Læsetid: 2 min.

Imamer for døve

26. juli 2000

Tegnsprog er på vej ind i Egyptens moskeer

FORMAT - SOMMERTILLÆG

Alt er tilsyneladende ved det gamle i Sayeda Zeinab moskeen i det centrale Cairo, kan man læse i det egyptiske dagblad Al Ahram. Men en nyskabelse er ved at revolutionere tilværelsen for et stort antal moskegængere, for hvem imamen indtil nu har talt for døve ører.
Ved den store middagsbøn for et par fredage siden tog en døveskolelærer opstilling ved siden af imamen og gengav dennes prædiken i tegnsprog for hørehæmmede. Den skelsættende gudstjeneste, som blev transmitteret i egyptisk tv og senere blev sendt på 12 udenlandske tv-kanaler, bliver beskrevet som en stor succes, og tegnsproget bliver efter alt at dømme en fast bestanddel i Sayeda Zeinab. To andre Cairo-moskeer har allerede vist interesse for at indføre en lignende ordning, og viser de første eksperimenter sig langtidsholdbare, er der udsigt til, at tegnsprog indføres i et flertal af Egyptens mange moskeer.
"Regeringen søger at imødekomme alle borgeres behov," udtaler Mahmoud Hamdi Zaqzouq fra ministeriet for religiøse stiftelser til Al Ahram.

Vejen til gud
Nyskabelsen er blevet sat i værk på initiativ af Organisationen for Handicappede Egypteres Rettigheder, som varetager syv millioner borgeres interesser.
"Det er vigtigt, at døvstumme kender vejen til Gud," siger organisationens formand Ahmed Younis, som i øvrigt selv er blind. Han oplyser, at to millioner egyptere er døve eller stærkt hørehæmmede.
Imam Sheikh Ibrahim Galhoums prædiken blev første gang tolket af Alaaeddin el Sayed, som er lærer ved døvstummeskolen Håbet (Al Amal) i den egyptiske hovedstad.
"Jeg var så spændt og glad, at jeg i to nætter inden jeg skulle tolke gudstjenesten ikke kunne falde i søvn," fortæller han. "Og den begejstring, jeg så på de døvstummes ansigter gjorde mig endnu gladere!"
Ministeriet for religiøse stiftelser er i færd med at analysere resultaterne fra de tre første moskeer, og forventes snart at give grønt lys for at udbrede den gode idé yderligere. Og i den religiøse tolerances navn overvejer man også at lade døvstumme i de koptiske kirker nyde godt af ordningen.
Det regeringstro Al Ahram spekulerer imidlertid ikke i, om regeringen har til hensigt at bruge ordningen til at tøjle fundamentalistiske imamer og andre uregerlige religiøse stemmer, som man frygter kan true statens stabilitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her