Læsetid: 2 min.

K'NYT

21. juli 2000

Terminator 3
*Den britiske instruktør Ridley Scott, der efter sin supersucces med Gladiator er i gang med efterfølgeren til Ondskabens øjne, Hannibal, siges at være interesseret i at instruere Terminator 3. James Cameron, der stod bag de to første film, er ikke interesseret i at lave endnu en film i den serie, som sammen med Titanic har gjort ham til et pengestærkt navn i Hollywood. Arnold Schwartzenegger har sagt ja til at medvirke for tredje gang. Men man kan undre sig lidt over, at Scott gider overtage Camerons værk, på samme måde som Cameron i sin tid overtog Scotts Alien for at lave to'eren, Aliens. CMC

Balletkamp på scenen
*Balletdansere fra hele verden optræder i morgen kl. 16 på Pantomimeteatret i Tivoli. De har deltaget i det tre uger lange Bartholin Ballet Seminar, som holdes i København for 38. gang. Ialt har små hundrede dansere deltaget. Som noget nyt har de i år arbejdet med stage fight, der skal skabe illusion om virkelig kamp på scenen. Stuntmen har undervist dem, bl.a. Martin Spang Olsen. Vivi Flindt har undervist dem i Bournonville-traditionen.

Vrede på Teaterrådet
*Nordjyder er vrede på Teaterrådet, idet de føler sig forfordelt ved årets tildelinger af tilskud. I Nordjyske Stiftstidende raser skuespiller og instruktør, Ebbe Trenskow, over, at Teaterrådets formand, Lars Seeberg, har kaldt teatermiljøet uprofessionelt af for dårlig kvalitet. Trenskow siger, at det er "en højrøvet, ukvalificeret udtalelse, der bør få konsekvenser."

Tyske malerier på Folkehjem
*Der flyttes mange grænser under den afspænding, der sker mellem dansk og tysk i grænselandet, og nu er grænsen flyttet helt ind i det mest danske, Folkehjem i Aabenraa. Folkehjems rolle i forbindelse med Sønderjyllands genforening med Danmark efter tysk herredømme fra 1864 til 1920 har givet stedet en særlig status, og værnet om danskheden er indføjet i bestemmelserne. Folkehjem har hidtil været udsmykket med dansk kunst, men nu er den skiftet ud med tysk kunst. Restauratør Erik Sennels siger til DR Syd, at malerierne efter mange års udlån nu skulle bruges til et nyt kunstmuseum på Brundlund Slot i Aabenraa. "Da vi manglede kunst, fik vi et tilbud fra det tyske bibliotek, og det har vi med bestyrelsens accept sagt ja tak til," siger han. ritzau

Fortæller om havfruer
n*Byens fortællere er en kreds af skuespillere, pædagoger og andre, som fortæller gode historier til dem, der vil lytte. De optræder torsdag d. 27. juli i børnekulturhuset Fyrtøjet i Odense med historier og myter om havfruer.

Kronborg på Nettet
*Nu har Sundtoldens ærværdige vartegn Kronborg også fået sin egen hjemmeside. Historiestuderende Peter Gawinski Olesen har i samarbejde med Kronborg og Slots- og Ejendomsstyrelsen udformet en ny internetside, som giver indblik i slottets dramatiske historie og i Kronborgs to store H'er, Hamlet og Holger Danske. Adressen er www.kronborgcastle.com

Børn i klunketiden
*I rækken af aktiviteter på Nationalmuseet er der søndag den 23. omvisning ved Katrine Tonboe i Nationalmuseets klunkehjem og i temaudstillingen Legetøjets Verden - en verden i leg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her