Læsetid: 2 min.

K'NYT

13. juli 2000

Konkurrenter er sure på TV 2
*Konkurrerende tv-stationer raser, efter at det er blevet afsløret, at TV 2 i flere måneder har sendt langt flere tv-reklamer, end loven tillader. TV 2 beklager det skete i en pressemeddelelse og afviser, at der har været tale om bevidst snyd. Der har været tale om en ekstrem situation, hvor reklameefterspørgslen har været enorm, og tv-sendingen er faldet generelt, hvorfor kontrolsystemet ikke har fungeret. Det vil der nu blive rettet op på, meddeler TV 2. Konkurrenter anslår, at TV 2 har tjent 30 mio. kr. på overskridelsen og mener ikke, man på TV 2 kan have været uvidende om denne. Kulturministeren har bedt om en redegørelse, og Forbrugerrådet påpeger det urimelige i, at TV 2 skal kontrollere sig selv. Det foreslår pengene inddraget og overført til lokalstationer. Inf.

Halv Supremes stopper helt
*En koncertrække med Diana Ross og 'de genforenede' Supremes er blevet afbrudt i utide, grundet manglende publikumsinteresse. Som årsag angives, at billetterne var for dyre, og at to af de oprindelige Supremes,
Mary Wilson og Cindy Birdsong, ikke var med. Til flere koncerter var kun en tredjedel af billetterne solgt.

Filmpioner død
*Filminstruktøren Knud Hauge er død, 58 år, efter nogen tids sygdom. Sammen med Peter Refn gjorde han en pionerindsats ved at importere og vise kvalitetsfilm, som andre biografer ikke ville tage. Det skete i Camera Bio på Vesterbro, som han startede sammen med Peter Refn i 60'erne, den første art-cinema i Danmark. Derefter fortsatte han linjen i Windsor-biografen på Frederiksberg, mens Refn senere blev direktør for Grand. Siden har Knud Hauge haft et mangeartet virke som instruktør, producent og producer i tv- og filmbrancen. Han var medstifter af filmarbejdernes forening, FAF, samt af Filmkontakt Nord, ligesom han i et par år i 90'erne var formand for filminstruktørernes sammenslutning. Han var opvokset i Kina, hvor faderen var missionær. Inf.

Teaterråd og københavneri
*Nordjyske Stiftstidende kalder det i en ledende artikel københavneri, at landsdelen kun har fået tildelt "275.000 og et par brugte biler" af de 73 mio. kr., Teaterrådet har uddelt for den kommende sæson. Teaterrådet deler ud efter kvalitetskriterier.

Rushdie om fodbold og kultur
*"En nations sejre og nederlag i sport, såvel som tilskuernes optræden, har rødder langt dybere end i sportens verden: I kulturen. Franskmændene har via to fodboldmesterskaber i træk, VM og EM, genvundet deres skrantende identitet og er det mægtigste land i Europa lige nu, måske endda i verden. Englænderne, der hverken kan spille fodbold eller tennis, har omvendt måttet spørge sig selv: Hvad er det, vi gør forkert?" Det skriver Salman Rushdie, hvis artikler bringes i flere europæiske aviser. Danmark nævner han ikke med et ord. Hvad har vi gjort forkert?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her