Læsetid: 2 min.

K'NYT

29. juli 2000

Træskulpturer slår rod
*Den skulpturpark, der i løbet af den seneste måneds tid er vokset frem i Blokhus, skal nu flyttes for endeligt at slå rødder i Panderup Kommune. Skulpturparken består af en lang række træskulpturer, der er blevet fremstillet på World Wide International Tree Sculpture Festival Year 2000. Næsten 30 kunstnere fra så forskellige lande som Danmark, Tyrkiet, Japan, Uganda, Israel og Peru har ud over at lave individuelle værker lavet en 29 meter høj totempæl, hvor hver kunstner har udsmykket omkring en meter. Pælen rejses søndag kl. 15, og der er håb om, at de 29 meter er nok til at komme i Guiness Rekord bog. Festivalen fortsætter frem til 16. august i Blokhus.

Saul, David og Jeronimus
*Den 13. august kan man høre Carl Nielsen-operaen Saul og David, der i øjeblikket indstuderes i Radiohuset, i Tivolis Koncertsal, og i sæsonen 2001/2002 genopsætter Det kgl. Teater Nielsens Maskarade. Det bliver dog ikke den seneste opsætning fra Kulturbyåret, som blev udsat for hård kritik, man får at se. I stedet har teatret valgt Torben Anton Svendsens opsætning fra 1965. Instruktøren Anne Fugl står for genoplivningen. Saul og David sendes i næste uge på turné til Ludwigsburg i Syd-Tyskland, som koncertudgave; dernæst til Salzburg-festspillene, før den vender hjem til Tivolis Koncertsal.

Danske dialekter på software
*Nordisk Språkteknologi er i øjeblikket ved at indsamle 600 forskellige stemmer over hele landet. Optagelserne, der skal bruges til stemmestyring af maskiner og telefon, maskinoversættelse af tekster samt diktering og endda indholdsbaseret dokumentbehandling, kan anvendes inden for telekommunikation, forbrugerelektronik, data, bilindustri og som hjælpemidler til handicappede. Optagelserne bliver samlet på en lyddatabase, som skal sikre, at programmerne forstår sproget, hvad enten man er københavner, aalborgenser, randrusianer, sønderborgenser - eller fra Slagelse.

Så stå dog stille!
*Den 6. august er der premiere på Spastikerforeningens 50 års jubilæumscabaret med ovenstående titel. Alle medvirkende er handicappede, de flest af dem spastikere. Cabaret'en opføres i Kulturhuset Viften i Rødovre.

Litterære udflugter
*Hvis sommersolen svigter, er der mange muligheder for indendørs udflugter. Det Danske Forfatter- og Oversættercenter har samlet deres forslag til udflugtsmål i deres seneste nyhedsbrev. Her kan man finde beskrivelser af både kendte og ukendte museer til minde om danske forfattere. Der er over 50 muligheder fra H.C.Andersens Hus i Odense til Martin Andersen Nexøs Mindestuer på Bornholm og Storm P.-Museet i København. Oversigten kan bestilles på forfatter- og oversættercentret på tlf. 86638410.

Laserlys med mere
*Søndag aften kl. 22.30, når mørket har sænket sig over Fredericia begynder et show i Trinitatis Kirke med dans, orgelmusik og laserlys. Arrangementet finder sted i anledning af Fredericia Bys 350 års jubilæum og kan også opleves mandag, tirsdag og onsdag aften.

Beach Party i Malmö
*Hele juli har svenskerne danset sig gennem sommernatten på stranden ved Malmö. Hver onsdag og søndag har der været Latin Beach Party med musik, modeshow og latinamerikansk mad. Svenskerne har bestemt ikke noget imod, at et par danskere danser med, og det kan nås endnu. Der er beach party både denne søndag og onsdag og søndag i næste uge kl. 18-21. På de tre timer er det ifølge arrangørerne muligt at lære et par latinamerikanske dansetrin og sange under kyndig vejledning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu