Læsetid: 11 min.

Kina skifter ham

7. juli 2000

Fra Mao-sæt til business-suit: Beijing og Shanghai globaliseres til ukendelighed efter det økonomiske opbrud

BEIJING - "Three t-shirts one dollar," lyder råbet ved den Kinesiske Mur. I nærheden af Beijing er store afsnit af den over 6.000 km lange historiske forsvarsmur siden 1980'erne blevet åbnet for den globale turisme med dens faste personel af pågående postkort- og souvenirsælgere, pseudo-guides og turisthajer - parallelt med, at det autoritære og neokommunistiske Kina har åbnet sig for vestlige investeringer og indgået et bizart ægteskab med kapitalismen.
T-shirt, dollar - de amerikanske ord er blevet en selvfølge, som Coca-Cola og McDonald's. Hvor er vi henne? Hvad ville formand Mao have sagt?
Hans kæmpeportræt skuer stadig ud over Tiananmen-pladsen midt i Beijing.
Den kinesiske hovedstad er under hastig omdannelse, og tendensen er umiskendelig amerikansk. De lange lige boulevarder tilhører måske en byplanlægning fra Maos tid, men de præges af højhuse af nyere dato i en banal international stil, up-to-date, men ikke avantgarde.
Den nye og 'globaliserede' arkitektur, der ved første øjekast dominerer Beijing, Shanghai og formentlig i vekslende grad alle større byer i den østlige økonomiske opbrudszone, kan give det indtryk, at Kina er langt inde i en omdannelse, der vil få det til at ligne Japan, Taiwan, Sydkorea og de andre østasiatiske 'drager', for ikke at tale om resten af den kapitalistiske verden. Shanghai konkurrerer med New York, Chicago og Kuala Lumpur om verdens højeste skyskrabere.
Hvis man som undertegnede - og som tusinder af turister fra Europa - kun aflægger et kort besøg i denne østlige del af Kina i disse år, bør man huske, at de centrale og vestlige dele af Kina endnu er en anden historie. Man kan dog høre vestlige diplomater fremsætte den vurdering, at Kina som helhed vil udvikle sig til et kæmpe-Japan i løbet af de næste 20 år.
Men selv om moderne højhuse, business og reklamer i vestlig stil slår stærkt igennem i billedet, og selv om stribevis af airconditionerede, tiptop hoteller er til rådighed, kan man heller ikke i disse østlige storbyer bevæge sig ret meget omkring uden at blive mindet om en anden og lavere standard, der har mere til fælles med det indre, fattige og tilbagestående Kina. Her i Beijing er man det ene øjeblik i Californien, det næste i Bangladesh.
Midt i det hele et tomrum, Tiananmen - den Himmelske Freds Plads. Helt bortset fra, at den blodige undertrykkelse af demonstrationer den 4. juni 1989 har givet pladsen et dårligt navn, er den sandt at sige alt andet end himmelsk. De historiske bygninger råber til hinanden tværs over en plads, hvis eneste ambition er at være verdens største, og som måske er blevet verdens grimmeste, en betonørken flankeret af sterile stalinistiske bygningsværker. Pladsen i sin nuværende skikkelse er Maos værk og et afskrækkende eksempel på den megalomani, der kendetegnede de kommunistiske regimer i deres storhedstid.
Kun små brudstykker af det nuværende Bejing - Den Forbudte By (det kejserlige paladsområde) lige nord for Tiananmen, diverse templer og palæer og de folkelige hutong-kvarterer, der allerede delvis er raseret - repræsenterer Kina forud for det 20. århundrede. De øverste lag i den æstetiske arkæologi afdækkes uden besvær, og to store indflydelser springer i øjnene - stalinismen og globaliseringen.
Sovjets førerskab i 1950'erne har sat sig dybe spor - der er kun én betegnelse for dette stilfænomen, selv om vi er i Kina: Stalinisme. Og med 1980'erne begyndte den åbning mod den vestlige verden, der på ny har ændret byens ansigt.

