Læsetid: 3 min.

Hvem vil fange Karadzic?

15. juli 2000

Verdens mest eftersøgte krigsforbryder - Radovan Karadzic - har nu været på fri fod i fem år og det forpester fredsprocessen, siger FN-chef i Bosnien

Krigsforbrydelser
SARAJEVO - "Der mangler vilje i hovedstæderne til at anholde Radovan Karadzic. Udenrigsministrene bør træde sammen og sige til NATO: Vi vil have det gjort," siger FN's chef i Bosnien, amerikaneren Jacques Klein.
I denne måned er det fem år siden, den tidligere leder af serberne i Bosnien, Radovan Karadzic, blev sigtet første gang af krigsforbryderdomstolen.
I dette interview appellerer Jacques Klein indtrængende til de vestlige lande om at anholde Karadzic. "Det er pinligt for os alle sammen. Han skulle være hentet for længe siden. Det er vestlig impotens over for det onde," siger Jacques Klein.
Klein mener, at Radovan Karadzic stadig har politisk indflydelse og bruger den til at forpeste klimaet i Bosnien. "Han sender beskeder til serbiske ledere i Bosnien," siger Klein. Radovan Karadzic trak sig officielt tilbage fra al offentligt liv i 1996.
Også andre iagttagere i Sarajevo mener, at Karadzic stadig udøver politisk indflydelse. Nogle mener, at han kun har indirekte indflydelse, og det sker ved blot at være på fri fod.
Klein mener, at Karadzic har en skadelig indflydelse.
"De yderligtgående serbere bliver styrket af, at han er på fri fod. Og de moderate serbere bliver bange, når det internationale samfund ikke tør anholde ham. De tror, at de yderligtgående måske en dag får magten igen."
"Karadzic er en giftsky, der hænger over alt, hvad vi gør. Hvad betyder alt det, vi gør, som for eksempel at banke en grundlov sammen eller tegne et nyt flag for dem, når en stor krigsforbryder som ham er på fri fod," siger Klein.

Giv mig 500 soldater
Karadzic menes at befinde sig et sted i det sydøstlige Bosnien, som er en del af den serbiske republik i Bosnien.
"Han er i den østlige del af den serbiske republik," siger Jacques Klein med stor overbevisning.
"Vores ansatte ser ham en gang imellem. Han rejser en del rundt."
Klein leder som FN-chef 1.600 internationale politibetjente og deres lokalt ansatte. De er ubevæbnede, og de skal uddanne og overvåge det lokale politi.
Det lokale politi skal i princippet sørge for at anholde sigtede krigsforbrydere, men det er endnu aldrig sket i den serbiske del af Bosnien.
"Vi i FN har desværre ikke noget mandat til at udøve magt, men jeg ville ønske, vi havde. Giv mig 500 soldater, og jeg skal hurtigt anholde Karadzic," siger Klein, der er tidligere amerikansk general.
Jacques Klein anholdt som FN-chef i Østslavonien i juni 1997 den første sigtede krigsforbryder på Balkan, nemlig byen Vukovars tidligere serbiske borgmester Slavko Dokmanovic.
Klein mener, at det blandt andet af moralske grunde er nødvendigt at anholde Karadzic.
"Først når vi får dømt de skyldige, bliver de uskyldige frikendt. I dag dømmer vi en hel etnisk gruppe," siger Klein og hentyder til serberne i Bosnien.
"Der er flere krigsforbrydere derude, end vi nogensinde kan retsforfølge, men vi bør i det mindste få fat på lederne. Ellers sender vi det signal til alle ledere rundt om på Jorden, at de kan planlægge og slippe af sted med massemord, hvis de gemmer sig længe nok bagefter."
"Man er bange for, at Karadzic bliver dræbt under en aktion, eller at nogle NATO-soldater skal blive dræbt, eller at der kommer uro i den serbiske republik, hvis Karadzic bliver anholdt. Men det er alt sammen ingen undskyldning for at lade ham gå frit rundt," siger Klein.

Han må være nervøs
Jacques Klein mener i øvrigt, at Karadzic er i fare.
"Han er allerede fange. Han må være en meget nervøs mand. Og han er i stor fare fra sin egen side. Mange folk i Serbien er meget bekymret for, om Karadzic kommer for retten og røber noget om dem."
"Jeg opfordrer Karadzic til at overgive sig nu. Vi kan mødes hvor som helst, hvis han vil overgive sig. Jeg kan sørge for transport til Haag, og jeg garanterer for hans sikkerhed," siger Klein.
- Men hvorfor har NATO-landene ikke anholdt ham?
"Måske vil de ikke have ham til at tale. Måske ved han for meget."
- Om forhandlinger mellem Vesten og de serbiske ledere?
"Hvem ved. Jeg spekulerer."
- Er amerikanerne virkelig interesseret i at anholde Karadzic?
"Der er nok andre regeringer end den amerikanske, som ikke vil have, at han taler, men det vil jeg ikke spekulere i. Spørg amerikanerne, om de virkelig er interesseret i at anholde ham."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu