Læsetid: 2 min.

K'NYT

6. juli 2000

Nobelpristager til Stege
*Møns Folkebibliotek proudly presents årets nobelpristager i litteratur, Günter Grass, der lørdag den 12. august vil læse op af egne værker ved et arrangement på Teaterhøjskolen Rødkilde i Stege. Han kommenterer sit forfatterskab og taler med sin danske oversætter, Per Øhrgaard. At et så relativt lille bibliotek har kunnet formå Grass, skyldes forfatterens tilknytning til lokalområdet. Han har sommerhus på Møn.

Plan om radiomuseum på Holmen
*En initiativgruppe på fire medlemmer, der har en brændende interesse for gamle radioer, vil ifølge Jyllands-Posten (4.7.) forsøge at etablere et radiomuseum. Man har kig på Holmens gamle radiostation, et træhus fra 1908.

Grøndahl på amerikansk
*Det amerikanske forlag Harcourt Brace har købt rettighederne til den danske forfatter Jens Christian Grøndahls romaner Tavshed i Oktober og Lucca. Hartcourt Brace udgiver i forvejen oversættelser af bl. a. Umberto Eco, Günther Grass, Jose Saramago, Perez Reverte og Octavia Paz. Det er forlaget Cannogate Book i Edinburgh, der har videresolgt de to bøger. ritzau

Kløvedal på flodrejse
*Forfatter og skipper Troels Kløvedal har fået tilladelse til at sejle sit skib op ad den kinesiske Yangtze-flod, der er Asiens største og en vigtig transportvej. Det kommer der formentlig en bog eller en tv-serie ud af - eller begge dele.

Europeade i Horsens
*6.000 dansere, musikere og sangere fra 25 lande valfarter til Horsens i slutningen af juli til den 37. Europeade - en europæisk kulturfestival, der bl.a. viser flamenco, kosakdans og river dance. Europeaden har siden 1964 turneret mellem forskellige europæiske byer. Deltagerne udgør tilsammen 182 grupper, der optræder på 18 forskellige scener i Horsens. Kulturfestivalen strækker sig over fem dage fra den 19. til den 23. juli. ritzau

Til mormonernes minde
*I dag kl. 14 afsløres statuen Kristina på Amerikakaj i København. Statuen gives til København som minde om de danske mormoners udvandring. Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, borgmester Søren Pind og USA's ambassadør
Richard Swett er blandt deltagerne ved arrangementet.

Festivaler over og under vandet
*I dag indledes den årlige festival i Pamplona med det traditionsrige tyreløb ned gennem byens smalle gader. Festivalen, der blev berømt via Ernest Hemingways bog Og solen går sin gang, fortsætter frem til den 14. juli. I morgen begynder en undervandsfestival ud for Florida Keys. En lokal radiostation har placeret specialhøjttalere nede i vandet og spiller musik for ca. 500 dykkere.

Bog om Leif Sylvester
*Maleren, sangeren, Taxa-skuespilleren med meget, meget mere, Leif Sylvester, kommer snart på bog. Det er Journalisten Egon Balsby, der for forlaget Møntergaarden skriver biografien om den travle mands brogede levned. Balsby har tidligere biograferet Peter Schmeichel. Bjørk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her