Læsetid: 2 min.

JAZZ

25. juli 2000

Larsens kup
*På den seneste plade med Radioens Big Band viser orkestrets administrative chef, Peter H. Larsen, sig endnu en gang som meget mere end det, for det var ham, der fik den nærmest geniale idé at kombinere den brasilianske pianist og komponist Eliane Elias med den amerikanske arrangør og leder Bob Brookmeyer inden for orkestrets rammer. Hun, der især er kendt som trio-leder, blomstrer sammen med orkestret, han, der end ikke kendte hendes eksistens, før Larsen foreslog projektet, har næppe skrevet bedre arrangementer end disse af hendes kompositioner, og orkestret lever på det smukkeste op til opgaven.
Eliane Elias, Bob Brookmeyer & The Danish Radio Jazz Orchestra Play the Music of Eliane Elias: Impulsive! Stunt STUCD 00102

Fra sidelinjen
*To danske pianister, som ikke tilhører det aktive danske jazzmiljø, men lægger hovedparten af deres kreative energi andetsteds, har udsendt hver sin cd, der ikke bør overses. Arne Forchhammer, den ældste (f. 1934), hørte vi sidst fra i 1971, men han viser nu, at han både som komponist og pianist stadig er spillevende. Bassisten Hugo Rasmussen yder i seks numre sit til det gode resultat, men det er Birgit Løkke Larsen, der på trommer og især slagtøj sætter prikken over i'et næsten hele vejen, til dels også som (med)komponist. Fini Høstrup er yngre (f.1949) og har udsendt flere plader i de senere år; den sidste er en af de bedste, med lutter egne kompositioner i standard-traditionen og med ideelt akkompagnement af Mads Vinding og Alex Riel på bas og trommer. Arne Forchhammer: Assimilation/Trio 2. Music Mecca CD 3037-2
Fini Høstrup Trio: Stories. Stunt STUCD 00072

Tvillinger?
*Ikke uden grund bærer en ny duoplade med den amerikanske pianist George Colligan og den danske bassist Jesper Bodilsen titlen Twins, som også er den ene af Colligans to kompositioner (de andre syv er standards og jazzstykker af bl.a. Keith Jarrett) - for de to unge musikere ligner hinanden både fysiognomisk og musikalsk, og det er bl.a. en fornøjelse at høre Bodilsens fremragende bas så eksponeret som her.
George Colligan: Twins.
SteepleChase SCCD 31485

Tatum-perler
*Utroligt, at man endnu i dag kan blive præsenteret for hidtil (næsten ) ukendte optagelser med den store solopianist Art Tatum, men voila! 16 privat, men helt professionelt optagne stykker fra 1948 plus syv optagelser gjort i New York for Sveriges Radio (med talte introduktioner af ham selv) i 1955, året før hans død. Med Tatum i topform og i teknisk fremragende optagelser, er pladen et selvfølgeligt must.
Art Tatum: The Complete Jazz Chronicle Solo Session. Storyville STCD 8253

Solo Corea
*På sin Europa-Japan turné som solopianist i november 1999 lod Chick Corea en række koncerter optage og har nu udvalgt materiale til to cd'er, én med 'originals' - dvs. 11 egne kompositioner og de to præludier af Skrjabin, som var annoncerede, men ikke blev spillede i København - og én med 'standards' - dvs. syv popular og seks jazz standards (fire af Thelonious Monk, to af Bud Powell). Det engagement, der præger Coreas detaljerede og informative noter til de to plader, findes også i hans spil, som bekræfter, at han i dag, bortset fra Keith Jarrett, næppe har nogen ligemænd blandt tidens jazzpianister.
Chick Corea : Solo Piano Part One: Originals og Part Two: Standards. Stretch SCD-9029-2 og SCD-2028-2 (MisLabel)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her