Analyse
Læsetid: 5 min.

Ingen udvej

13. juli 2000

Yasser Arafat fastholder, at han ikke vil give indrømmelser i Camp David. Men måske er det galt, lige meget hvad han gør

Da Yasser Arafat ankom til den amerikanske præsidents landsted Camp David for at indlede de forhandlinger, der måske er de mest afgørende i hans liv, havde han to indbyrdes modstridende sæt af forventninger med i bagagen.
På den ene side er der det mandat, han i sidste uge fik fra PLO's Centralråds møde i Gaza. Det bemyndiger ham til - med eller uden Israels velsignelse - at udråbe en palæstinensisk stat, når Oslo-aftalens overgangsperiode udløber den 13. september.
Men derudover stadfæstede rådet det, der i 12 år har været den palæstinensiske konsensus om en retfærdig løsning på konflikten med israelerne:
Israel skal trække sig tilbage til grænserne fra før 1967; Østjerusalem skal være hovedstaden i en fremtidig palæstinensisk stat; de jødiske bosættelser skal fjernes fra de besatte områder; og de palæstinensiske flygtninge skal have ret til at vende tilbage til deres hjem i det tidligere britiske mandatområde, som nu er staten Israel.
På den anden side er der tillidskrisen mellem Arafats Palæstinsiske Selvstyremyndighed (PA) og de næsten tre millioner palæstinensere på Vestbredden og i Gaza.
Ifølge en meningsmåling, der blev offentliggjort i sidste uge - lige før præsident Bill Clinton indkaldte til topmødet i Camp David - har Arafat nu kun tilslutning fra 32 procent. Blandt de palæstinensere, der lever i andre lande, er tallet formentlig endnu lavere.
45 procent tvivler på, at han ville holde sig til Centralrådets 'røde linjer' i de endelige forhandlinger med Israel, og hele 60 procent regner ikke med, at en eventuel aftale vil føre til varig fred.
En af grundene til denne enorme mistilid er den desillusion, som Arafats autokratiske ledelse af de palæstinensiske selvstyreområder har fremkaldt.
Dertil kommer så frygten for, at han ikke kan modstå det pres, han er ude for i Camp David - især fordi både Clinton og den israelske ministerpræsident Ehud Barak har stærke indenrigspolitiske incitamenter til at skele mere til deres egne interesser end det palæstinensiske folks.

Arafat er naturligvis klar over, at han må efterleve Centralrådets mandat, hvis han vil gøre sig håb om at genvinde sit folks tilllid. Derfor har han da også i de seneste dage fortalt alle - lige fra saudi-arabiske dagblade til det afrikanske topmøde i Lomé - at han ikke vil "gøre indrømmelser" i Camp David.
Paradokset er så, at hvis han står fast, bliver der ingen aftale, fordi Israel afviser alle betingelserne. Med andre ord er det lige meget, hvad Arafat gør, så vil det være forkert. Er der en udvej ud af dette dilemma?
Han kan naturligvis vælge at tage Centralrådet på ordet og udråbe en stat i hele det besatte område den 13. september. Det har oppositionelle i PLO længe talt for. De mener, at det er nødvendigt at fremkalde en krise - om ikke for andet så for at frigøre palæstinenserne fra Oslo-processens snærende bånd.
Mindre officielt siger visse kredse inden for Arafats egen bevægelse, Al Fatah, at der må en ny 'konfrontation' til for at få verden til at gribe ind på den svage parts side - dvs. tvinge israelerne til at drøfte de spørgsmål, som palæstinenserne ikke har formået at sætte på dagsordenen i de syv år, forhandlingerne har varet.

Men det er at spille højt spil. Barak har allerede ladet forstå, at israelerne ikke vil se passivt til, hvis palæstinenserne ensidigt udråber en selvstændig stat. I det tilfælde vil de omgående annektere de områder med mange jødiske bosættelser, som de håber at bevare i en endelig aftale, samt oprette en militær sikkerhedszone i Jordan-dalen.
Også amerikanerne har udtalt sig imod enhver form for unilateral aktion, "herunder udråbelsen af en stat".
Der er heller ikke meget, der tyder på, at EU vil rykke ud med en anerkendelse så hurtigt, som Arafat håber på. EU har ganske vist fastslået, at palæstinenserne har en "ubetinget" ret til selvsbestemmelse, men ingen af medlemslandene har offentligt erklæret, at de vil anerkende en ensidigt udråbt stat - især ikke, så længe Arbejderpartiet er ved magten i Israel.
Et skridt, der indbyder til israelsk gengældelse, amerikansk modstand og europæisk vaklen, er næppe et tillokkende perspektiv for den palæstinensiske leder, uanset om det måske vil skaffe ham anerkendelse i fora som Den Afrikanske Enhedsorganisation (OAU).
Det samme gælder en militær konfrontation, især hvis den indebærer israelsk annektering af store områder af Vestbredden.
Under disse omstændigheder kan man godt forestille sig, at Arafat vil gå efter endnu en midlertidig aftale.
Selv om den officielle palæstinensiske holdning er at afvise en ny overgangsordning, er et sådant resultat faktisk blevet drøftet og offentligt luftet af Barak som et muligt kompromis.
Ifølge en palæstinensisk kilde tæt på forhandlingerne er en såkaldt 'vertikal aftale' en af de modeller, der er blevet fremlagt. Den går ud på, at Israel anerkender en palæstinensisk stat, mens palæstinenserne opretholder sikkerhedssamarbejdet med Israel. Til gengæld skal alle de afgørende spørgsmål udsættes til en anden gang og nye forhandlinger.
Det er let at se fristelsen ved et sådant kompromis - i hvert fald for lederne. Det vil gøre det muligt for Arafat at nå et af sine mål, uden at han officielt overskrider nogen af de palæstinensiske 'røde linjer'. Det er meget vigtigt for ham, siger kilden.
Barak vil få et indenrigspolitisk pusterum, eftersom de fleste israelere går meget op i spørgsmålet om sikkerhed, men er relativt afslappede over for tanken om en palæstinensisk stat. Og Clinton vil sikre sig noget, der minder om en fredsaftale, inden det amerikanske præsidentvalg til november.

Men palæstinenserne vil naturligvis ikke være særlig imponerede. Uanset hvor meget formel suverænitet, de bliver udstyret med, vil de være borgere i en 'stat', hvor jord, ressourcer og grænser kontrolleres af Israel.
Flygtningene - såvel i de besatte områder som i andre lande - kan ikke undgå at opfatte en ny udsættelse som en faktisk opgivelse af deres krav.
Dalal Salameh er et ledende medlem af Al Fatah og valgt ind i Det Palæstinensiske Lovgivende Råd (parlament). Men hun er også flygtning og kategorisk modstander af enhver form for palæstinensisk statsdannelse - medmindre hun får ret til vende tilbage til sin landsby i nærheden af Tel Aviv.
"En ny overgangsordning vil betyde, at flygtningene kommer i anden række efter spørgsmålene om jord, grænser og vand," siger hun. "Og de forhandlinger kan trække ud i årevis."
Det er denne blanding af håb og realiteter, Arafat må balancere imellem i Camp David.

Graham Usher er britisk journalist og kommentator, bosat i Israel.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her