Læsetid: 9 min.

'Iblandt findes der for meget historie'

1. juli 2000

"Mennesket skal hele tiden tage stilling til det gode og det onde. Det er jo ved at vælge, at vi bliver mennesker. Man kunne jo have sagt nej til Hitler, man kan sige nej til nazismen," siger professor i historie på Lunds Universitet, Eva Österberg.
Omme bag domkirken i en gade, som fører op til biblioteket ligger den 'Historiska institutionen'. Den ser ikke ud af meget, blot et lille skilt og to trin op, og man går ind i noget, der ligner et helt almindeligt gadehus i tre etager. Gule mursten i en stille gade og folk, der sporadisk passerer forbi. Men huset rummer faktisk et institut, som igennem årtier har produceret internationalt anerkendt forskning, og som inden for humaniora er et flagskib på universitetet med en stor stab af forskerstuderende, flere forskningsprojekter på ekstern finansiering og det bedste output på færdige afhandlinger.
I dette hus sidder den ene af Sveriges to kvindelige professorer i historie. Hun hedder Eva Österberg, er middelalderforsker, kulturhistoriker og specialist i kvindestudier. Som historiker har hun været igennem det meste. Fra 1960'ernes socialhistoriske gennembrud, hvor fortiden blev vendt på hovedet og nye aktører som kvinder og arbejdere kom til over marxismen og den historiske materialisme til 1990'ernes postmodernisme og diskursanalytiske strømninger, hvor ikke mindst kønnet blev sat i fokus.
I dag er hendes faglige ståsted en stor tro på det enkelte menneskes betydning for historien og en videnskabelig praksis, der, som hun siger på svensk, "krånglar till". Historikerne skal forkludre billedet af fortiden og stille nye spørgsmål, også selvom det giver en risiko for, at historie som fag kommer til at fremvise et fragmenteret billede af fortiden, der ikke længere er spundet op omkring nationens eller magthavernes historie:
"Siden 1960'erne er det som om, vi som historikere har fået et kamera med vidvinkel på, så det historiske landskab er blevet større. Før var kameraet kun indrettet mod træet i midten, mod konger, krig og politik, men der er sket en udvidelse af perspektivet, så vi nu også ser himlen, ukrudtet og buskene. Det handler ikke bare om de her centrale træer, men også om kvinder og børn, om arbejdere og piger, om kulturelle mønstre og om mentaliteter. Som professionelle historikere er det vores opgave fremfor alt at problematisere og kritisere dette landskab. Der findes jo dem, der genfortæller historien, heriblandt journalister, men det, der giver mit liv som historieprofessor spænding, er at vende tingene på hovedet og se det hele på en ny måde."

Historiens nytte
At se det hele på en ny måde er bl.a. at begive sig ind i den verden, som 1600-tallets kvinder levede i sådan, som Eva Österberg har været med til i bogen Kvinner i stormaktstidens Sverige. Jämmerdal och fröjdesdal. Det er f.eks. at vise, at der fandtes en kærlighedsdiskurs i 1600-tallet, hvor folk ræsonnerede i stabile relationer, som byggede på forelskelse allerede dengang. Det er også at vise, hvordan forholdet mellem magten og almindelige mennesker var, eller hvordan folk oplevede store historiske begivenheder som krig. På den måde bliver historie til andet end en videnskab, der skal legitimere et bestemt samfundssyn eller en bestemt magtrelation. Den bliver til en grundlæggende indsigt i menneskers vilkår og tilværelse generelt, og lægger sig således som videnskab tæt op ad filosofien og psykologien, hvor det er selve indsigten i betingelserne for menneskets liv, deres valg og fravalg, der er historiens egentlige nytte. At man via fortiden bliver bevidst om menneskets grundlæggende vilkår.
"På et lidt dybere eksistentielt og etisk niveau kan man have nytte af den indsigt, som studiet af andre perioder giver. Man kigger jo efter, hvordan mennesker har skabt ordning i deres tilværelse. Hvordan de har lavet modeller for at overleve, hvordan de har set på ting, som også for os er fundamentale. Kærlighed, ægteskab, venskab osv. Historien giver derfor frem for alt et kritsk og selvkritisk repertoire. Den giver jo både en følelse af nærhed og afstand, og sammen kan det give en slags kritisk belysning af vor egen tid og den ældre tid. I denne pendling mellem kritikken, selvkritikken og indsigten i, hvordan mennesker håndterer deres eksistentielle situationer, ligger historiens nytte. Det kan lyde vagt, men jeg tror, at det er sådan."

Det gode og det onde
Inspirationen til dette historiesyn fornægter sig ikke. Det er eksistentialistisk og bygger på Jean Paul Sartres tanker om, at mennesket bliver menneske gennem at vælge. Tanken fører Österberg tilbage til Augustin, der betragtede tilværelsen som en kamp mellem det gode og det onde. I denne kamp skal mennesket hele tiden tage stilling til, hvad der er godt og ondt. Og det er her, historiens nytte ligger; i selve valget mellem det gode og det onde:
"Man kunne jo have sagt nej til Hitler, man kan jo sige nej til nazismen. Det er at være humanist, at tro på, at det også spiller en rolle at være menneske. I den tiltro til mennesket kan der jo også ligge en tro på andre mennesker, som har betydning for mødet med andre kulturer. Globaliseringen har jo et vældig kulturelt træk. Der ligger et kulturmøde i globaliseringen. Og derfor har kulturforskningen en vigtig funktion. Den hjælper os til at møde andre kulturer eller endda fungere parallelt med dem samtidig med, at vi er kulturelt forankret. Interessen for det her spørgsmål er meget stærk for tiden, og det er ud fra erkendelsen af, hvilken enorm sprængkraft der ligger i globaliseringen. Når vi pludselig kommer tæt på hinanden, hvordan skal vi da kommunikere? Hvordan skal vi tolere dem, som er anderledes og endda tro på en global dialog? Her er kulturforskningen og historien meget vigtig."

Glem fortiden
Men den direkte brug af historien tror Österberg imidlertid ikke på. På det punkt har den europæiske historie haft for mange dårlige erfaringer. Både diskussionen om Holocaust og det gamle sovjetvælde gør, at de fleste historikere er meget distancerede over for en sådan brug af historien. Mange mener endda, at historikerne er så kritiske, postmoderne og fragmenterede, at de ikke tør tro på nogen samlet historie, men det er nok at drive det for langt, siger Österberg.
"Nietzsche har skrevet et lille skrift om anvendelse af historien, hvor han taler om den antikvariske, den monumentalistiske og den kritiske brug af historien. I samme bog taler han også om behovet for at glemme historien. Han taler om, at intet menneskeligt kan blive friskt andet end gennem en horisont. Såvel individer som grupper og nationer skal gå videre og lægge tingene bag sig. De skal begrænse synsfeltet. Zygmunt Bauman taler om det trauma, det er at leve i en verden, der hele tiden skal mindes Holocaust. Iblandt kan der faktisk findes for meget historie, f.eks. når de fører krig i Irland ud fra gamle historiske modsætninger eller i det tidligere Jugoslavien, hvor krigen begyndte som følge af gamle traditionelle modsætninger. De burde gå videre og se fremad."
"Anvender man historien på en monumentalistisk facon for at bekræfte sig selv og sin nation, bliver historien til en krigerisk kundskab, der ikke letter fremtidens møde med andre kulturer. Men formår man at anvende historien som en kritisk indsigt i, hvor forsigtig man bør være med livet og med andre, kan en øget historiekundskab være nyttig, når man skal møde andre kulturer."

Kritikken af det moderne
Forsigtigheden over for den nationalistiske brug af historien hænger også sammen med en generel kritik af nationalstatens epoke og dermed også af det moderne projekt. På den 'Historiska institutionen' forsker de fleste yngre historikere i 18- og 1900-tallet. Det gælder bl.a. et større forskningsprojekt om den kolde krig, der undersøger koldkrigsbalancens politiske kultur, som den kom til udtryk i skønlitteraturen, film og populærvidenskabelige tidsskrifter. Politikken er på den måde kommet tilbage i forskningen, men som politisk kultur der udvider det traditionelle politikbegreb til også at omfatte de former, politikken må antage for at opnå legitimitet. Politik er ikke bare rigsdagen, men medier, populærkultur, karisma og offentlig debat. Denne store interesse for den moderne tid er en konsekvens af de sidste 10 til 20 års kulturdebat, mener Eva Österberg. Det moderne projekt er langsomt ved at blive pillet ned.
"Selvom vi var kritiske i 1960'erne, troede vi grundlæggende på det politiske system. Vi troede også på, at 'folkhemmet' kunne fortsætte. Hvis bare vi fik en anden regering, kunne den moderne samfundsbygning fortsætte. Den postmoderne kritik, der opstod i 1980'erne, er helt anderledes pessimistik. Ingen tror jo længere, at man kan planlægge sig til et bedre samfund, og det troede vi faktisk dengang. Men det skaber også en stor usikkerhed over for fremtiden, for hvilken vej skal vi nu gå, lille Danmark og lille Sverige? Hvordan skal vores samfundsmodeller klare sig i en globaliseret verden?"
"På det punkt har vi som historikere endnu ikke taget imod den store udfordring, der ligger i globaliseringen. De fleste beskæftiger sig jo stadig med national historie, så foreløbig har globaliseringen mest øget vores ydmyghed i forhold til, hvor lille en rolle Europa har spillet i historien. Men det burde lede til, at vi som historikere er med til at undersøge, hvad det på sigt kommer til at betyde for menneskerne. Og der kan man jo bygge på den historiske erfaring, som man har fra 15-1600-tallet, hvor verdenshandlen begyndte at tage form, også selvom det er en pessimistisk lærdom. I sådanne globale processer opstår der nemlig vældig let en magtrelation, hvor nogle få sætter sig på og udnytter andre. Det er nemlig meget svært at få globale systemer til at fungere på en retfærdig måde. Og derfor vil vi fremover både inden for humaniora og samfundsvidenskab se den slags problemstillinger blive taget op, hvor man stiller spørgsmål til den globale retfærdighed."
"Jeg er også ganske urolig for det magtaspekt, som der ligger i globaliseringen. Jeg kan være bange for, at det nye IT-samfund gør de sociale uligheder permanente. De bliver ikke værre, men vi kommer ikke til at ophæve dem, og her er jeg ikke længere så optimistisk," siger Eva Österberg, der sidder med i den styrelse, som til august afholder verdenskongres for 5.000 historikere i Oslo, hvor hovedemnerne er historie i globalt perspektiv, historieforskningen i det 21. århundrede og den politiske og ideologiske brug af historieforskningen.

Fakta - Eva Österberg
professor i historie ved Lunds Universitet siden 1987, disputerede i 1971 med afhandlingen Gränsby under krig om den Nordiske Syvårskrig (1563-70), var professor på Uppsala Universitet fra 1983 til 1987. Kom til Lund i 1971 og læste under professor Birgitta Odén, i hvis stol hun nu sidder. Har bl.a. udgivet Kvinnor i stormaktstidens Sverige. Jämmerdal och Fröjdesdal, Atlantis 1997 og Folk Förr. Historiska Essäer, Atlantis 1995. Begge bøger har opnået stor opmærksomhed også uden for faghistoriske kredse. Modtog fornylig 'Rettigska priset' for sin "omfattende og nydannede forskning inden for historievidenskaben". Har været redaktør og medforfatter på flere bøger og udgiver i år bogen People meet the law om forandringer i kriminalitet og retssystem siden reformation lavet i samarbejde med en gruppe nordiske forskere, heriblandt den danske retshistoriker Ditlev Tamm.

Fakta - De kloge i Lund
Over Øresund og en togtur på 15 minutter fra Malmö ligger et af Sveriges største og ældste universiteter, Lunds Universitet. Det er grundlagt i 1666, otte år efter at Sverige havde tilbageerobret Skåne og det, som dengang var senmiddelalderens åndelige hovedstad, bispesædet Lund. Her er næsten 6.000 ansatte, hvoraf 1.500 er professorer eller folk med en doktorgrad, og 34.000 studerende.
Selve universitetet ligger over hele byen. Det er som et Skandinaviens Oxford, hvor alt er universitet og lærdom og unge mennesker, der går rundt med bøger under armen.
Fra stationen bevæger man sig gennem byen til selve universitetet, der ligger omkring domkirken og den gamle hovedbygning. Alt er stateligt og pakket ind i høje grønne træer og blade. Op mod universitetsbiblioteket ligger lazaratet, der nu huser fag som sociologi og statsvidenskab. Og i den gamle professorstad, hvor kun få professorer i dag har råd til at bo, ligger blandt andet den etnologiske institution i tre hvide villaer med grønne vinduesrammer og jasminer, der vælter ud over stakitterne.
Her kan man læse alt fra socialantropologi til nye medier. Universitetet har en stærk faglig profil ikke mindst inden for de humanistiske fag. Information har talt med nogle af de forskere, der arbejder i Lund. Vi har talt med dem om deres fag og forskning, om Europa lige nu og om kulturmøder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her