Læsetid: 5 min.

De hemmelige papirer

24. juli 2000

Jens-Peter Bonde går ikke af vejen for utraditionelle metoder. Men der er delte meninger om værdien af de dokumenter, som han gennem årene har bragt til offentlighedens kendskab

Jens-Peter Bonde fyldte ikke alverden, som han stod og knugede sin diktafon på gangen mellem to massive og aldeles udtryksløse tyske bodyguards uden for herretoilettet.
Stedet var det konferencecenter i Luxembourg, hvor EF's stats- og regeringschefer netop var blevet enige om Den Europæiske Fællesakt - i Danmark bedre kendt som EF-pakken. Det var allersidst på aftenen tirsdag den 3. december 1985.
"Hvad laver du?" spurgte en af denne artikels forfattere.
"Kohl er derinde," var alt, hvad Jens-Peter Bonde behøvede at svare, idet han nikkede mod toiletdøren.
Og da det bjerg af en mand, som på det tidspunkt var vesttysk forbundskansler, minuttet efter - effektivt afskærmet af sine livvagter - skred ud til den ventende limousine, var det med en nærgående Jens-Peter Bonde i hælene. Den danske europaparlamentariker strittede ivrigt med diktafonen, mens han på sit bedste Aabenraa-tysk stillede spørgsmål om udfaldet af EF-topmødet.
I de følgende nattetimer i en kontorbygning i Luxembourg havde Jens-Peter Bonde sit hyr med fra båndoptagelsen at udvinde andet end sværtforståelige kohlske gryntelyde, da han skulle udlægge topmøderesultatet for læserne af ugeavisen Notat. Han ville bruge Kohls svar som argumenter i Folkebevægelsen mod EF's kampagne mod EF-pakken, som hermed var i gang.

Dobbeltrolle
Episoden er karakteristisk for den dobbeltrolle, som parlamentarikeren Jens-Peter Bonde spillede de første mange år efter sit valg til Europaparlamentet i 1979. Hans aktiviteter begrænsede sig ikke til deltagelse i parlamentarisk arbejde i gængs forstand, men omfattede også - og i perioder især - fremskaffelse og offentliggørelse af fortrolige dokumenter om EF's unionsudvikling samt vedvarende tilstedeværelse i lobbyen i tæt kontakt med de danske journalister, når EF's ministerrådsmøder, regeringskonferencer eller topmøder for stats- og regeringschefer fandt sted. Jens-Peter Bondes dobbeltrolle forudsatte i mange tilfælde, at han optrådte som journalist - akkrediteret for Notat - og deltog i pressemøder, selv om han klogt holdt sig væk fra topmødernes danske pressebriefinger. Hvis Jens-Peter Bonde havde siddet på første række og stillet kritiske spørgsmål i kredsen af danske EF-korrespondenter, kunne ledende danske ministre let være blevet mindre meddelsomme.

Luskede rundt
Men ikke desto mindre kunne han vække irritation. I erindringsbogen Din egen dag er kort fra 1996 skildrer tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) Jens-Peter Bonde således:
"Under et topmøde i Dublin opdagede jeg ham pludselig inde på de gange, som var forbeholdt mødedeltagere og deres stab. Han var - viste det sig - kommet forbi sikkerhedsfolkene ved at vifte med sit identitetskort som EF-parlamentariker. Og han luskede nu rundt og opsnappede udkast til aftaletekster, som han forsynede danske journalister med for at opretholde indtrykket af, at der foregik noget skummelt. Jeg fik ham smidt ud omgående."
Konfronteret med citatet siger Jens-Peter Bonde:
"Jeg kan slet ikke erindre det. I min erindring har jeg kun været én gang bag de indre linjer under topmøderne, og det var i en officiel delegation, og jeg er aldrig blevet smidt ud. Uffes erindringer er i øvrigt fyldt med fejl, hvor han omtaler mig. Når jeg har haft fat i fortrolige dokumenter, har jeg altid fået dem på regulær vis."

Skræmmekampagner
Til Information siger Uffe Ellemann-Jensen:
"Jeg synes ikke, Bonde er en hæderlig politiker. Han vifter om sig med hemmelige rapporter og dokumenter som han bruger til skræmmekampagner. I 1986 blafrede han rundt med det ene hemmelige papir efter det andet. Men de rapporter og papirer havde jo ikke noget hold i virkeligheden."
En anden gammel modspiller er tidligere markedsminister Ivar Nørgaard (S). Han er i dag enig med Jens-Peter Bonde om at stemme nej ved euro-afstemningen 28. september og har i tilbageblik et mere positivt syn på Jens-Peter Bondes rolle som formidler af EF-dokumenter. Ofte var der tale om papirer, som udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen ikke ville give Folketingets Markedsudvalg, hvor Ivar Nørgaard i 1980'erne sad som Socialdemokratiets EF-ordfører:
"De fleste af papirerne fik jeg senere ad den reglementerede vej, men det var nyttigt for mig, at jeg kunne få dem tidligere gennem Jens-Peter Bonde. Og nogle gange fik jeg mere fra ham, end jeg fik ad den officielle vej," fortæller Ivar Nørgaard.
Han har ikke oplevet, at Jens-Peter Bonde havde manipuleret med de dokumenter, han fik:
"Han gav mig næsten revl og krat, så jeg kunne selv vurdere det. Det var ikke noget, der satte mig i forlegenhed," siger Ivar Nørgaard.
Flere journalister med kendskab til Bruxelles-miljøet peger på, at Ellemann-Jensen og hans embedsmænd i tiden omkring EF-pakken i 1985-86 indså, at det ikke var til deres fordel, hvis de konsekvent holdt alle dokumenter om EF's unionsudvikling tæt ind til kroppen. Det eneste, de opnåede, var, at Jens-Peter Bonde kunne udlevere de vigtige dokumenter til journalister og oppositionspolitikere - og at han fik lov at udlægge teksten.
Så fra omkring den regeringskonference, der netop var bragt til afslutning, da Jens-Peter Bonde stod og ventede uden for det skarpt bevogtede herretoilet, har det danske udenrigsministerium udvist større åbenhed over for Markedsudvalget (nu: Europaudvalget) og offentligheden. Og efter det danske nej i 1992 steg EF-systemets grad af åbenhed mærkbart, vurderer kilder med tæt føling med beslutningsprocessen i Bruxelles. Flere gør opmærksom på, at åbenheden til en vis grad har slået benene væk under en af Jens-Peter Bondes mest benyttede metoder.

Visse fremskridt
Jens-Peter Bonde erkender, at der sker fremskridt i åbenheden på visse områder. I dag får Folketingets Europaudvalg således dokumenter fra regeringskonferencerne om nye EU-traktater:
"Nogle fremskridt sker der, men så kommer der nye lag på, som ophæver virkningen af fremskridtene," siger han.
Det er ikke den større åbenhed, der afholder Jens-Peter Bonde fra fortsat at forsyne journalister med EU-dokumenter, som nogle forsøger at holde skjult, men snarere - siger han - at han ikke har tid, fordi han i dag har travlt med jobbet som formand for den 16 medlemmer store Gruppe for Demokratiernes og Mangfoldighedernes Europa i Europaparlamentet.
Heller ikke en af hans forbundsfæller i parlamentet, unionsmodstanderen Patricia McKenna fra det irske Grønne Parti, vil medgive, at EU er blevet mere åbent:
"Men propagandaen om, at EU er blevet mere åbent, har fungeret godt," siger hun.
Til gengæld mener Patricia McKenna, der har siddet i parlamentet siden 1994, "helt afgjort", at Jens-Peter Bonde kan tage æren for konkrete resultater, når det gælder øget åbenhed:
"I dag taler folk med mange forskellige politiske baggrunde om det demokratiske underskud og om behovet for øget åbenhed. Men der var engang, da den eneste, der talte om det, var Bonde," siger Patricia McKenna.

*Dette er den anden artikel i en serie om EU-parlamentarikeren Jens-Peter Bonde. Den første blev bragt fredag. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her