Læsetid: 2 min.

Den højere retfærdighed og Onslow

1. juli 2000

Radio og tv

Højere magter skaffede Italien i finalen mod Frankrig, de blå mod de blå. På skærmen kan man ikke se linjevogterne, men man kan til gengæld se alt muligt andet i slow og, når det skal være, ultra-slow. En første halvleg mellem Italien og Holland, hvor italienerne efter en udvisning, der med garanti ikke ville være blevet effektueret i Italien, spillede ti mod tolv, fordi dommeren i den grad holdt med hollænderne, at anfører Maldini til sidst begyndte at lave knitrende fingerfagter omkring øjnene for ligesom hårfint at antyde noget bagved liggende økonomisk.
Det indbragte ham en advarsel, som han uden tvivl var stolt af.

Italien vandt på det flotteste forsvarsspil, man længe har set, men det er jo ikke hvad spillets mange dumme fans sidder og glor efter. De vil have mål,
GOOOOOOOOOOOL!
Vi andre vil bare have bold, og det fik vi. Også i den anden semifinale mellem Portugal og Frankrig, afgjort på et tvivlsomt straffespark fem minutter før tid i de ekstra 30 minutter. Portugiserne ville slå linjevogteren ihjel, og det forstår man da godt. Selvfølgelig må man ikke, det siger også sig selv. men den helt højere retfærdighed ville have givet en finale mellem Portugal og Italien, og det kunne være blevet alle tiders kamp.
Den der for alvor satte de to såkaldte systemer op mod hinanden, og den der stod skrevet på fodboldhimlen med kanonslag. Men helt sådan gik det ikke.
Sådan og sådan... Sådan er fodbold, sagde den portugisiske træner efter kampen på skærmen. Bosse har ikke kæmpet forgæves, og de to gange 0-3 mod Holland og Frankrig ser ligesom ud af lidt mere nu, hvor semifinalerne er afviklet. Fiasko,
klap i!

Og forleden var det så oven i købet Onslows fødselsdag. Han sad med hunden på skødet foran skærmen, sådan som vi sad foran den og så ham sidde. Vores Hyacinth var heller ikke begejstret. Men hun fik da arrangeret et cocktailparty, før Roses nye tilbeder kom kørende med sin ligvogn efter hende og Richard. Og obersten var med.
Han var pisse glad for den opringning. "Jamen er det ikke følhoppen, der hedder spand, men udtales buket," sagde han. Og den manisk liderligt gnækkende veteran fra Montgomerys felttog lagde sit hestefjæs i hooliganfolder til lejligheden. Den slags engelsk humor har hærget os siden Anden Verdenskrig sluttede. Vi holder af den, fordi den minder om os selv, sådan som vi tror, vi er, fordi det var den, der vandt krigen.
Men den er ikke forbi. Den er tvært imod svuppet baglæns til rent ud sagt Shakespeareske former, som vi kunne se gennem håndholdt kamera, da BBC fulgte en gruppe af de krigere, der følger det engelske fodboldlandshold allevegne, også til Holland og Belgien.
"Vi bøjer os ikke for IRA," sang de. Og tilføjede:
"Hvis det ikke havde været for os, var I allesammen tyskere!"
Krauts, altså. Det er også ham Fritz! Både englænderne og tyskerne gik på røven i den indledende runde.
Heldigvis. Fodbolden vandt i sidste ende, selv over dommerne - næsten.
"Nice," siger Onslow.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her