Birgit Johnsen og Hanne Nielsen leger med kønsidentiteten i deres på én gang rå og humoristiske videoinstallation
Kunst
Birgit Johnsen og Hanne Nielsen, der siden 1994 har arbejdet sammen som kunstnere, har altid fremkaldt latter. Ikke en klaske-lår skraldelatter, men et stille smil, der snarere er fremkaldt af pudseløjerligheden i deres kritiske og særdeles præcise videoer. De tager et udsnit af en allerede velkendt virkelighed og forplanter dens banaliteter til kunstvideoens rum, hvor en række underfundige symboler med banale og hverdagslige undertoner pludselig vender vores forventninger og vores forestillingsverden på hovedet.
Som i videoen Attributes fra 1997, hvor en hvid kanin bliver flået for derefter at blive klædt ud i dukketøj og dermed skiftevis pendler mellem krammedyr og jagtbytte, hinsides vores kulturelle forståelsesramme.
Lettere fortumlet må vi gribe til latteren, der dog kan ende i en lidt anstrengt, skinger tone, når den alvor, der også er værkernes, skinner igennem banaliteterne og punkterer den umiddelbare lethed, hvormed kunstnerne går til deres stof.
I Birgit Johnsen og Hanne Nielsens seneste værk, Inflated Constructions, der for øjeblikket kan ses på Aarhus Kunstmuseum i det eksperim0enterende Demo-rum, er det kønnet og seksualiteten, der tages under behandling i velkendt burlesk stil. Værket består af en gigantisk videoprojektion, der fylder rummets endevæg, mens der på gulvet står en monitor, der også afspiller en film, suppleret af en såkaldt flip-bog - en bog med fotografier fra én af filmene, der, når man bladrer hurtigt i den, synes at bevæge sig.
Oppustet fallos
"Oppustede konstruktioner" er titlen på installationen, og det skal forstås helt bogstaveligt. På storskærmen ser vi en mand stående i profil, med bukserne nede om hælene og med hovedet kappet af billedudsnittet. I skridtet har han fået påmonteret en stor og stiv hudfarvet dildo, som en sortklædt kvinde, hvis ansigt vi aldrig ser, knæler foran i bedste pornostil, parat til at udføre et blowjob.
I stedet sætter hun en ballon fast på dildoen og puster den op ved hjælp af en pumpe, så den aflange ballon stødt vokser i kvindens mund, som gaber om ballonens spids, så hun må trippe baglæns tilbage i rummet. Når ballonen er pustet helt op, tager hun den bort fra manden og går frem til det stillestående kamera, der tyst har registreret den groteske scene, og former med sine hænder et ballondyr helt tæt på kameraet. Penisen forvandles pludselig til at tilforladeligt legedyr, som kvinden a la børnetime leger med foran kameraet, mens hun siger de samme lyde som det pågældende dyr. Der klippes, og scenen gentager sig, stadig med andre farver balloner og forskellige ballondyr som en forsonende afslutning på det uhyrlige sceneri.
På monitoren på gulvet er sekvensen speedet op, og den slutter ikke med et ballondyr, men med et brag, når ballonerne springer i munden på kvinden, og det hårde knald gentages med sønderrivende effekt en fem-ti gange, efterfulgt af adskillige mislykkede forsøg. En slags cumshot med lyd på, der flækker fallosen og næsten bliver patetisk i den gentagne rytmik, fordi cumshottet ikke er finalen på løjerne som i pornofilmen, men blot forbliver et lidt mislykket forsøg på at demonstrere den falliske magt.
Leg med kønnet
Umiddelbart synes det at handle om kønnet. Kønnet som konstruktion, vel at mærke, for fallosen har ingen stabil identitet, men er en oppustet og skrøbelig størrelse, der kan forvandles efter forgodtbefindende.
Hvad der umiddelbart synes vulgært og kvindeundertrykkende med den knælende kvinde til mandens rådighed, bliver med ét vendt på hovedet med kvindens pludselige besiddelse af den ellers så magtfulde fallos, der forvandles til et ballondyr.
Kvinden demonstrerer ligesom ballonkunstneren sin kunnen foran et betaget publikum og forskyder pornoen til et børneunivers, hvor mandens magt pilles godt og grundigt fra hinanden.
At kalde værket for strengt feministisk er nu skudt ved siden af. Både mandens og kvindens kønspositioner udstilles og parodieres med en råhed og en underfundighed, der er unik. På monitoren har kvinden overgjort sit forsøg på at tilfredsstille manden, så hans fallos flækker, men hun fortsætter ufortrødent og manisk i en næsten psykotisk gentagelsestvang for at gøre tilfredsstillelsen fuldendt. Parodien er iøjnefaldende, og den er gennemspillet med en præcision og en timing, der løfter videoens grynede hverdagslighed ind i æstetikken.
Birgit Johnsen og Hanne Nielsen rammer sikkert og råt med en forsonende lune som deres signatur. I Aarhus Kunstmuseums faste samling kan man samtidig stifte bekendtskab med en række tidligere videoer, der viser et gennemført formsprog og en indholdsmæssige linie gennem deres værker, der alle sætter identiteten på spidsen gennem parodiens afvæbnende og spiddende gestus. Det er godt og råt og et sjældent begavet bud på en samtidskunst, der formår at være kritisk og let tilgængelig på én og samme tid.
*Hanne Nielsen & Birgit Johnsen: Inflated Constructions. Demo3/2000, Aarhus Kunstmuseum, Vennelystparken, Århus. Ti.-sø. 10-17, on. 10-20. Til 10. september. Flipbogen kan købes i museets butik. Katalog på www.aarhuskunstmuseum.dk.
