Læsetid: 2 min.

K'NYT

26. juli 2000

Marathon med Bach
*Komponisten Johann Sebastian Bach, der døde for 250 år siden, er i centrum for et verdensomspændende 24-timers multimediearrangement, som fra fredag til lørdag involverer musikere, dirigenter, koncertsale og tv-stationer fra Leipzig til Tokyo. IBM og DaimlerChrysler er blandt hovedsponsorerne, og det hele koster ca. 30 mio. kr., svarende til prisen på en biograffilm. I Danmark er DR2 med fra kl. 7 om morgenen.

Næse til TV 2
*Kulturministeriet gav tirsdag TV 2 en næse for at have overtrådt reklamereglerne. Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen er stærkt utilfreds med, at TV 2 ikke har haft et effektivt kontrolsystem til at sikre, at den tilladte reklametid ikke blev overskredet. Nu er TV 2 ved at indføre et nyt kontrolsystem med en automatisk elektronisk spærrefunktion. Ud over påtalen vil Elsebeth Gerner Nielsen ikke foretage sig mere i den konkrete sag, men til efteråret vil hun som aftalt i medieforliget fremsætte lovforslag om, at TV 2 og DR i fremtiden skal kunne idømmes bøder for overtrædelser af reklame- og sponsorlovgivningen.
ritzau

Disputats i nyt oplag
*Dorte Marie Søndergaards disputats, Tegnet på kroppen, der udkom i 1996, kommer nu i nyt oplag fra Museum Tusculanums Forlag, hvilket er usædvanligt for en disputats. Men bogen repræsenterede en nytænkning i forhold til kønnets betydning og den nyfeministiske kønsrolledebat og blev fast pensum på psykologi, kommunikation og samfundsfag, etc. Forfatteren til bogen, der bygger på undersøgelser blandt de studerende, er lektor på Roskilde Universitetscenter.

Ny Nibelungen i Bayreuth
*Tenoren Poul Elming synger titelrollen under dette års udgave af festspillene i Bayreuth der åbnede i går med Parsifal. Den 51-årige dansker fik stor ros for sin præstation i samme Wagner-rolle i fjor. I år imødeses i øvrigt med særlig spænding en nyopførelse af Robert Wagners berømte Nibelungens Ring. I to af Ringens fire værker medvirker den danske altsangerinde, Mette Ejsing, der desuden er på scenen i Götterdämmerung. Festspillene omfatter 30 opførelser med i alt ca. 50.000 pladser. Der er solgt over en halv mio. billetter til den celebre kulturbegivenhed. ritzau

Kronborg om www igen
*Fra Slots- og Ejendomsstyrelsen gøres vi opmærksom på, at Kronborgs hjemmeside har adressen www.kronborgslot.dk. K-nyt havde opgivet den engelske adresse, som ikke er i brug endnu. Undskyld, Kronborg.

Dansk roman på film
*Jussi Adler-Olsens debutroman fra 1997, Alfabethuset, skal formentlig filmatiseres i Hollywood. I hvert fald har den danske producent, Just Betzer, der bor i USA, sat projektet på skinner gennem sit selskab Panorama Film International. Bogen tager sit udgangspunkt under 2. verdenskrig, hvor to engelske piloter skydes ned over Tyskland under en flymission.

Mere kultur side 10

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu