Læsetid: 1 min.

Jazzdokumentar i Huset

7. juli 2000

FORMAT - SOMMERTILLÆG

Jazzfilm-festival
Udover de mange jazzfilm i Husets Biograf har også Filmhuset jazzprogrammer under Copenhagen Jazz Festival. Det drejer sig igen om dokumentarfilm, men gennemgående er det længere film, og de vises kun under en del af festivalen, fra tirsdag den 11. til søndag den 16, alle dage kl. 19.
Af de seks programmer ser Don McGlynns Art Pepper: Notes From a Jazz Survivor umiddelbart mest spændende ud. Den rummer dels et åbenhjertigt interview med altsaxofonisten Pepper, hvor han beretter om et liv med narkomani og fængselsophold, dels viser den ham med hans kvartet.
McGlynn har også instrueret Charles, som er et portræt af bassisten, komponisten og orkesterlederen Charles Mingus, der høres med sine musikere og bl.a. beskrives af komponisten og historikeren Gunther Schuller og af to af sine koner.
De andre fire programmer er sammensat af optagelser fra forskellige kilder. Improvisation består ifølge Filmhusets program af optagelser fra Norman Granz-koncerter, der ikke tidligere har været vist i Danmark, og hvis musikere er Coleman Hawkins, John Coltrane o.a. Også Ella Fitzgerald med Duke Ellingtons orkester er fra en Granz-koncert, og Grand Ladies har desuden tv-optagelser med Billie Holiday, som ikke indgår i Husets jazzfilm-serie.
Endelig er der Louis Armstrong: Solo - Satchmo the Great med bl.a. en del af filmen med denne titel, og Giants of Sax, der rummer den eneste bevarede optagelse med Charlie Parker og desuden viser Julian Adderley med egen kvintet og Sonny Rollins i live-optagelser fra Holland i 1973.
I modsætning til Husets jazzfilm-serie er Filmhusets programmer individuelt opregnet i festival-brochuren (og mere detaljeret omtalt i Filmhusets eget program).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her