Læsetid: 3 min.

Ja-politikerne er for defensive

12. juli 2000

Håndværksrådet kritiserer ja-partierne

Politikerne fra de store partier er for defensive, og de risikerer at tabe euro-afstemningen, hvis de ikke bliver mere modige og tør tale om det politiske projekt, som euroen er en del af.
Det siger Håndværksrådets administrerende direktør, Lars Jørgen Nielsen. Og han lægger dermed stemme til den del af det danske erhvervsliv, der i stigende grad frygter, at vælgerne afviser dansk tilslutning til ØMU'en ved folkesafstemningen til september.
Lars Jørgen Nielsen udtaler sig blandt andet på baggrund af den meningsmåling, som Greens Analyseinstitut offentliggjorde i Børsen i sidste uge. Målingen viste, at 50 procent af danskerne siger nej til euroen, mens kun 43 procent siger ja. Det får Lars Jørgen Nielsen til at fastslå, at politikerne nu må begynde at fortælle vælgerne sandheden om ØMU'en, nemlig at den er et politisk projekt, ikke et økonomisk.
"I erhvervslivet har vi sagt til politikerne: I bliver nødt til at droppe alle jeres prædikener om de økonomiske fordele ved at sige ja til euroen," siger han.
"Det gider folk alligevel ikke at høre på. Og det er jo heller ikke sikkert, at de økonomiske fordele ved et ØMU-medlemsskab umiddelbart bliver særligt store."
Lars Jørgen Nielsen henviser i den forbindelse til den ØMU-rapport, som Rådet for Europæisk Politik sendte på gaden i sidste uge.
"Den lå nogenlunde på linje med den rapport, som de økonomiske vismænd tidligere har udsendt. De siger begge, at der kun er få og usikre økonomiske fordele ved at tilslutte sig euroen. Og man får altså ikke folk til at sige ja ved at love dem, at renten falder med en procent. Nu må det stå klart, at ØMU'en ikke skal sælges på økonomiske argumenter. Den skal sælges på den politiske vision, som den er en del af."

Spørg befolkningen
Både holdningsmæssigt og af hensyn til erhvervslivet håber Lars Jørgen Nielsen på et ja ved euro-afstemningen til september. Han fortæller, at en tilslutning til ØMU'en vil åbne nye markeder for dansk erhvervsliv.
"Men jeg synes også, at det er vigtigt, at vi siger ja, fordi vi dermed er med til at udvikle et af de redskaber, der skal klinke Europa sammen igen og få de østeuropæiske lande med ind i sammenholdet," siger han.
"Og jeg mener, at politikerne burde være modige nok til at fremlægge de politiske visioner, som de har for Europa - og som ØMU'en er en del af. De burde stille danskerne følgende spørgsmål: Skal Danmark være en nation af indadvendte, navlebeskuende folk - eller skal vi tage del i resten af verden? Hvis de spurgte sådan, så er jeg sikker på, at de ville få et ja ved afstemningen. Men det tør de måske ikke."
Charlotte Antonsen, Venstres EU-ordfører, afviser Lars Jørgen Nielsens kritik. Hun mener ikke, at ja-partierne er bange for at diskutere deres politiske visioner for Europa.
Men det er ikke det, som folkeafstemningen handler om.
"Det er klart, at ØMU'en er en del af en politisk udvikling, som det er væsentligt at tale om," siger hun. "Men det er altså euroen, som vi skal stemme om. Vi skal ikke bede vælgerne om at tage stilling til en eller anden diffus vision for, hvordan det vil gå i Europa om 20 år."
For Charlotte Antonsen og Venstre drejer det sig om at få den offentlige debat til at dreje sig om dette ene spørgsmål: Skal Danmark tilslutte sig euroen? Hvis debatten kommer til at dreje sig om alt muligt andet, så frygter de at tabe til september.
"Vi ved fra afstemningen om Maastricht-traktaten, at folks væsentligste grund til at stemme nej var, at de var usikre på, hvad traktaten ville føre til," siger hun.
"De var bange for, at hvis de sagde ja, hvis de ryge ud på en glidebane imod uselvstændighed. Derfor er det vigtigt at vælgerne forstår, at vi kun stemmer om euroen " ikke om noget andet."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu