Læsetid: 3 min.

Kinesisk revolutionskitsch

8. juli 2000

Det er et bizart gensyn med maoismens kunstneriske klichéer, Tivoli præsenterer med Kinas Nationalballet i historien om kvindernes røde regiment

Ballet
De var allestedsnærværende i Sjællandsgadekvarteret i Århus omkring 1970: Billederne af diminutive, rødkindede kvinder med fanatiske øjne i kække khaki-uniformer, spændt ud som pile afskudt af en gigantisk bue.
Man så dem på plakater og som postkort, og det krævede ikke en rejse til Kina at skaffe sig dem til dekoration af kollektivernes køkkener. Kulturrevolutionens kunstprodukter fandt let afsætning i dekadencens Mao-glade Vesten, men det skulle vare en menneskealder, før balletten Kvindernes røde regiment kom til Danmark. Og så til Tivoli. Danmark er endda det første land uden for Riget i midten, der præsenterer forestillingen om bondedatteren, der bliver omskolet og udfylder sin heroiske plads i den Røde hær.
Der er ingen mangel på knyttede næver, proletarisk harme, våbenøvelser og fotogene opstillinger, der kan konkurrere med apoteoserne lige før tæppefald på det gamle Pantomimeteater. Formsproget er den revolutions-kitsch, Kundera har beskrevet så tilintetgørende, og det er ikke behageligt at gense i dag.
Selv om Danmark ikke har oplevet Kvindernes røde regiment live, dengang der var maoister rundt omkring på Universiteternes frokoststuer og på ø-lejrene, var der rig lejlighed til at se film af denne erstatning for den af regimet så forhadte Pekingopera.

Rød front
Det er primitivt og ganske uden humor, og som sådan forunderligt, at genren tilsyneladende har fået en renæssance i de senere år. Efter Fire-bandens fald skulle der andre boller på suppen, men Kvindernes røde regiment, der nu danses af kinesere, der ikke var født, da fru Mao blev detroniseret, er genoptaget i 1992 og altså nu på programmet ved et prestige-fyldt gæstespil i Danmark.
Man glæder sig ellers over, at befolkningen i lande som Rusland, Polen eller Tjekkiet ikke længere skal applaudere propagandaens forløjede skabelonkunst, så det er ikke opmuntrende at se den spillet for sit pålydende i kinesisk form.
Hvad dansen angår er hovedvægten lagt på det akrobatiske, med pirouetter, fouettéer og de berømte spring hen over scenen med benene i en lige linje - de små pile. Men hovedvægten lægges på taktfast march, arabesker med knytnæve og pistol i hånd og frosne revolutionære attituder.

Staccato-eksercits
Udgangspunktet er en mekanisk staccato-eksercits, der først og fremmest bygger på den russiske skole, men af og til har indslag fra den kinesiske tradition. Alt er forgrovet og beregnet på at kunne forstås af selv den sløveste.
Skurkene er aldeles idiotiske, men naturligvis meget, meget grusomme mod bønderne (sådan var feudalherrerne). Og helten, kadre i den Røde Hær Hung Chang-ching, har to positurer, med hagen determineret vendt mod højre, og med hagen determineret vendt mod venstre.
Han formår at overliste tyrannen og uddele hans hamstrede ris til folket, mens heltinden Wu Ching-hua med stærk klassefølelse øver sig i våbenbrug og kast med håndgranater. Rolig og ædel dør han i symbolske flammer, mens Internationale afspilles over højttalerne.
Som det hedder i librettoen: Selv om Hung har givet sit liv, vil millioner af andre revolutionærer rejse sig. Fremad, fremad.
Og til sidst klapper kompagniet så hjerteligt af tilskuerne, så vi får et stik af nostalgisk erindring om gruppeteatertiden.

*Kinas Nationalballet, Tivoli, 6. og 7. juli: Kvindernes røde regiment. 1. opførelse 1964, udkåret til "eksemplarisk værk" under Kulturrevolutionen, filmet i 1970, ny iscenesættelse 1992. Heltinde: Li Ning, helt: Sun Jie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her