Avishai Cohen og hans unge folk klarede akkurat opholdsvejr til en med spænding ventet fremtræden i Kongens Have
Jazzfestival
Af alle de annoncerede koncerter under Copenhagen Jazz Festival var det nok den med Avishai Cohens sekstet, jeg imødeså med størst forventninger.
Den unge israelsk-fødte leder og bassist har vi tidligere hørt, også på plade, med Chick Corea og hans sekstet Origin, og Coreas trommeslager Jeff Ballard var nu også Cohens.
Dertil kom så tre nye navne, som især er kendt fra de plader, som Cohen har inspillet for Coreas plademærke, Stretch, og som jeg vender tilbage til snarligt: Avi Leibovich (basun), Jason Lindner (klaver) og Amos Hoffman (guitar). Mere end dem så jeg dog frem til at høre saxofonisten Jimmy Greene, hvis fremragende cd, Brand New World, jeg for nylig har anmeldt.
Og så tegnede det til, at det ikke blev til noget. Udendørs koncerter kan være skjønne, især når de foregår i Kongens Have, men mandag eftermiddag skyllede det ned, og forventningerne var på vej til at drukne.
Men heldigvis var denne koncert lagt så sent som kl. 17, og fem minutter før den skulle begynde, holdt regnen op - gudhjælpemig, også i mere bogstavelig forstand. En dyngvåd have var det imidlertid, det foregik i - ikke noget med at slænge sig på plænen og lade tonerne fortælle.
Bedre indendørs
Selv i opholdsvejr er der dog orkestre, der er mindre tjent med at blive præsenteret udendørs, og Cohens sekstet hører til dem. Vel var forstærkningen, som det efterhånden næsten er blevet normalt, førsteklasses, og vel havde pianisten et rigtigt (Yamaha)flygel til rådighed, så han ikke, som i gamle dage, måtte nøjes med et opretstående hakkebræt eller et el-klaver.
Men mange detaljer i det omhyggeligt arrangerede repertoire og i soloerne var svære at opfatte, og annonceringerne gjorde det vanskeligt at få fat på titlerne - altsammen som følge af den uro, der næsten altid hører med til udendørs koncerter, folk, der hele tiden promenerer omkring, og andre, der møder hinanden og indleder konversationer, som muligvis er interessante for dem selv.
Svært at vurdere
Så jeg finder det svært at give en pålidelig vurdering af musikken og ville ønske, at den havde kunnet mødes under roligere forhold. Var Leibovich's basunspil f.eks. helt så spredt og Lindners klaverspil helt så karakterløst, som jeg husker det?
Derimod er jeg ikke meget i tvivl om, at det var en fejl af kapelmesteren, når han lod Amos Hoffman spille mest guitar, selv om han fik meget mere ud af sit bi-instrument, en oud, den arabiske lut; og når han lod Jimmy Greene udfolde sig mest på sopransax og fløjte, skønt tenorsaxofonen udpræget er hans hovedinstrument.
At Cohen selv og Jeff Ballard er storartede musikere, både i akkompagnement og i soli, det vidste vi jo i forvejen fra Chick Coreas musik. Og det var da med til at gøre denne koncert til en af festivalens mest høreværdige.
Men helt blev den altså ikke, hvad man kunne have håbet på.
*Avishai Cohen Sextet i Kongens Have mandag.
