. Gudestatuetterne skal bades i mælk, honning og frugtsaft, og små, hvide stykker kamfer pakkes ud og gøres klar til afbrænding til gudindens ære.
Det meste af formiddagen spiller dygtige musikere - hentet fra Sri Lanka til lejligheden.

16 lamper
Præstinde Lalitha Sripalan, der er medium for gudinden Abirami, fører 16 forskellige lamper med brændende madolie og kamfer op og ned foran statuetterne af Abirami og hendes to sønner Ganesh og Murugan.
"Ohm," messer hinduerne og fører de samlede håndflader op over hovederne.
Efter Informations artikelserie om Hinduer på heden er de ellers noget oversete tamilske hinduer blevet genstand for intens medieopmærksomhed. TV-Avisen, TV 2-Nyhederne og TV 2 Midt-Vest har opdaget det eksotiske pust fra den store verden midt i Jylland og er troppet op med tunge kameraer og lange boomstænger. Men hinduceremonien fortsætter uanfægtet i sit eget tempo.
Klokken er knap halv et, da statuetten af gudinden - i en regn af kulørte kronblade - løftes ud af sit alter for langsomt at blive båret ud mod tempelvognen.
Et kvarter senere er hun ved at blive surret fast på vognen, mens hendes medium har travlt med at lægge små, grønne limefrugter under de fire store træhjul for at forebygge ulykker.

Gør jer klar
Efter yderligere et kvarters tid har hendes lille søn taget plads på vognen, og hun går ad en planke fra trappen over på tempelvognen, mens de omkringstående mumler:
"Aarokarah" - gør jer klar.
En ung mand har - kun iført gult lændeklæde og med en kokosnød i hænderne - trillet hele vejen inde fra templet. Og han fortsætter efter tempelvognen, mens den i sindigt tempo trækkes rundt om templet med talrige ophold. En lille gruppe kvinder følger også vognen og kaster sig ned for hvert skridt, så deres sarier bliver dækket af støv. Som den unge mand appellerer de om - eller takker for - Abiramis hjælp.
Da tempelvognen med Abirami og hendes medium har været en gang rundt om templet, går Lalitha Sripalan, der stadig sidder på tempelvognen, i gang med at velsigne de tallerkener med bananer og kokosnødder, som folk rækker op til hende. De velsignede frugter kan de glade hinduer så tage med hjem og stille på deres husalter et par dage, inden de spiser dem.
Tilbage til udvalgsformand Børge Jacobsen, der helst vil koncentrere sig om fremtiden.
"Når jeg ser det herude, er der ingen tvivl om, at tiden på Engtoften er forbi. Man bør have forståelse for, at det her ikke kan foregå i et villakvarter," siger Børge Jacobsen.
Han var i øvrigt den mand, der for fem år siden solgte huset på Engtoften til hinduerne. Men dengang havde han ikke forestillet sig, at hinduerne ville lave et årligt optog med så høj musik, siger han:
"Aktiviteterne omkring huset viste sig at have en større bredde, end nogen dengang havde tænkt på," siger Børge Jacobsen og vender blikket fremad:
"Det her skal vi nok finde en god løsning på," forudser han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her