Trods en massiv turisme - som Kina satser på med økonomisk succes - kan man stadig med lidt held opleve fortryllende øjeblikke, hvor man kan fordybe sig i omgivelserne uden trængsel. Selv på Muren, der snor sig gennem skovklædte bjerge, kan man vandre i fred, hvis man starter ved Mutianyu 90 km fra Beijing og bevæger sig nogle hundrede meter væk. På 'Kulbjerget' i Jingshan parken i Beijing kan man hen under aften ganske stille og fra oven beundre Den Forbudte By, indsvøbt i et drømmeagtigt tågeslør. Et hav af røde tegltage, hvis kurver danner et harmonisk mønster.
Hvis man vil undgå at være omgivet af turister, skal man bare stige ned i metroen. Og f eks. tage ud til den yderste østlige forstad Sihui, hvor man kan se et stykke kinesisk hverdagsliv. Der går ingen veje fra den flunkende nye metrostation til boligerne. Man klatrer op på sporene og følger dem, til man når boligblokkene, der er værre end triste parisiske ghettoforstæder.
Gaderne er hullede, og der er ingen fortove eller græsplæner. Eneste oplivende moment er et farverigt, flere hundrede meter langt overdækket marked, der bugner af (fristende) frugter og grønsager og (lidet fristende) fisk og kødvarer.
Eller man kan slå sig ned i restauranten på Beijing Hotel, der ligger et stenkast fra Tiananmen. Det er byens fornemste hotel, en 'perle' af stalinistisk mausolæum-arkitektur i marmor og glaseret granit. I disse omgivelser kan man høre en glimrende amerikansk folk-sanger, en chicano-type fra det sydlige Californien. Tjenere og servitricer er uniformeret, som om det var Holiday Inn. Bestiller man en mixed grill, får man et bjerg af kød af udmærket kvalitet, men uden raffinement og med et spejlæg på toppen...
De, der oplevede Beijing for et par årtier siden, kunne fortælle, at der var langt mellem bilerne, og at gaderne var brede floder af cyklister. I dag er der tæt biltrafik, ofte trafikpropper - men stadig en fed strøm af cykler.
På en række områder nærmer man sig hastigt 'vestlige normer', og guidebøger, der blot er et par år gamle, giver ofte et forældet billede. For ti år siden var der kun 1.000 taxibiler i Beijing, i dag over 60.000. Det forhindrer ikke, at cykel-
taxier - nutidens form for rickshaw - også florerer, ligesom trehjulede transportcykler i alle mulige udgaver.
Motorvejene har motorvejsskilte i samme stil som i USA og Europa, men betalingsportene er kulørte og udsmykkede som traditionelle kinesiske templer.
Midt på den moderne gågade Wangfujing i Beijing - det kunne være i Hamburg - lyser McDonald's røde skilt i en lysegrå betonkolos. Byens nyeste stormagasin ligger i nærheden af hovedbanegården i et businesskompleks, New World Courtyard, opført i en postmodernistisk stil, der måske bedst kan betegnes som neo-kransekage.
Menneskene. Der er forhutlede proletarer, postkortsælgere og cykelsmede, som arbejder på fortovene, der er spredte eksempler på et nyt ungt og velklædt bourgeoisi, og så er der de store masser af ordinære mennesker, der cykler til og fra arbejde i myldretiden. Unge kinesere, der har lært engelsk - deres forældre lærte kun russisk, hvis de lærte et fremmedsprog - antaster nysgerrigt turisterne og kaster sig ud i en for det meste primitiv udveksling af oplysninger.
I de forslummede rester af hutong-kvartererne, de traditionelle, lave bebyggelser, der i århundreder tjente som hensigtsmæssige boliger, blandes nyt og gammelt. Elektriske ledninger, telefon- og tv-kabler snor sig op ad mure og langs tage som parasitplanter i en urskov.
I en lidt moderniseret bolig i et af disse kvarterer bor kunstmaleren Zhang, der ligner Mao. Han maler med olie på rispapir, sorte kinesiske skrifttegn og farvestrålende blomstermotiver. Zhang blander den kinesiske tradition med en blodrig ekspressionisme a la Emil Nolde, og han siger, at disse billeder finder god afsætning hos tyske og skandinaviske kunder. Så han har stor fornøjelse af det frie marked og den nye åbning ud mod verden.
En ung amerikansk kvinde af typen 'intellektuel fra San Francisco' køber for 100 yuan (100 kr.) et skrifttegn, der betyder 'lykke'. "And they say you can't buy happiness," siger hun med et triumferende smil.

Rejsen til Beijing fra Paris foregik med KLM via Amsterdam. Da jeg nogle dage senere flyver videre til Shanghai med China Eastern Airlines, er der næppe nogen forskel - samme stil, samme komfort, perfekte stewardesser og et lille måltid, som Air France ikke ville have skammet sig over.
Shanghai Mansions er et hotel med atmosfære. Det er tegnet af en kinesisk arkitekt, opført i 1934 og et forbløffende eksempel på mellemkrigsårenes modernisme, værdigt til Fifth Avenue i New York. Fra mit værelse på 18. etage har jeg udsigt over The Bund, den berømte flodkaj med sin stribe af højhuse i amerikansk 1920'er-stil - banker, business-hovedkvarterer og hoteller fra den epoke, hvor Kina via 'koncessionerne' blev økonomisk koloniseret af England, USA, Tyskland og Frankrig. Disse ærværdige monumenter over den vestlige kapitalisme har overlevet Folkerepublikken i let ramponeret tilstand.
Midt i det hele ligger Peace Hotel, hvor man hver aften fra kl. 20 til 2 kan høre traditionel jazz, spillet af veteraner, drikke bourbon whisky og føle sig som i New Orleans.
The Bund ligger på venstre bred af Huangpu floden, og over for ligger Pudong, hvor Shanghais nye økonomiske udviklingsområde og skyskraberkvarter er opstået. Det er det mest overvældende synlige tegn, man kan opleve, på Kinas nye 'lange march' ind i den globale økonomi. Shanghai har her fået sin nye profil, en opdateret version af Manhattan og Hong Kong. Om aftenen illumineres de nye 300 meter høje tårne, og de øverste etager aftegner sig surrealistisk som himmellegemer eller rumskibe i en amerikansk science fiction film.
Udviklingstempoet er hæsblæsende. Den danske ambassadør i Beijing, Christopher Bo Bramsen - tidligere generalkonsul i Shanghai - har set det nye Pudong opstå, og han siger spøgende, at det er Kinas svar på Ørestaden. Med den pointe, at Ørestaden er et projekt, man har diskuteret i årtier, men endnu ikke realiseret, mens Pudong-giganterne er skudt op i løbet af få år efter åbningen af den kinesiske økonomi i 1980'erne. Som svampe efter regnvejr.
Shanghais 5,5 km lange butiksgade Nanjing Lu er om aftenen et orgie af blinkende reklamelys i alle regnbuens farver, der næppe overgås i nogen by i den vestlige verden. Det er så ekstremt, at det nærmer sig det idiotiske.
For en meget rimelig pris kan man få en tre timer lang sejltur 30 km ned ad Huangpu-floden til det sted, hvor den mødes med Yangzi-floden og munder ud i det Østkinesiske Hav. Næsten hele strækningen er et havneområde med kajer, kraner og værfter på begge bredder. Der er en tæt trafik af skibe af alle mulige slags, fra små lokale plimsollere til 10-20.000 tons fragtskibe - for det meste indregistreret under bekvemmelighedsflag: Monrovia, Valetta, Piræus eller Panama... Langt ude kommer vi til container-kajerne, og Maersk, verdens næststørste containerskibs-rederi, er på pletten som overalt på verdenshavene.

Små hundrede kilometer øst for Shanghai, den økonomiske trykkoger, ligger Suzhou, berømt for sine kanaler ('Kinas Venezia') og sine paradisiske parker og haver - en af Kinas store attraktioner. Selv om det er blevet en industriby med trekvart million indbyggere, kan man her opleve den intime kinesiske provinsby med lav, landlig bebyggelse. Det er det horisontale, det egentlige kinesiske bybillede, til forskel fra Hong Kongs og Shanghais himmelstræbende occidentalisme.
Toget fra Shanghai til Suzhou er en stribe flaskegrønne vogne med bulede karosserier, der ser ud, som om de stammer fra Maos tid. Ved nærmere eftersyn er de elegant designede og komfortable, og hastigheden imponerende, antagelig 140 km/t. På første klasse ('soft seat') går en mand gennem vognene med en kedel skoldhedt vand, som han skænker i passagerernes medbragte glas - forhenværende marmeladeglas - med grønne teblade i bunden.
På markerne, som vi glider forbi, ses landarbejdere med deres traditionelle hatte i flad kegleform, bare fødder og reb om livet til at holde bukserne oppe.
Man aner, at det klasseløse samfund, der var kommunismens utopi, er så langt borte som nogensinde, når man sammenligner disse bønder eller storbyernes arbejdere med den nye klasse af forretningsfolk, ingeniører og managers.
En af den sidste slags er jeg så heldig at træffe i en turistbus i Suzhou. Heldig fordi hun optræder med en naturlig, stilfærdig ligefremhed og taler udmærket engelsk. Et fund i et land, hvor selv professionelle guider ofte har svært ved at udtrykke sig på forståeligt engelsk. Hun har nogle intelligente ideer om, hvad der er værd at se i Suzhou, og vi bliver enige om at supplere busturen med en interessant rute til fods og i taxi.
Hun er Marketing Executive i den kinesiske filial af et af de helt store vestlige olieselskaber, men det kan man ikke se, for hun er på ferie - en pige sidst i tyverne i stramme hvide jeans og t-shirt. Hun har hovedsagelig lært sit engelsk 'in the Company'. Hun kalder sig June (på engelsk), men hun har et ret almindeligt kinesisk navn, der står på hendes visitkort. Vi udveksler e-mail adresser - det foreslår hun spontant som den naturligste sag af verden.
June siger, at hun er "glad for at have et arbejde", og at det er godt betalt. Hun er helt klar over, at hun hører til de priviligerede, der allerede har fået del i den nye økonomiske fremgang. Demokrati? Det er svært at tale med vesterlændinge om de spørgsmål, siger hun.
"Vi har ikke demokrati. Jeg tror vi får det, men selvfølgelig ikke fra den ene dag til den anden".
Der er sket store fremskridt, mener hun, og livet er meget friere, end det har været.
Den samme opfattelse kan man høre hos nogle vestlige iagttagere, der bor i Kina. For eksempel en diplomat, der bebrejder den vestlige presse, at den med hensyn til menneskerettigheder konsekvent overser fremskridtene og kun beskæftiger sig med manglerne. Er det det gamle spørgsmål om glasset, der er halv fuldt eller halv tomt?
I det engelsksprogede regeringsorgan China Daily (en flot og velskrevet avis, i formen en mellemting mellem International Herald Tribune og Information) kan man læse et referat af en konference i Beijing i Det Kinesiske Selskab for Menneskerettigheder. Et sådant findes altså! Det undrer ikke, at dette selskab forsvarer de opnåede fremskridt og peger på, at man ikke kan fastsætte nogen bestemt (underforstået vestlig) standard.
Andre indslag i China Daily handler om økonomisk udvikling, korruption, kriminalitet, henrettelser - og store miljøproblemer. Toppen på forsiden handler hver dag - som i andre kinesiske aviser - om præsident Jiang Zemin. Illustreret med et billede af ham.
Den daglige dosis Jiang - hornbriller, mørkt jakkesæt, slips. Denne forskel i forhold til Maos klædedragt virker stærkt på det symbolske plan - som de mange andre ydre forskelle, der springer i øjnene: Den kapitalistiske stil. Det gælder også pressen - typografisk og layoutmæssigt hypermoderne, meget kulørt, ofte sexet, og udbudet af titler i kioskerne er overvældende.

Sidste aften i Shanghai. Good night, Shanghai. En duft af det nye Kina svæver i brisen, der kommer over floden fra de illuminerede skyskrabere i Pudong til Bund-promenaden, hvor tusinder af mennesker beundrer science fiction-landskabet.
Det nye Kina med motorveje, lysreklamer, informatik og e-mail. Et ungt kinesisk par sidder på en bænk på promenaden og ser drømmende ud over floden. Han holder kærligt armen om hendes skulder. Hvad gør hun? Hun taler inderligt med en anden person. I sin mobiltelefon.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu