Læsetid: 3 min.

Kinesere har fået nok af miljøsvin

29. juli 2000

Kampen mod industriens udstødning af
giftige stoffer føres i stigende grad ved domstolene

BEIJING - Blæksorte vandpytter, grålige træer og vinduer, der er tæt tildækkede som beskyttelse mod kulstøvet. Sådan er billedet i Tuoli omkring 30 km fra Beijing, hvor en fabrik, der forarbejder kul til briketter, dagen lang udsender klæbrige støvskyer.
Chen Caiying bor kun få skridt derfra: "Fem af vores naboer har cancer. Når det blæser, kan man ikke engang se, hvad farve himlen har," siger han og tegner med en sort finger i vindueskarmen for at understrege sine ord.
I to år har Chen, der er arbejdsløs, forsøgt at få fabrikken til at indskrænke de farlige udledninger. Han har kontaktet forskellige offentlige myndigheder - hidtil forgæves.
"De siger, at forureningen er en arv fra fortiden. Nu fejer de støvet væk fra gaden, men lader det ligge ude i rendestenen!"
For et halvt år siden lagde Chen sammen med 27 nabofamilier sag an mod fabrikken. De tabte.
"Ikke alene vil de ikke betale os erstatning, men partisekretæren og hans kone kom herud for at fornærme os og slå løs på os. De slog endda en mand, der er syg af cancer," fortæller han.
Nu har gruppen appelleret til en højere domstol i Beijing. "Jeg har spurgt dem, om den slags ikke netop er det, amerikanerne bebrejder Kina med hensyn til menneskerettighederne."
Kinas byer er ved at kvæles: kvalmende luft, sur regn, forurenet grundvand. I sin årsrapport, der blev udsendt i juni, indrømmer den kinesiske miljøstyrelse med sjælden oprigtighed, at situationen er blevet værre trods myndighedernes bestræbelser.
Ifølge rapporten er 65.000 forurenende fabrikker og værksteder blevet lukket i løbet af de sidste tre år. Medierne følger stort set alle forureningssager, selv de mest ømtålelige. Men de mest hårdhudede forurenere bliver ofte beskyttet af ikke særlig samvittighedsfulde lokale myndigheder.
I juni bragte ugemagasinet Nanfang Zhoumo f.eks. en artikel om byen Fuyang i provinsen Anhui. Den 18. maj døde seks personer efter at have opholdt sig i nærheden af en afløbskanal for spildevand fra industrien. Den udspyer sort vand, som er dækket af hvidt skum og stinker af svovl. Fire andre overlevede, men døjer siden med stærk kvalme og hovedpine.
Ifølge dagbladet South China Morning Post viste analyser fra Kontoret for Forebyggelse af Epidemier to dage efter dødsfaldene, at vandet indeholdt 8.700 gange mere svovlbrinte end det acceptable niveau.
Byen Fuyang, der sidste år blev udnævnt til en af ti 'rene industribyer', tildelte posthumt de seks dødsofre martyrtitlen, fordi de mistede livet "under en modig, frivillig aktion".
For en sikkerheds skyld blev ligtoget ved begravelsen dog fulgt af 30 politibiler. Men ofrene for forureningen sidder ikke længere med hænderne i skødet.
"Tidligere regnede folk det for normalt, at fabrikkerne udsendte røg og spildevand. Men lidt efter lidt har de gjort sig klart, at de har ret til et sundere miljø," siger Wang Canfa, grundlægger af et center, der yder juridisk bistand til forureningens ofre.

Flere lægger sag an
Siden centret åbnede i vinter, har det modtaget omkring 600 henvendelser, og det har i øjeblikket ti sager kørende.
Ifølge Wang klager flere og flere nu også direkte til myndighederne - han anslår, at der er ca. 150.000 sager om året.
Regeringen hævder, at den prioriterer miljøsager højt, men på lokalt plan støder klagerne ofte på en mur af manglende forståelse.
"De lokale myndigheder vil hellere have gode resultater på det økonomiske område, for der bliver ikke taget hensyn til miljøbeskyttelse ved forfremmelser. Det hænger også sammen med korruptionen og med embedsmændenes uddannelsesniveau. De tænker ofte, at man ikke kan undgå lidt røg og vandforurening, og at det er noget, folk må acceptere for den økonomiske udviklings skyld," sukker Wang Canfa.
"De fleste klagere taber deres sag, selv om loven er på deres side. Myndighederne griber ind på alle mulige måder; det sker endda, at dommerne får besked på, hvordan de skal dømme for at undgå at skabe præcedens."
Voldelige episoder er ikke sjældne. I provinsen Guangxi afsagde en domstol efter seks års rettergang en kendelse til fordel for en gruppe mangodyrkere, hvis træer var blevet ødelagt af forurening fra en nærliggende cementfabrik.
"De lokale partifolk organiserede et tæskehold, der gik fysisk til angreb på dommerne," fortæller Wang. Mangodyrkerne har endnu ikke fået udbetalt deres erstatning.

© 2000 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu