Læsetid: 4 min.

Halleluja i Harlem

27. juli 2000

Præsten nærmest rappede, og flere gik i ekstase, da min kæreste og jeg var på søndagstur i Harlem

Ferieoplevelse
På det intense Manhattan skal man ikke rejse særlig langt for at møde det fremmede og blive en del af det. Der var ikke så langt fra vores hotel på Upper West Side til de sortes Harlem lige nord for, så vi skulle lige op og høre lidt gospel. Jeg kendte det lidt fra en U2-film og havde også engang været til en gospelkoncert i en kirke på Frederiksberg, men nu skulle vi prøve den ægte vare.
Allerede i kirkens entré var folk helt elektriske og sprang rundt imellem hinanden som gnister. Inde i salen overså vi turistbænkene med røde skilte ude i siden, så vi kom til at sidde midt i det hele, og opdagede, at vi her virkelig var kommet ud blandt lokalbefolkningen. De var sorte, og der var ingen undtagelser. Det er jo ikke fordi, de pr. definition er farlige, men så mange på én gang virkede overvældende. På det øvrige Manhattan er det som bekendt rimeligt blandet, og fuldstændigt lige meget, hvor man kommer fra. Alle verdensdele er repræsenterede. Her var vi for alvor fremmede. Men præsten bød os velkommen, hjertelig velkommen endda, velkommen til alle 'gæster', som han sagde. Vi skulle også vende os om og give hånd til vore nærmeste og til naboerne. Der var ikke lagt op til, at vi skulle sidde og gemme os eller bare kigge på, som vi var blevet så vant til som turister i kæmpebyen. Dette var ikke et show, men en fest, og vi var selvfølgelig inviterede. Vi var med, vi blev tilgivet og kunne godt begynde at slappe af.

Dunderprædiken og rap
Kirken var fyldt til bristepunktet, men det var også Palmesøndag, så der kom store palmeblade ind på fade i to rækker, meget harmonisk og ceremonielt ned igennem det hele. På samme måde kom der sølvskåle ind til indsamling af dollars, og folk hostede virkeligt op med nogle klejner her. Der var både 10- og 20-dollarssedler iblandt. Mammon var ikke holdt ude fra seancen, tværtimod en naturlig del af det hele, ligesom manden med tamburinen, det buldrende trommesæt i hjørnet, orglet og koret. Flere gik i ekstase og stod og rystede, mens præsten råbte PRAISE THE LORD, trommerne buldrede, og folk råbte begejstrede tilbage. James Browns kone var der også med en mikrofon og sang på et tidspunkt solo. Præsten sang også, når han holdt pause fra sin prædiken. Han nærmest rappede, sagde sætninger efterfulgt af et lille støn, mens han stod og vuggede i sin kappe. Det var en dunderprædiken, efterfulgt af rap, bifaldet af publikum, akkompagneret af et blidt, hengivent orgel. Martin Luther King kunne ikke have gjort det bedre. Han råbte: "Hvis du har en regning, du ikke kan betale, God will find a way"...

Halleluja
Folk var henrykte og forførte, opstemte og med. Samtidig virkede de meget taknemmelige. Nogle af dém, vi sad ved siden af, så ellers ikke ud til at være blandt Guds bedste børn. Hvem ved, hvad de havde lavet om natten, lørdag nat i Harlem? Sølvringe og dybe sår i huden. Kom de for at skrifte for deres synder? For at blive tilgivet? Langlemmede, velklædte i blå og sorte habitter, i jakkesæt og slips, og kvinderne i kjoler, røde, grønne, gule. Der var nogle ordentlige madammer imellem. Faktisk fik jeg et par bryster i nakken, da de hvidklædte hjælpere, der mest lignede veludrustede sygeplejersker, på et tidspunkt stod bag mig og klappede. HALLELUJA, lød det igennem salen. HALLELUJA, lød det igen og igen, og indimellem klappede vi forsigtigt med, mens vi skelede over på turistbænkene. Nej, de blege vidste ikke rigtigt, hvad de skulle gøre. Flere af dem var allerede gået. Vi prøvede at falde i ét med tapetet, og ingen kunne jo se, hvad vi følte og tænkte. Tre timer er længe på den måde, med den usikkerhed. De antropologiske analyser var overstået forlængst, og nu vidste man ikke rigtig, hvad man skulle stille op.

Tilbage til det kendte
Da vi kom ud i de øde gader, gik vi i rask tempo hen imod metroen. Der stod nogle lumske typer og kiggede på hjørnerne. Vi skulle tilbage til noget, vi kendte. Vi diskuterede:
"Hvad var de, baptister eller hvad?"
"Jeg ved det ikke. De kom i hvert fald ud med noget da."
"Ja, det må man sige. "
Der var flere, der var begyndt at græde, og folk hujede og skreg. Nu forstod vi bedre den sorte musiks herkomst, energien og entusiasmen. Måske har nogle af dem, der bliver stjerner, kendt til sådanne kirkefester og er vokset op med kirken som et samlende organ, et kæmpe kraftfelt, hvor der bliver sunget på livet løs og hentet håb? Guide-bogen fortalte, at kun 250.000 af de 1,7 millioner sorte i New York bor i Harlem. Det føltes som flere! Jeg ved ikke, hvilken religion de havde deroppe, men det var levende, etnisk, fremmedartet. De var troende med hele deres krop, ikke kun åndeligt eller sjæleligt. Så når jeg næste gang dukker op i en kirke, tror jeg lige, jeg medbringer en enkelt tamburin. Stiller mig op midt i det hele og råber med begejstring i stemmen: HALLELUJA, PRAISE THE LORD! Det gør de ovre i Harlem. Så hvorfor ikke på Nørrebro.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu