Læsetid: 2 min.

K`nyt

20. juli 2000

Annie Leibovitz' Stardust
*Annie Leibovitz, som er en af verdens førende fotografer, præsenteres for første gang i Danmark på Louisiana med udstillingen Stardust. Udstillingen, der åbner den 27. juli viser portrætter af blandt andet Muhammad Ali, Truman Capote, Sammy Davis, Clint Eastwood, Jodie Foster, Dennis Hopper, John Lennon og Yoko Ono, Martina Navratilova, Pelé, The Rolling Stones, Susan Sontag og mange flere.

Sløjfedage på revy
*Skuespillerne i en del af sommerens revyer bruger en weekend på at sælge AIDS-Fondets røde sløjfe i forestillingens pause. Sløjfen sælges den 21., 22. og 23. juli i cirkusrevyen, Sønderborg Sommerrevy, Bornholmerrevyen, Svendborg Revyen, Sommerrevyen Vild i varmen i Nykøbing Sj. samt Kerteminde Revyen og muligvis endnu flere. AIDS-Fondet er et privat fond, der uddeler penge til forskning og information om HIV/AIDS.

Bibliotekernes udlån falder
*Af Biblioteksstyrelsens netop offentliggjorte statistik fremgår, at udlånet af materialer fra 1998 til 1999 er faldet med knap 3,3 procent fra 75,5 millioner udlån til 73 millioner. Opgørelsen fra en række enkeltbiblioteker tyder på, at der er sket et skred i biblioteksbenyttelsen - både mod øget brug af Internettet og en øget benyttelse af biblioteket uden, at man låner med hjem. På grund af den ændrede benyttelse vil Biblioteksstyrelsen for beretningsåret 2000 udvide statistikken til også at omfatte elektroniske ydelser.

Færre biblioteker
*Over de seneste ti år er der lukket ca. 25 procent af de danske folkebiblioteksfilialer. I 1999 lukkede yderligere 15. Som hovedregel er der tale om små
filialer med kort åbningstid.

Vikingerne her og hisset
*Der er hausse i vikinger for tiden. I Grønland fejres Erik den Røde og sønnen Leif den Lykkelige, og i anledning af 1000-året udsender Geograf Forlaget i samarbejde med Atuakkiorfik Undervisning, Grønlands Hjemmestyre og Namsgagnastofnun, Island nu en billedbog, Leif Eriksøn - på togt med Leif den Lykkelige, beregnet på børn fra 12 år. 80 s., 195 kr.
På Vikingeskibsmuseet i Roskilde kan man fra den 22. til den 28. juli studere vikingernes metalhåndværk. Smedjen er åben og der laves mønter, værktøj og smykker.

'Spelling Love' på Kaleidoskop
*Spelling Love præsenteres som en forestilling om kærlighed og venskab med udgangspunkt i Joseph Chaikin og Sam Shepards sceniske digte. Medvirkende er Ted Johnson, Alex Rose og Charlotte Boye-Christensen, som også har lavet koreografien. 27. juli kl. 20.00 på Kaleidoskop, Nørrebrogade 37, København. Billetter skal bestilles senest den 21. juli.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu