Læsetid: 13 min.

I Korea spiser de hunde

15. juli 2000

Dagbog fra et familiebesøg i Sydkorea

Movin' on
SYDKOREA - Det begyndte med, at en bekendt fortalte, at hans koreanske familie driver en hunderestaurant i Seoul. Vel at mærke ikke en beværtning med hundekiks og gummikødben på menukortet, men et sted hvor der serveres hundekød tilberedt på forskellige måder. Det ville min hustru og jeg gerne smage. Ganske vist diskuterede vi, om vi overhovedet ville kunne få det ned, hvis vi endelig sad bænket med hver sin vovsebøf. Men prøves, det skulle det.
Der siges meget om Sydkorea. Indtil for blot hundrede år siden var landet omtalt som "the Hermit Kingdom", og i løbet af de sidste tredive års moderniseringsproces og økonomiske optur er det omdøbt til "Miraklet ved Han floden". Sandheden er, at vi i Vesten stadig ikke ved meget om koreansk kultur, og at vi derfor klamrer os til de få myter og stereotyper, der er i omløb. Og én af dem drejer sig om det famøse hundekød.
Jo, der spises stadig hund i Korea. Det er en gammel tradition, der specielt knytter sig til de såkaldte Hundedage, tre årlige mærkedage, hvor ikke mindst ældre mænd opsøger de særlige restauranter, fordi hundekød ifølge overleveringerne er godt for potensen. At skikken blev forbudt i forbindelse med olympiaden i Seoul i 1988 synes ikke at anfægte nogen. Fra officiel side var man nervøs for, at fænomenet ville give dårlig omtale i de internationale medier, men i praksis havde forbudet ikke den store effekt. Bekymringen var imidlertid ikke helt uden grund. Der går stadig historier om en episode under præsident Roh Tae-woos officielle besøg i Storbritannien for omkring ti år siden. Forud for besøget var løbet rygter om de brutale slagtningsmetoder, der knytter sig til spisningen af hund. Dyret hænges op i benene og bankes ihjel med en kølle, idet man mener, at et adrenalinchok i musklerne giver bedre smag. I den britiske tabloidpresse var man ikke sen til at gribe denne information, og den koreanske delegation blev noget stødt over at blive modtaget med overskrifter, der rådede dronningen til at gemme sin skødehund af vejen.
I de senere år har oppositionen i Sydkorea kæmpet for at få gennemført et lovforslag, der legaliserer appetitten på hund. Samtidig vil man forbyde de traditionelle slagtningsmetoder og sikre, at kødet underlægges den samme kvalitetskontrol som andre fødevarer. Det er fint med os.

Når sandheden skal frem, blev vores interesse for Korea grundlagt længe før, vi hørte om hunderestauranten i Seoul. I realiteten rækker den tredive år tilbage, hvor min hustru blev sendt ud af landet om bord i en såkaldt 'Baby Express', et KLM-fly lastet med bortadopterede børn. Hendes destination var Danmark, hvor vi mødtes 26 år senere, og nu sidder vi så i et tilsvarende fly på vej tilbage for at besøge hendes biologiske mor, der bor med sin nye familie i Seoul.
Allerede i luften over Rusland melder det koreanske køkken sig, omend med moderat styrke. Menuen står på bibimbap, og sammen med plasticbakken udleveres en skriftlig instruktion: Man putter risene op til kød og grøntsager i en dyb tallerken, tilsætter sesamolie og bønnepasta, blander det hele godt sammen og spiser det ledsaget af suppe og pickles. De koreanske passagerer er færdige, inden vi får begyndt. Som det meste koreanske mad er bibimbap vanvittig delikat, og selv om der er tale om en mild variant, bliver smagen siddende på resten af turen som et rejseminde, der ældes med ynde.
I taxaen ind til byen fornægter det nationale storforbrug af chili og specielt hvidløg sig ikke. Selv om bilens vinduer står på vid gab, pirrer chaufførens lokkende hvidløgsduft sanserne, og hele vejen ind gennem forstæderne ses de store stenkrukker med kimchi på altaner, flade hustage og alle andre steder, hvor man kan finde plads til dem.
Kimchi er den koreanske nationalret, en slags turbosauerkraut, der med sin smagseksplosion af især chili og hvidløg, men også af mange andre nuancer, og sin på én gang rustikke og blide eftersmag er en genvej til den temperamentsfulde og spleentintede folkesjæl. Fornemmer læseren allerede her, at koreansk kultur adskiller sig væsentligt fra de omkringliggende lande, ligesom det koreanske køkken stort set ikke har noget tilfælles med eksempelvis det kinesiske eller det japanske, er man på rette spor. Tag nu blot kimchi. Fundamentet er kinakål, der flækkes og saltes, hvorefter det lægges i en lage af hvidløg, chilipeber, hvide radiser, bønner, peberkorn, ingefær, sesamfrø samt eventuelt ansjoser, rejer eller østers. Det hele pakkes tæt ned i store stenkrukker, hvor det får lov til at gære i uger, måske måneder. Herefter serveres det til alle måltider, også morgenmaden.
I dag kan kimchi købes færdig, men mange husmødre tilbereder det fortsat selv, og efter sigende er der lige så mange varianter, som der er kinesiske skrifttegn. Kun en ældgammel kultur, som har fået lov til at udvikle sig uden alt for megen migration og etnisk blanding, ville kunne udvikle et køkken som det koreanske.

At Sydkorea, trods de senere års økonomiske vækst og åbenhed over for omverdenen, stadig er et særdeles homogent samfund, bemærker den besøgende straks. For det første er der, bortset fra i amerikanerkvarteret It'aewon, påfaldende få langnæser i gadebilledet. Raceblandede ægteskaber er så ualmindelige, at en af de koreanere, vi kommer i snak med, tager det for givet, at jeg må være Liselottes adoptivfar.
For det andet er beskyttelsen af det nationale erhvervsliv så effektiv, at biler, elektronik og en række andre varer stort set udelukkende er af koreansk fabrikat. Blandt de mere end to millioner biler i Seouls myldrende trafikkaos ses kun yderst sjældent en Mercedes eller en Volvo blandt vrimlen af Hyundai, Daewoo og Kia. Ser man endelig en udenlandsk bil, vil der bag rattet formodentlig sidde et medlem af den såkaldte 'Orange Tribe', en samlet betegnelse for børnene af Sydkoreas ekstremt velhavende nyrige, der af omverdenen betragtes som en blanding af forbilleder og forrædere.
Også på kulturområdet fører man en protektionistisk politik, specielt over for den tidligere besættelsesmagt, Japan. Selv om USA ved afslutningen af Anden Verdenskrig satte en stopper for det japanske kolonistyre over Korea, nærer man stadig stor mistro til nabolandet og tillader eksempelvis kun i begrænset omfang import af japanske film, tegneserier og musikprodukter.
Den japansk tillempede service på Savoy Hotel i hjertet af forretningskvarteret Myong-Dong, hvor vi bor de første dage, virker da også mere som en parodi end som et oprigtigt forsøg på at tilfredsstille de japanske forretningsmænd, der udgør hovedparten af gæsterne. Specielt morgenmaden er et kosteligt show. Hver gæst modtages med ceremoniel bukken som ved et royalt besøg. Herefter udspilles et langt forløb, hvor en ydmyg serveringsdame ét styk ad gangen afleverer bestik og andet tilbehør ved bordet, med to fremstrakte hænder og bukken, som var der tale om kostelige gaver. Så ankommer lidt anonymt brød og marmelade, og til allersidst, længe efter at vi er færdige med at spise, en kop tynd kaffe. "International standard", kaldes det.

Inden mødet med Liselottes familie bruger vi et par dage på at få Seoul ind under huden. Driver omkring på Namdaemun-markedet, der breder sig over en hel bydel, ser på kunsthåndværk i Insa-Dong gaden og hviler over en kop honningte med kanel i et traditionelt tehus, hvor den meditative kayagum-musik hensætter os til en anden tidsalder. Omkring en fjerdedel af Sydkoreas 46 millioner indbyggere bor i Seoul, og selv om gaderne ikke just er tomme, undrer vi os over, at fortove og butikker ikke er mere tætpakkede. Indtil vi opdager, at undergrunden er gennemhullet som en schweizerost af butiksarkader, hvor de fleste koreanere søger ned for at slippe for den ulideligt fugtige sommerhede oppe i gaderne. Om aftenen drikker vi iskaffe på en af de tusindvis af caféer, hvis klientel hovedsagelig er teenagepiger, der slipper dyret løs: ryger cigaretter, lægger make-up, lytter til de nyeste pophits og ser quizprogrammer på tv-monitorer indbygget i bordene.
At den fredelige hverdag og relative velstand ikke er nogen selvfølge for koreanerne, konstaterer vi ved et besøg i det monumentale War Memorial museum, en slags krigsrædslernes Louvre, hvor koreanernes lidelseshistorie fremstilles i ord, lyd og billeder. Den britiske journalist Michael Breen skriver i sin glimrende bog om koreanerne, The Koreans (1998), at de foruden at være et livskraftigt og udtryksfuldt folk "takket være deres historie bærer på en skrækkelig sorg og vrede, som de hverken kan udtrykke eller ryste af sig, og som de færreste udenforstående forstår." Årsagen til det nationale traume træder i War Memorials mange afdelinger den besøgende i møde som tableauer, plancher og film, tilsammen et vidnesbyrd om et folk, som til trods for at det har levet i "Morgenstilhedens land", i nyere historie reelt set kun har kendt til selvstændighed og stabilitet i korte og sporadiske perioder, og egentligt demokrati kun i godt og vel et årti.
Det landområde, der i dag kendes som Nord- og Sydkorea, var i århundreder opdelt i flere små riger, indtil det fra 1300-tallet under navnet Choson omsider løsrev sig fra mongolsk og kinesisk overherredømme og under den neokonfucianske general Yi Song-gye etablerede sig som et kongedømme, der varede indtil japanernes invasion i starten af det tyvende århundrede. I næsten et halvt århundrede døjede koreanerne under den japanske besættelsesmagt, og efter befrielsen i 1945 nåede man dårligt nok at komme på benene, før Sovjetunionen lukkede grænsen ved den 38. breddegrad og lagde grunden til Den demokratiske folkerepublik Nordkorea med den Moskva-skolede Kim Il Sung som landsfader.
Endnu inden sydkoreanerne var kommet sig over dette chok, erklærede den store rorgænger i nord, at han retmæssigt var hele Koreas hersker, hvorefter de nordkoreanske tropper tog Seoul med storm, fortsatte deres fremmarch og nåede næsten helt ned til spidsen af halvøen, før FN besluttede at komme Sydkorea til undsætning. De følgende tre års krig kostede langt over en million dødsfald. Og selv om krigen endte med status quo - en grænse langs den 38. breddegrad - var trængslerne langt fra forbi. Halvtredserne var præget af fattigdom og hungersnød, og ved et militærkup i 1961 indledte general Park Chung Hee næsten tredive års militærdiktatur. Et benhårdt styre, som dog samtidig bragte landet økonomisk på fode og trin for trin udviklede sig hen imod et demokrati, mere eller mindre efter vestligt forbillede. Sydkoreas præsident har siden 1997 været den tidligere dødsdømte og landsforviste oppositionsleder Kim Dae Jung, en aldrende herre sammen med hvem de sidste rester af det gammeldags autoritære, patriarkalske og familiebaserede styre formodentlig vil falde.

Den melankolske og længselsfulde grundtone, der vibrerer under koreanernes sydlandske og foretagsomme overflade, får vi rig lejlighed til at iagttage, da Liselottes mor og en af hendes stedsønner, Dae-In, omsider frelser os for den "internationale standard" på Savoy Hotel. Fra nu af kommer morgenmaden til at bestå af hjemmelavet kimchi, ris, fiskesuppe, blæksprutte og diverse af de små krydrede sideretter, der samlet betegnes namul.
Familien, der bor i en landbylignende bydel i det nordøstlige Seoul, virker som selve legemliggørelsen af Michael Breens beskrivelse: "Den stereotype koreaner er en materialistisk shamanistisk-konfuciansk-buddhistisk kristen. For udenforstående er koreanerne fascinerende at iagttage (...), for de har komprimeret den udvikling, som i vestlige samfund har taget flere generationer, til et enkelt arbejdsliv." Det er så sandt, som det er sagt. Selv om stuen i det kompakte rækkehus er spækket med fjernsyn og elektronisk udstyr, foregår alt samvær på gulvet, ligesom Liselottes mor - lad os kalde hende Omma - sidder på gulvet i køkkenet og laver spandevis af kimchi. Ommas nye mand ser vi stort set ikke. Han passer sin grøntsagsstand på et gadehjørne i nærheden, forlader syv dage om ugen huset tidligt om morgenen for først at komme tilbage ved 22-tiden, og ligner i hele sin fremtoning præcis, hvad han er: En risbonde, der er løftet op af sin mark nede ved sydspidsen af Korea og plantet midt i en moderne, pulserende storby.
Tre af familiens sønner ser vi ikke meget til. En er ingeniør, to andre har gjort eller er i færd med at gøre karriere inden for militæret. Og lillebror Dae-In, som vi kommer til at tilbringe mange dage sammen med, designer hjemmesider til Internettet. Med andre ord: Et tigerspring fra agrarsamfund til postindustrialisme i ét generationsled. En kometagtig social opstigning, så man næsten mærker gulvet løfte sig i det lille hjem.
Dae-In kører os op til en udsigtspost ved grænsen til Nordkorea, hvorfra man - hvis ikke det havde været for tæt tåge - kan se hen over den demilitariserede zone og ind i det hermetisk lukkede Nordkorea. De ufavorable vejrforhold er der taget højde for med tv-monitorer, som viser optagelser af de grænseregioner, man burde have kunnet se. Videoen er ledsaget af en ironisk speak, en slet skjult propaganda-peptalk, der formodentlig ikke lader noget tilbage at ønske i forhold til den anti-sydkoreanske propaganda på den anden side af grænsen. Umiddelbart efter at observationscentret blev bygget i 1992, fortæller en tør kvindestemme, begyndte nordkoreanerne at opføre 39 moderne boligkomplekser på den anden side af grænsen for at imponere de besøgende. Projektet gik imidlertid i stå efter kort tid. "Vi går ud fra, at mangel på byggematerialer har tvunget Nordkorea til at opgive byggeriet," konstaterer stemmen. Herefter bedes man bemærke, at nordkoreanerne bevæger sig omkring i oksekærrer. Endelig oplyses det, at man på klare dage kan se et atten meter højt billboard med påskriften: "Vores store kammerat, Kim Il Sung, vil altid være med os."
Inden vi bryder op fra familien for at rejse sydpå, inviteres vi på et en storslået frokost på en restaurant, der ligger ved Han-floden en god times kørsel uden for Seoul. Bordet dækkes hurtigt med kimchi- og risskåle samt det obligatoriske arsenal af kimbap (risruller) og namul-dishes. Og så begynder herlighederne at vælte ind. Fiskesuppe. Et fad med en hel rå laks, udskåret i sashimi-hapse. En slags æggekage. En kæmpe stankelbenskrabbe. Etc. På koreansk vis indtages det hele på én gang, og spisepindene flakker kaotisk ind over bordet, indtil man ganske mister overblikket over, hvad og hvor meget man har proppet i sig.
Den rå laks spises ligesom oksekødet i bulgoki. Hvilket vil sige, at man tager et stykke fisk og lægger det på et frisk salatblad, hvorefter man fylder op med diverse tilbehør: hele fed hvidløg, kimchi, grøntsager, marinerede blækspruttestykker m.m. Så pakker man bladet sammen som en bylt og stopper hele herligheden i munden med det resultat, at man er afholdt fra at samtale kultiveret de næste par minutter. Til gengæld sidder vi bordet rundt og sprutter og fniser med kinder som Dizzy Gillespie og forsikrer hinanden om, at vi snart må ses igen.

Sydkorea er ikke voldsomt stort, i areal godt og vel det dobbelte af Danmark, og selv om landet har den femtehøjeste befolkningstæthed i verden, er der masser af mennesketomme kyststrækninger og naturskønne bjergegne, som ligger og venter på, at turismen skal blive sat i system. Hvilket i nogen grad vil ske, når Sydkorea i 2002 sammen med Japan skal være vært for VM i fodbold. Det er både nemt og bekvemt at komme omkring i landet. På langt de fleste strækninger kører busser flere gange i timen, og skal man langt, bliver man ikke ruineret af at tage en luksus-ekspres-bus med flysæder, der kan lægges ned, så man kan hvile sig undervejs. Hvilket de hårdtarbejdende koreanere ynder at benytte sig af. Ligesom de sjældent lader en mulighed for at indtage noget spiseligt gå deres næse forbi. Hvad vi herhjemme betragter som tisse- eller benstrækningspauser, opfattes i Korea som spisepauser, hvor man om ikke andet kan dele et bæger med varme friske snegle, en delikat snack, der suges ud af den lille konkylie med et 'slurp'.
Trin for trin bevæger vi os ned langs østkysten, fra nationalparken Soraksan i nord via den gamle kongeby Kyongju til den lille havneby Yosu i syd. På en fiskerestaurant i Yosu får vi omsider stillet sulten efter eksotisk mad. Uden at kunne læse menukortet peger vi på et eller andet, og de første retter, der kommer på bordet, smager som sædvanlig guddommeligt. Så bemærker vi, at kokken griber ned i et basin med levende blæksprutter, hiver et dyr op, skærer armene af i en rask bevægelse, hakker dem i mindre stykker, smider dem op på et fad og styrter hen til vores bord. Stumperne kravler lystigt omkring på fadet, og da kokken ser vore målløse blikke, signalerer han, at vi skal skynde os at spise dem, mens de er friske. Af hans tegn og fagter forstår vi, at man skal putte stykkerne i munden og skynde sig at tygge løs, inden sugekopperne suger sig fast til tænderne. Da vi kommer tilbage til Seoul, beslutter vi at gemme hunderestauranten til en anden gang. Vi er kommet for at lære noget om koreansk kultur, men der er vel grænser for, hvor meget man kan rumme på en enkelt rejse.

Serie - Movin' on
I en serie artikler tager Lars Movin læseren med til oplevelsesmæssige brændpunkter fjernt fra masseturismens alfarvej. Han begyndte rejsen i forrige weekend i Japan. I de følgende uger besøger han tangoens vugge i Buenos Aires, går i Bruce Chatwins fodspor til verdens sydligste by Ushuaia og spiser hunde i Sydkorea

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu